D. 12. juni kl. 16.45 på Stuart Highway mod Adelaide, mellem Erdlunda og Marla.

Succes! Var koldt i nat, men ikke på samme måde som at sove udenfor. Jeg prøvede at sove kun i uldsokker, lange underbukse, icebreaker, handsker, hue og med et tørklæde hviklet om hovedet og nakke. Super varm til at begynde med, men så tror jeg at min swag stjal varmen fra soveposen. Kunne mærke kulden komme snigende og så kunne jeg selvfølgelig ikke sove. Ved 1 tiden stod jeg op fordi jeg skulle tisse, i stedet for at ligge der og glo, stod jeg op med det samme. Blev så chokeret over kulden, troede jeg skulle fryse ihjel. Flippede helt, hyperventilerede, bandede på dansk og trak hurtigt uld sweater og bukser på. Løb over for at tisse og tilbage igen, men det tager jo lidt tid at komme ned i en sovepose, man ligger i forvejen i sådan en swag som om man ikke kan rører på sig.
Da jeg kom tilbage tog jeg så ikke alt det varme tøj af igen, hvilket nok var en fejl, for det stjal bare krops varmen og det var igen svært fordi jeg var så kold. må have sovet lidt, vågnede eller kiggede på uret omkring kl. 4 og igen 5.30, uret ringede så kl. 6.

Så ja, kold, men bedre. Ordnede alting og vi tog af sted kl. 7 mod Kings Canyon. Valgte at gå den lange tur på de 6,47 km. men som tager 3 timer fordi den er så stejl. Der var også en mulighed for at gå bare i en halv time og så ind igennem, men ingen valgte den tur. På den store tur går man så hele vejen rundt på kanten af kløften og kan så se ned i den store "sprække". Har så fået forklaret at gorge er lavet af vand, ligesom Katherine Gorge, hvor en flod løber igennem og en Canyon er formet ud af jorden. Så Grand Canyon i USA er faktisk ikke en Canyon, men en Gorge.

Nå, men det var virkelig smukt, vi gik igennem amphitheatre og ned til Garden of Eden, et vandhul som er helt fantastisk smukt, med træer rundt om og inde midt i denne her kløft. Turen var tilgengæld utroligt hård, for det er næsten kun naturlige trapper og de er dobbelt så høje som et almindeligt trappetrin, det var nærmest Devils Staircase om igen, var lige ved at give op, men hjælper jo ikke en skid og jeg er jo også glad bagefter. Kan bare snart ikke være rigtigt mere.. Det er jo for fanden ikke inaktivitets smerter, har aldrig været så aktiv som jeg er nu og det er sgu nok heller ikke overanstrengelse som de på et tidspunkt sagde. Det må fandme holde op, bare åndsvage undskyldninger fordi de ikke kan hjælpe mig. Kan ikke være rigtigt jeg er den eneste der næsten ikke kan gå turen, den eneste der er bagud og ikke kan holde trit med resten af gruppen.. når jeg så prøver, så går det bare helt galt, meget bedre når jeg selv kan sætte farten. Nu sidder jeg her og tager smertestillende bare for at holde mig selv ud, hvad er det for noget.

Nå, men vi kører tilbage til camp og her spiste vi burritos til frokost. Så var der videre til tank stationen i Erdlunda og så skulle vi vente på en bus der kom og hentede dem der skal tilbage til Alice Springs. Den var så forsinket og vi endte med at bruge knap en time på det. Jeg købte en ny 1,5 l. vand flaske, for vandet smager rigtig grimt og så købte jeg mig en cola, så jeg ikke falder i søvn i bilen og måske kan sove bedre i aften + 2x mentos ruller = 48 kr. .. for de få ting, det er så langt ude.

Nu er vi kun syv tilbage. Bruce som jeg jo kender fra Darwin, Frida der er fra USA og har sagt sit job op, hun er vældig sød og vil skyde på hun er i 50'erne. Så er der Jess fra England, der har arbejdet som Au Pair i 6 måneder omk. Sydney og rejser nu. To drenge fra Schweitz som har været på turen siden Kakadu også og en fyr fra Venidig i Italien, som arbejder i Frankrig og som derfor kun taler enten italiensk eller fransk, absolut ikke et ord engelsk.
Jeg sagde farvel til Lisa, hun nyuddannet advokat fra Adelaide og hende snakkede jeg ret godt med. Jess og jeg har så aftalt vi skal mødes med Lisa d. 17 ved Central Market til frokost.

Kl. er 17 nu og vi kører stadigvæk, jeg tror det næste stop er grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Så kører vi videre til Marla som er en gammel telegraf by, men her er vidst intet at lave nu, det er bare et stop på vejen, da vi ellers skulle kører til Coober Pedy og det er vidst nærmest ulovligt at kører så langt i et træk. I morgen er det så Coober Pedy, vi skal på mine tur, jeg skal forhåbentligt shoppe lidt da Coober Pedy er verdens største opal mine område og så skal vi forhåbentligt også se en baby kænguru. Vi skal så også bo under jorden, da det er for varmt om sommeren at bo i almindelige huse og for koldt om vinteren.. nå ja, og vores aftensmad i morgen er pizza på det lokale pizzaria! Ikke dårligt.