Profile
Blog
Photos
Videos
SÅ har vi nået Fox, som er endnu en ikke-by her i smukke New Zealand, som bare bliver bedre og bedre. Siden sidst er der sket en masse spændende ting hernede, som lige skal deles inden jeg glemmer det igen.
Torsdag den 10. marts kørte vi tidligt fra Rotorua for at besøge en gejser og en termisk naturpark. Det er lidt svært at forklare, hvad det egentlig var vi så, for det var egentlig ikke særlig spændende og vi kørte hurtigt videre mod Tongariro National Park, som vi alle havde glædet os rigtig meget til. Det var nemlig her vi skulle ud på vores første rigtige vandretur - en af New Zealands smukkeste og hårdeste en-dags vandreture: Tongariro Alpine Crossing. Turen består af 19,4 kilometer (lidt mere, hvis man vælger at bestige Mount Doom fra Ringenes Herre) meget smuk natur. Man ligger hårdt ud med at gå laaaaaang opad for komme til Mount Doom over skyerne - rigtig flot sted. Herefter gik vi rundt i bjergene og til sidst i skoven. Det var sindssygt hårdt, men så snart man er taget af sted, er der ingen vej tilbage. Det var rigtig fedt og der var mega god stemning hele vejen igennem - men hold da op, hvor kunne ingen af os gå dagen efter. Aldrig har jeg haft så ondt i min krop! Derfor var det næsten dejligt at vi dagen efter skulle til New Zealands hovedstad Wellington - vi havde nemlig en 6 timer lang togtur foran os. Da vi endelig ankom til banegården, fandt vi ud af, at der startede en rugby-kamp på stadion umiddelbart en halv time efter vi ankom, så det gik hurtigt med at komme til hostellet og derefter med taxa til stadion. Det var vores eneste chance - på hele turen - for at se en "rigtig" rugbykamp (NZ's nationalsport), så det var rigtig fedt, at vi nåede det. Om aftenen tog vi i byen og jeg mødtes med to veninder hjemmefra (Anne og Tilde), som bor i Wellington i øjeblikket. Selvom vi har det rigtig fedt på vores hold, var det utrolig dejligt at et par ansigter hjemmefra og komme lidt fra "flokken", da jeg besøgte dem mandag. Udover dette fik jeg desværre ikke set særlig meget af byen udover en del butikker … :)
Tirsdag den 15. marts gik turen videre til Nelson på sydøen. Vi skulle med færgen fra Wellinton til Picton og derfra kørte vi til Nelson i bus. Her ankom vi rimelig sent, så vi købte ind, hyggede og holdte fødselsdag for en af tøserne. Torsdag havde hele holdet meldt sig til vinsmagning. Vi besøgte tre forskellige lokale vingårde og derefter et ølbryggeri, som tilfældigvis var ejet af en dansker. Det var rigtig hyggeligt og sjovt at komme ud på vingårdene - specielt fordi hele holdet var med. Det er ret sjældent at vi alle laver noget fælles - udover at køre i bus. Fredag startede med hektisk, da mange havde været i byen torsdag aften; fredag skulle vi i Abel Tasman National Park, som igen er en af de smukkeste nationalparker i landet - hvis ikke verden. Vi løb til bussen - nærmest i nattøj - og kørte et par timer, hvorefter vi gik et par kilometer rundt i parken men så ikke gad mere. Derfor fandt vi en rigtig lækker, næsten helt forladt strand, spiste frokost og badede. Rigtig hyggeligt bare for en gangs skyld, at slappe helt af et par timer. Lørdag gik turen mod Punakaiki, som egentlig bare var et stop på vejen mod Fox. Punakaiki er kun kendt fordi byen har nogle pandekageklipper, som egentlig var ret sjove at se, men det var så også det. Ikke noget specielt.
Søndag kørte vi til Fox for at se og bestige Fox-gletcheren. Det var virkelig fedt - og ret hårdt til at begynde med. Vi fik pigge under vores sko for at sidde fast på isen og vandrede derefter alle mand henover gletcheren. Det var ret vildt - og meget koldt! Alt i alt en fed oplevelse, som jeg bestemt ikke ville være foruden. Det var meget specielt at prøve - igen en ting, som man ikke lige har mulighed for ret mange andre steder i verden :)
I morgen går turen endelig til Queenstown, som er kendt som New Zealands adrenalin-by! Det bliver forhåbentlig rigtig fedt at komme derned (selvom vi igen har en ret lang bustur foran os) - jeg glæder mig rigtig meget til at komme ned og prøve en masse sindssyge ting … men det vil jeg ikke fortælle nærmere om endnu.
Men ja, som I nok kan høre går det rigtig godt her - jeg håber I nyder, at foråret forhåbentlig er på vej derhjemme - her bliver det desværre koldere og koldere jo længere sydpå man rejser … <3
- comments
mor Anna skat - god fornøjelse og pas på dig
Heidi Uha, det lyder rigtig lækkert :) jeg er slet ikke spor misundelig ! :D Fortsat god tur smukke :*