Profile
Blog
Photos
Videos
Mine damer og herrer maa vi have lov til at praesentere vores hidtil laengste blog, frem med kaffen og sjusserne og smaek benene op - men ikke for langt op, for saa kan I ikke se computerskaermen. Here we go!
I dag d. 12/3 er vi nu ankommet til Dalat i det centrale hoejland i Vietnam, og befinder os saaledes ogsaa ca. 1500 m. over havets overflade, hvilket kan maerkes paa temperaturen, som er en del koeligere end ved kysten. Turen herhen fra Nha Trang tog vi med Easyriderne Anh, Cuc og Quang som er helt og aldeles fantastiske guider.
Alt i alt vil vi starte med at sige, at turen tog 3 dage og 2 naetter og oversteg fuldstaendig alle forventninger og var alle pengene vaerd! Naar man koerer med Easyriderne tager de en vaek fra de turistede steder, som typisk er omkring kysten, og ud i de lokale omraader. Det bertyder at man hver dag stopper mange steder for at besoege diverse fabrikker, smaaproducenter og forhandlere samt smukke naturomraader og minoritetslandsbyer.
Vores foerste dag d. 10/3 gik fra Nha Trang til Dak Lak provinsen som ligger et godt stykke nord for Dalat. I begyndelsen af dagen var vi uheldige at stoede paa noget kraftig blaest og en del regn i bjergene. Dette var selvfoelgelig en lidt trist start paa turen, men vi koerte dog hurtigt ud af det og ramte lidt solskin.
Vores foerste stop denne dag var egentlig i Nha Trang, hvor vores guider viste os den lokale fiskerby. Her saa vi hvordan de bearbejdede fiskene og toerrede dem i solen. Fiskerne her lever rimeligt simpelt og bruger hele deres liv paa at fiske. Vi koerte derefter ud af byen og op i bjergene, hvor naeste stop var ved en murstensfabrik, hvilket overraskende nok var vaeldig interessant. Her fik vi lov til at se hvordan de fremstillede murstenene. Det var interessant at se, at mindst halvdelen af de arbejdende var kvinder, og at de lavede et ligesaa haardt stykke arbejde som maendene. Deres arbejdsdag var paa 10 timer hver dag fra 7 morgen til 17 aften med kun en fridag om maaneden. Det saetter lidt tingene i perspektiv maa man sige.
Derefter fortsatte turen til den lokale tobaksproducent. Ejeren her hentede bladene fra plantager i bjergene og toerrede saa derhjemme for derefter at sende dem til fabrikken, som saa lavede bladene til cigaretter. Efterfoelgende stoppede vi ved bl.a. peber, kakao og sukker plantager, men da der er mange langt mere interessante ting at fortaelle om springer vi dem let over.
En rigtig sjov ting at se var gummitraes-plantager! Vi fik lov at gaa rundt blandt traerne og hive gummien (som by the way stinker naar den kommer frisk ud af traet) ud af traerne, og vi kunne straekke saadan en gummistreng helt op til en meter. Gummien bliver tappet fra traerne i store spande, og bliver derefter koert til en naerliggende fabrik, hvor det bla bliver lavet til kondomer, daek og tyggegummi...
Vi fortsat laengere op i bjergene og stoppede ved et udkigspunkt. Her fortalte Anh os, at de store golde omraader vi kunne se derfra i bjergene skyldtes amerikanerne, der under krigen bombede omraadet med gift saaledes at traerne doede og landskabet aabnede sig. Den dag i dag er der stadig gift i jorden, hvilket er forklaringen paa de traeloese omraader.
Stedet vi skulle overnatte var fuldstaendig tomt for turister, hvilket selvfoelgelig ogsaa gjaldt den oevrige tur. Om aftenen spiste vi med Anh, Cuc og Quang, og vi fik super laekker mad og godt med risvin! Cuc havde 40 aars foedselsdag, og da Anh og Cuc var bedste venner, skulle der ikke spares paa alkohollen. Selvom det er MEEGET svaert at sige nej til en vietnameser naar man bliver budt noget, hvad enten det er alkohol eller mad, holdt vi os nu fint paa maatten. Anh fortalte os under middagen, at den gamle mand paa hotellet havde vaeret vietcong, og havde under krigen matte flygte fra selv samme sted hvor hotellet ligger nu. Han flygtede over den naerliggende flod og gemte sig i de omkringliggende bjerge i 7 dage. Grunden til han overlevede var, at han om natten sneg sig ned til floden for at fiske og drikke. Flere gange var han blevet skudt efter, men blev dog aldrig ramt.
Alt i alt var foerstedagen praeget af super mange indtryk og vi foelte helt klart, at vi allerede havde faaet en del af det 'rigtige' Vietnam.
Den 11/3 var vi efter en laekker morgenmad igen paa vejen omkring kl. 9:00. Vores foerste stop var i en nationalpark, hvor vi skulle trekke en times tid og se Vietnams stoerste vandfald. Undervejs saa vi smuk natur og flere mindre vandfald. Perlen var dog det stoerste vandfald, som vi desvaerre ikke kan huske navnet paa. Det er dog ca. 20 meter hoejt og ufatteligt bredt. Da det jo er dry-season i Vietnam, var der ikke saa meget vand som normalt, men det var stadig spektaulaert.
Vi fortsatte derefter til en familie som baade producerede peber, kaffe og risnudler. Det mest interessante her var dog at se hvorledes risnuddel produktionen foregik, ellers var der ikke saa meget her.
Det efterfoelgende stop var dog mere interessant. Anh viste os en speciel vietnamesisk rodfrugt ved navn 'Opeoka'. Historien bag denne rodfrugt var, at den blev spist af vietnameserne under krigen, da der ikke kunne produceres ris nok til at broedfoere alle. Dette skyldes den logiske aarsag, at ris var for farligt at dyrke pga amerikanernes bombardement. I stedet dyrkede man denne rodfrugt, der mest af alt minder om 'sweet potatoes'. I dag spises den ikke alene som hel, men bruges som ingrediens i madlavning eller som dyrefoder.
Det sjoveste stop paa dagen var dog nok det naeste. Vi stoppede paa en svampeplantage (ikke happy-mushrooms nej). Selve svampedyrkningen var ikke noget at raabe hurra for, men det var ejerens 3 meter lange, 25 kg tunge, 6 aar gamle Anaconda derimod. Og ja, vi bar den rundt om halsen hver isaer, og ja vi kyssede dens hoved. Ejeren proevede at fodre den med en levende kanin, men slangen havde til kaninens held spist for kun 2 dage siden.
Gennem hele dagen var vi omgivet af flot natur. Vi var saa heldige, at ruten var praeget af bjerge, smaa landsbyer og naturligvis kilometer af rismarker, hvor den ene virkede mere groen end den anden.
Dagens sidste pit-stop inden hotellet var en lille minoritets-landsby, hvor ca. 170 folk fra 'Man ong-stammen' boede. Det var som at gaa rundt i en beboet vietnamesisk udgave af frilandsmuseet. Om selve landsbyen er der ikke saa meget at sige. Men husene var enormt primitive, nogle med straatag og andre med bliktag, folk sov ikke i senge men paa gulvet og dyrene gik rundt hvor det passede dem. Folk saa dog ud til at hygge sig.
Hotellet vi boede paa var super laekkert og laa lige ud til en stor flot soe - mere kunne vi bestemt ikke oenske os! Paa dette sted tilbragte vi saa en rigtig hyggelig aften allesammen med god mad og hygge. Anh og de andre er generelt rigtige aabne og helt igennem friske paa at fortaelle historier om dem selv, deres familie og deres foraeldres deltagelse i krigen. Dette drog vi da ogsaa fordel af flere gange under frokoster, smaa pauser og middage, da den personlige vinkel jo altid er langt mere interessant end den fra boegerne!!
Som en ekstra feature til denne fantastiske aften havde vi kastet os ud i at bestille en lidt alternativ hovedret. Denne bestod af en hel and med helt hoved (naeb og tunge) som smagte ganske glimrende. Den alternative del var dog vietnamesisk hund, som var en specialitet guiderne anbefalede paa det varmeste. Hunden blev baade serveret som BBQ, grillet og rullet i dej og sesamfroe, kogt som suppe i 'hot pot' med alt godt fra hunden inkl. nyrer og mave, som blodpoelse og som hele laar. Vi maa faktisk indroemme til gru for nogle, at hund smagte rigtig godt. Om det er noget vi vil proeve igen ved vi ikke, men nu er det proevet.
Sidste dag var jo saa i dag d. 12/3. Dagen i dag har vaeret mere koersel og transport end de oevrige dage. Vi er dog koert igennem noget af det smukkeste bjerglandskab nogen af os nogensinde har set. Vi stoppede dog et par interessant steder, bla paa et boernehjem, hvor boernene bor, faar undervisning og laere at vaeve. Vi oplevede at se dem arbejde med vaevningen paa deres meget primitive maskiner, hvor 2-3 meter stof tager ca. 2 dage at lave.
Nu har vi saa sagt farvel til vores guider, og stoedt sammen med vores dejlige franskmaend igen - Raphael et Martin! Voila!
Puha, det var alt for denne gang - Peace out!
- comments