Så blev det tid til en ny lille køretur. Denne gang gik turen fra Darwin gennem central Australien til Adelaide, hvilket er omkring 3100 km på Stuart Highway, men siden alt skulle ses på vejen, blev det nok nærmere omkring 4500 km.

Fredag d. 16/8 mødtes jeg med to franskmænd og en tysk pige, Remi, Romain og Mirjam. Franskmændene havde en Van, som de med glæde ville dele med os i et par uger.

Bilen er fra 86 og kører på gas (LPG) og benzin, det er langt fra en økonomisk bil, men i det mindste var vi fire personer om at dele udgifterne.
Efter lidt shopping kunne turen begynde, så vi kørte 320km syd for Darwin til Katherine, hvor vi tilbragte aftenen i Katherine Hot Springs. Vandet var varmt som i en Jacuzzi, og stjernerne var klare på himlen, så det var yderst afslappende.
Den følgende dag (17/8) tilbragte vi det meste af dagen ved de varme kilder igen men kørte om eftermiddagen 100 km længere syd på, hvor vi overnattede i bushen tæt på Mataranka. I Mataranka kunne vi søndag morgen (18/8) nyde Bitter Springs, som igen er en varm kilde, omkring 30-35 grader.

Efter et langt og afslappende morgenbad i kilderne kørte vi 500 km mod syd, hvor overnattede ved Attack Creek. Jeg må hellere lige nævne, at drengene sov i deres bil, mens jeg og Mirjam sov i telt. Nattetemperaturen var yderst behagelig de første par nætter, da vi stadig befandt os i det tropiske klima. I det nordlige er der mange Termite Mounds, hvilket er myre-bo, jeg foretrækker at kalde dem myre-borge, da det er utroligt, hvad så små væsner kan bygge. Grundet stor befolkning af myrer måtte vi ofte sove helt tæt på deres borge

Vi var dog ikke helt dumme, så vi valgte med omhu og slog teltet op ved ubeboede borge, så vi ikke fik uønsket nattebesøg.

Den 19/8 gik turen videre mod syd, hvor dagen i dag stod på en 550 km lang køretur (på samme motorvej). Heldigvis var der dog en enkelt turistattraktion at se på vejen, Devils Marble. Devils Marble ligner en masse store sten, som i sin tid blev kastet ned fra himlen, hvor nogle af dem formåede at lande på hinanden og blive der.

For cirka 1700 år siden blev en stor sten/klippe formet af lava, og denne sten har gennem årene ændret sig på grund af regnvand og er nu en masse mindre sten. Under jorden/stenene er det stadig én stor sten.
Efter Devils Marble kørte vi videre til Tropic of Capricorn. 550km viste sig at gøre natten en hel del koldere, så jeg og Mirjam havde en yderst ubehagelig og kold nat i vores lille telt på vores tynde liggeunderlag. Vi var derfor lykkelige, da det endelig blev morgen, så vi kunne komme ud af teltet og løbe lidt i ring, til vi fik varmen. Det var nu slut med de varme nætter, øv øv. Vi trøstede os selv med at lave pandekager til morgenmad, eller det vil sige Remi lavede pandekager til os.
Den 20/8 gik turen videre til Alice Springs, hvor der blev købt nye madforsyninger og varmere tøj og derefter videre til Trephina Gorge i East Macdonnels Ranges (Bluff Campground). Det er nu tid til at starte på en masse vandreture.

Den 21/8 vandrede vi omkring 12 km i bjergene og efterfølgende 8 km på vejen, som førte os tilbage til campingpladsen. Det var en utrolig flot tur og en skøn dag.

Den 22/8 kørte vi tilbage mod Alice Springs, hvor vi på vejen så Ghost Gum (stort hvidt træ) samt Corroboree Rock, som er 800 millioner år gammel og hellig som en kirke.

Tilbage i Alice Springs tog jeg og Mirjam på en lille tur for at se solnedgang. Turen foregik på ryggen af en dromedar og varede i en times tid. Det var en god oplevelse og vi nød det til fulde.

Den 23/8 kørte vi nu vest for Alice Springs ind i West Macdonnels National Park. Først en 8 km lang vandretur ved Ellery Creek efterfulgt af en kold svømmetur (nærmere dyp da det var iskoldt).

Derefter en mindre vandretur ved Serpentine Gorge på 2-3 km.

Begge ture var fantastisk flotte.

Den 24/8 startede vi dagen ud med en 8-10km lang vandretur ved Ormiston Gorge Pound Walk. Igen en fantastisk flot vandretur, vi er dog ved at være grusomt træt af fluerne, men der er ikke andet for end at leve med det, da de ikke forsvinder, før vi kommer langt syd på. Temperaturen er yderst behagelig om dagen, formentlig omkring 25-30 grader, hvilket gør det ganske behageligt at vandre, lidt varmt til tider men til at overkomme. Det er kun natten, der er ubehagelig kold.

Efter Ormiston Gorge havde vi et kort stop ved Simpsons Gap, men kørte hurtigt videre, da vi ikke kunne vente meget længere med at komme ind og se den åh-så-kendte sten, Ayers Rock. Vi camperede 68 km Syd fra Alice Springs og stod tidligt op den 25/8, så vi kunne køre ind til stenen og være der omkring middagstid.

Trods jeg ved min ankomst i Australien ikke havde regnet med, at jeg skulle gennem Central Australien, må jeg indrømme, at det var ganske specielt at se Ayers Rock. Der er noget særligt helligt ved stenen, som er svært at komme udenom. Siden vi alle var imod at klatre op på toppen (stenen er hellig, at klatre op er imod de lokales ønske) måtte vi nøjes med en 11 km lang gåtur rundt om stenen, Uluru base Walk.

Efterfølgende ventede vi på solnedgangen (sammen med en masse andre turister) lidt væk fra stenen

Den efterfølgende morgen var det tidligt op, da vi også ville se solopgangen. Forskellen på solopgang og solnedgang er farven på stenen. Begge er flotte, men var ikke helt så specielle, som jeg havde forestillet mig.

Efter solopgang ved Uluru var det videre til Kata Tjuta (også kaldet The Olgas).

Her havde vi først en 7,4 km vandre tur ved Valley Of the Wind og derefter 2,6 km ved Gorge Walk. Valley Of the Wind var utrolig smuk og efter min mening bedre end Ayers Rock.

Efter dagens vandreture var det tilbage i bilen, og vi kørte nu mod Kings Canyon og campede 100 km fra Kings Canyon.

Den 27/8 kom 3 af Romain og Remi's venner tilfældigvis forbi samme campingplads, som vi overnattede på, så vi tog sammen til Kings Canyon. Det betød en dag på fransk. Jeg og Mirjam havde dog heldigvis hinanden at snakke med, da ingen af os forstår meget fransk.
Ved Kings Canyon begav vi os på en 6-7 km lang Rim Walk. Det var helt fantastisk flot og efter min mening endnu bedre end både Ayers Rock og Kata Tjuta.

Kings Canyon er formet ved jordskælv for mange mange år siden.

Den 28/8 var vi langsomme om at komme ud af soveposerne. Vi vidste alle, at der nu ikke var meget at se før Adelaide, så vi havde et par lange dage i bilen foran os. Bilen kører ikke hurtige end 85 km/t, så det tager sin tid at komme frem. Romain og Remi's venner havde (heldigvis) ikke set Ayers Rock endnu, så vi måtte sige farvel til dem og fortsætte vores tur på engelsk.

Den 29/8 og 30/8 var to lange dage på Stuart Highway med et kort stop i Cooper Pedy, som er en Opal-mine-by. Ganske interessant at se byen og området.

ENDELIG i Sydaustralien og tæt på Adelaide. Den 31/8 skulle foregå i vinens tegn, nemlig i Barossa Valley. Vi ankom til et strålende forårsvejr med ca. 25 grader og gule rapsmarker, hvor der ikke var vinplanter, og vigtigst af alt grønt græs. Utroligt så glad forårsvejret kan gøre dig. Selvom det var en kanon oplevelse at køre gennem den røde ørken, var det dog helt ubeskriveligt at se grønt igen. Det er flere måneder siden, jeg sidst havde set rigtig grønt græs.
Vi havde en helt fantastisk dag med masser af vinsmagning samt øl, ost og chokolade. Alt i alt en helt perfekt dag.

Velkommen til september, endnu en flot forårsdag. Vi besøgte den 1. september en tysk by i Adelaide Hills kaldet 'Harndorf'. Byen var på grund af australsk fars dag fyldt med mennesker, og der var en god stemning.
Vi kørte om eftermiddagen rundt for at finde et sted af campere og fandt helt tilfældigt et skønt sted i midten af en skov. Vi mødte her en lokal familie, som sagde, at vi trods campings forbud roligt kunne slå teltet op. De inviterede os om aftenen over til deres bål og vi fik delt diverse historier.

Den 2/9 var enden på vores rejse. Vi kørte til Adelaide, og jeg tjekkede ind på et hostel, Mirjam couchsurfede og drengene fandt en parkeringsplads, de kunne sove på.
2,5 uger sammen var nu ovre, og vi kunne skilles med et godt minde om en helt fantastisk tur gennem central Australien.