Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag 11/03-14
Idag skulle vi se, om vi kunne komme afsted til Vietnam. Denne gang gik det en del bedre, og vi sad allerede klar ved gaten 1 time før den åbnede. Vi landede om formiddagen i Vietnam og fik en taxi til vores hotel. Vi brugte meget af dagen på at vænne os til hektiske Hanoi, falde til og se byen. Om aftenen spiste vi på en meget fin restaurant for kun 30kr pr. Person.
Onsdag 12/03-14
Idag tog vi på sightseeing i den gamle bydel (som vi bor i) også kaldt Hoan Kiem distriktet, efter den store sø som ligger i kvarteret. Vi startede med at tage ud på en lille ø, som ligger i Hoan Kiem-søen, for at se Ngoc Son-templet. Her var flot og der var en kæmpe udstoppet skildpadde (400-500 år gammel), som menes at være nær slægtning af den gyldne skildpadde som lånte et sværd til en konge (Le Loi), i selv samme sø, så han kunne fordrive de kinesiske besættelsetropper i 1427. Herefter så vi skildpaddetårnet i midten af søen, Den Gunstige Vinds Tårn, Domkirken (som var en meget beskeden udgave at Notre Dame, selvfølgelig lavet af franskmændene), Ba Da-pagoden og silkegaden i Hanoi. Vi nød en lækker vietnamesisk frokost på "Dac Kim", hvor vi fik nudler, salat, suppe, forårsruller og en form for vietnamesiske frikadeller. Om eftermiddagen tog vi ind og så vanddukketeater. Det var en sjov måde at se teater på. Resten af dagen slappede vi af, så i butikker og spiste aftensmad.
Torsdag 13/03-14
Denne morgen gik turen til Halong Bay, der er et af verdens nye 7 vidundere. Turen dertil tog omkring 4 timer. Synet der mødte os, var stadig tåget som i Hanoi, men stadig utrolig flot. Vi blev sat på en lille båd, der sejlede os ud til den båd, hvor vi skulle sove på om aftenen. På båden fik vi frokost, der bestod af snotsuppe med fiskesmag og en hel fisk vi selv skulle pille. Herefter sejlede vi ud til en grotte kaldet "Sung Sot", hvor vi gik rundt i en times tid. Grotten var af limestone og var en tør grotte, dog ikke i regnsæsonen. Efter dette gik turen til en våd grotte, som vi skulle kajakke igennem. Da vi havde kajakket stod den på aftensmad, og så på hovedet i seng.
Fredag 14/03-14
I dag skulle vi trekke, så efter morgenmaden tjekkede vi ud af vores kahytter og tog trekkingskoene på. Turen var ikke så lang, og det meste af vejen var på god sti, men det sidste stykke var meget stejlt, og her skulle man næsten klatre for at komme frem, men selvfølgelig var det ikke noget problem for 2 garvede trekkere, mens de andre i gruppen kæmpede lidt mere. På toppen af bjerget var bygget et tårn, hvorpå der stod, at man ikke måtte klatre op, men vi gjorde det alligevel, og fik et fantastisk udsyn. Herefter kørte vi imod vores hotel, hvor vi skulle overnatte, og som dagens aktivitet sejlede vi rundt i en times tid, og nød de smukke bjerge. Resten af dagen stod på afslapning og læsning.
Lørdag 15/03-14
Sidste dag på Halong Bay gik med rejsen hjemad, der ikke var nogen stor fornøjelse, da vi begge havde fået noget mad på båden, som ingen af os kunne tåle. Så den lange bustur hjem blev lige lidt længere. Da vi endelig nåede til Hanoi igen brugte vi eftermiddagen/aftenen på at forsøge at komme os.
Søndag 16/03-14
Vi sov lidt længe i håb om, at vi søvnen kunne kurere vores maver og ømme rygge, dog lykkedes det os ikke helt. På trods af vores ilde helbred, så drog vi ud mod ho chi Minh mindebygning, og på vejen gik vi rundt om en gul bygning, som vi blev jaget væk fra af militæret/politiet. Efter et kig på mindebygningen gik vi imod en pagode, der skulle være den smukkeste, og den var da også gåturen værd. Om aftenen tog vi på natmarkedet, hvor der blev købt lidt souvenirers, og herefter gik vi trætte og udmattede i seng.
Mandag 17/03-14
Vi stod op efter en nat med et par toiletbesøg og spiste morgenmad. Herefter tog vi ud på "long bien bridge" som var 2,4 km lang og bygget for mere end 100 år siden. Arkitekten på broen siges at være selveste Gustave Eiffel og da den blev bygget, var den den største bro i hele Asien. Her fik vi en flot gåtur frem og tilbage på den gamle bro, som virkede lidt ustabil ved første øjekast, men var heldigvis solidt håndværk. Om aftenen blev vi cyklet rundt om Hoan Kiem-søen i en cykeltaxi og sat af ved domkirken. Her nød vi en lækker middag på en lille italiensk restaurants terrasse med udsigt over "mini Notre Dame" og forpladsen dertil. Herefter købte vi lidt snacks og tog i biografen og så "non stop".
Tirsdag 18/03-14
Vi tog tidligt til lufthavnen. Nød en morgenmad og fløj tilbage til Bangkok. Fra lufthavnen tog vi en shuttlebus og tog tilbage til "step one", hvor Alexanders jakkesæt blev prøvet og målt. Herefter tog vi til New Road guesthouse og satte vores store tasker. Vi fandt en masse lækker frugt til frokost og slappede ellers af resten af dagen, til vi fandt vores bus om aftenen, som ville tage os til Koh Tao.
- comments