Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag 12/02-14
Vi stod op kl. 07 for at nå de gratis pandekager om morgenen. Herefter lagde vi os et par timer igen og tog bussen til Noosa. Da vi kom af bussen, og gik ned til alle de ventende shuttlebusser, fandt vi ud af, at Noosa var et ret populært sted at være. Priserne på deres hostels var væsentlig dyrere og der var knap nok flere ledige pladser. Vi var derfor nødsaget til at tage med Noosa Backpackers, hvor der var to ledige senge, men i hvert sit rum. Her bookede vi to nætter, så vi i det mindste lige kunne nå at opleve byen.
Vi fandt også hurtigt ud af, hvorfor byen var så populær: hyggelige snoede vandkanaler mellem huse og hoteller, lækker strand, gode surfmuligheder og en stor national park med mulighed for at se koalaer, delfiner, skildpadder og meget mere.
Vi tilbragte resten af dagen på stranden...
Torsdag 13/02-14
Vi stod tidligt op, for at nå den første shuttlebus hen til National parken. Her brugte vi nogle timer på at gå rundt langs den smukke kyst og gennem skoven. Ved Hells Gates så vi en skildpadde og en masse delfiner. Vi forsøgte at finde en koala i skoven med uden held. Efter en god tur i parken, tog vi hjem og spiste frokost. Herefter tog vi til stranden med et surfboard og tilbragte resten af dagen på den lækre, solrige strand. Om aftenen spiste vi vores rester og lavede pandekager.
Fredag 14/02-14
Denne morgen skulle vi flytte hostel, men inden vi skulle flytte benyttede vi os af, at vores hostel udlånte kajakker gratis til deres beboere. Så efter vi havde checket ud, satte vi kajakkerne i vandet, og sejlede rundt blandt de smukke huse ned til vandet, i bagende solskin. Da vi kom tilbage bookede vi morgendagens oplevelse Australia zoo, der skulle være meget godt. Herefter hoppede vi på bussen, og så kom vu til vores nye hostel Nomads. Vi brugte tiden inden vi kunne checke ind til at se på nogle af byens butikker, og til at handle ind til zoo-turen. Resten af dagen brugte vi på at slappe af ved poolen med en bog.
Lørdag 15/02-14
Vi startede dagen tidligt, da vi skulle med bussen til zoo kl.8:10. Australia zoo har mange dyr fra Australien, og lægger stor vægt på, den nu afdøde krokodillejæger, Steve Irwin og krokodiller i det hele taget. Derudover har de en masse dyr fra Australien blandt andet en masse slanger, dingoer og cassararoe. Vi havde I alt 6 timer i zoo'en og det var lige tilpas, vi fik set nogle shows, hvoraf det mest bemærkelsesværdige var et show på "crocodile museum", hvor forskellige dyr krokodiller og fugle fremviste et storslået show. Der var også en Afrika afdeling med næsehorn, zebraer og giraffer i et stort område. Til sidst så vi endnu et krokodille show med krokodillen Accro, der var omkring 5 meter og vejede 1 ton!
Om aftenen hyggede vi med lidt bøger og ellers bare afslapning.
- comments