Vi sidder nu i toget mod Paris, der varer 4,5 time, så vi skulle gerne være i Paris lidt i 13.
Det er mærkeligt at turen lige så stille lakker mod enden.
Den sidste halvanden uges tid har været rigtig god. Mandag i sidste uge besteg vi de nærmeste to bjergtoppe. Fra landsbyen kan man se det store kors, der er rejst på toppen af den første bjergtop. Vejen derop starter som en grusvej, men bliver lige så stille blot til en lille trampesti. Det blæste en del den dag, men da vi nu gik på den modsatte side af bjerget, i forhold til hvor huset ligger, gik vi i læ for vinden, og det blev hurtigt en smule varmt. Skridt for skridt bredte landsbyen sig ud, som vi begav os højere og højere op af bjergsiden. Der var en helt utrolig udsigt deroppefra! Det var slet ikke rigtig til at forstå. Selvom vi har boet mellem bjerge et par uger nu, var synet af bjerge og dale så langt øjet rakte stadig et fantastisk smuk syn! Kiggede vi mod Saint Tropez, kunne vi se havet blinke blåt i det fjerne. Det eneste, der blokerede udsigten en smule, var den lidt højere bjergtop, der var vores endelige mål: Fort Freinet. Højt over den nuværende lille landsby, 450 meter over havet, fandtes der engang et fort. Det var fantastisk placeret i forhold til at opdage fjender og for den smukke udsigt, men ellers må det have været irriterende at bo deroppe med al den blæst, og tænk bare på hvor besværligt det har været at fragte ting derop, for jeg kan godt fortælle jer, at stien blev stejl, da vi først begav os op mod fortet. Stien var trin hugget ind i bjerget, men man skulle stadig se sig for, hvor man satte fødderne. Der er kun ruiner tilbage - omkredsen af, hvor der har været bygninger, og det er sært at tænke på, at der har boet mennesker deroppe. Tænkt bare på hvor mange, der må være styrtet ned i uforsigtighed, nogle af bygningerne har ligget meget yderligt! Men det holdt ikke os fra at kravle langt ud på kanterne for at få nogle gode billeder. Forsøget på at rekreere "Bjergbestigersken" lykkedes dog ikke helt, som jeg kunne have ønsket...
Vi kom ikke til at male skodder - heldigvis! Mandag og halvdelen af tirsdag ordnede jeg fliserne omkring poolen med højtryksrenseren, indtil Andrew bestemte sig for, at det var spild af tid, fordi de ikke kunne bliver ordentlig rene. Han ville i stedet bruge kemikalier senere. Inden jeg sluttede tirsdag, nåede jeg dog at ramme min højre fod med højtryksrenseren. Midt på min fod har jeg nu et grimt hul og huden er nærmest blevet brændt i to streger, en mod lilletåen og en mod tå nr 2 og 3. Det gjorde sindsygt ondt, men det var ligesom blot det øverste hud, der røg af. Det blødte ikke, huden var bare hvid. Men det blev værre næste dag. Den hævede op, blev ret rød rundt omkring såret og gjorde ondt at gå på. Især om morgenen. Der var foden stiv og skulle varmes op, før det nogenlunde kunne lade sig gøre at gå på den.
Så den var på ingen måde glad for, at jeg maste den ned i mine sneakers torsdag morgen kl 5:45. Andrew og en af hans venner Flaky, der også har hjulpet til, havde planlagt en tur for alle 6 workawayere til det europæiske Grand Canyon: Gorges du Verdon. Det første sted vi var ude at gå, var i en dal af en slags, hvor vi gik et par timer. Så kørte vi videre til en udkigspost, hvor der var 750 meter ned til bunden af kløften, hvor en smuk turkisblå flod bugtede sig. Her spiste vi frokost og kiggede på gribbene, der cirklede rundt i kløften. Min fod var nærmest død af at have været inde i skoen og være nede på gulvet af bilen, men jeg turde ikke tage den af, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne få den på igen. Men det var varmt, så jeg skiftede fra bukser til nederdel, og var derfor nødt til at skoen af. Den var hævet og jeg blev nødt til humpe rundt på den. Det er den samme fod, som jeg brækkede - stakkels lille fod! Udsigten var helt fantastisk deroppefra og bare rolig, vi har taget RIGTIG mange billeder. Derefter kørte vi mod flodens udmunding til en sø, der var lige så turkis. Jeppe var i, jeg tog billeder.
Lørdag var jeg nede på apoteket i landsbyen og få noget til min fod, som er begyndt at virke, men det er stadig ikke rigtig godt at gå med sko. Derefter nød vi bare solen ved poolen. Om eftermiddagen var vi i Toulon et par timer. Det tog knap en time hver vej, og byer var ikke en lille hyggelig fransk by, men en større en, så vi skulle bare være blevet hjemme ved poolen.
Søndag fejrede vi Jeppes fødselsdag. Jeg havde forsøgt at fritte ham for, hvad han gerne ville have at spise, og hvad han gerne ville lave, men det betød ikke så meget, sagde han. Jeg vækkede ham med sang og flag, og så var vi et smut på markedet i landsbyen og kom til at købe alt for mange ting...
Jeppe kunne ikke komme ind i huset, fordi vi havde nogle hemmeligheder, vi skulle lave til ham. Han havde snakket om kartoffelsalat de sidste par dage, så det lavede vi til ham, samt grillpølser. Det der tog længst tid var dog brunsvigerkagemanden, jeg lavede til ham. Vi havde rigtig meget sjov med at lave den, men resultatet var ikke helt, som jeg havde håbet på. Kirstens gasovn virker ikke helt optimalt, så den ellers bløde og lækre brunsviger, blev mere eller mindre brændt. Jeg har aldrig set så hård en brunsviger...
Jasmin og Daisy hjælp mig med at pynte den. Aldrig har en kagemand været så pyntet med slik, eller været så uspiselig, men der var alligevel ikke så meget tilbage...
En sidste overraskelse var en t-shirt, hvorpå Kirsten tegnede endnu en søhest og vi alle skrev vores navne bagpå. Han ELSKER den t-shirt...som tak smed han mig i poolen med tøj på...
Mandag og tirsdag malede vi deres stue, nød solen og pakkede. Så gik der 2,5 uge mere.
Solen varmede ned fra en skyfri og smuk blå himmel, da toget kørte fra Les Arcs. Længere mod nord venter Paris's regnvåde gader, så nu krydser vi bare fingre for, at vi kan komme rundt trods alt vandet...