D. 13. juni kl. 8.20 på vej ud af camp v. Marla

Vi spiste stir fry, så nudler, grøntsager og lidt kylling til aftensmad i går. Det var bare rigtig lækkert og en overraskende god forandring til BBQ. Gik i et varmt, men primitivt bad og så sad vi alle om bålet igen. De andre sagde jeg skulle tage en af de overskydende soveposer som andre har haft lejet, fordi de er meget varmere og vinter-agtige. Jeg endte med at gøre det alligevel, selvom jeg jo nok burde have betalt, puttede så min egen sovepose ned i, så begge dele ned i en swag og ind i teltet. Gik i seng kl. 23 og stod op kl. 7, vågnede et par gange, men skulle ikke op og tisse og jeg sov meget bedre end jeg havde gjort før. Min venstre hofte er så helt smadret, for kunne slet ikke vende mig, så har ligget i den samme stilling krybet sammen hele natten.

Da jeg vågner og kommer op, ser jeg at der er plastik stykker over hele teltet. Der er tilsyneladende også mus her og de har så siddet og bidt i bobbelplasten rundt om min træ fugl, iiih.. heldigivs ikke gnavet igennem! Bruce havde haft dem nede i hans sovepose.. det er jeg da heldigvis sluppet for, hørte dem ikke engang.
Jeg spiste choco pops med mælk til morgenmad og så har vi lavet kyllingeburger til at tage med til frokost, som er puttet i fryseboksen. Man kan ikke rigtig lave mad i Coober Pedy, derfor vi medbringer frokost og det betyder også vi skal ud og have pizza i aften! Yay.

D. 14. juni kl. 8.10 på vej ud af Coober Pedy, om resten af dagen i går d. 13

Vi stoppede for at tanke op og ellers gik turen videre til Coober Pedy, det tog heldigvis ikke så langt tid. Vi stoppede ved The Breakaways, det er det første sted hvor der blev fundet opaler i det her område og også vand. Nu er vi nemlig gået fra halv ørken til rigtig ørken. Det er lidt svært at se for her er så meget ørken græs og egentlig "grønt" da det har været et mere vådt år end det plejer. Som vi kører nærmere byen er her store bunker med sand og grus over alt, det er alt det som de har gravet op og ikke fundet opaler i. Her kan man selv gå ud og "noodle" for opaler, da små stykker ofte slipper igennem.

Så er det videre ind mod byen og det er nok det største hul i jorden jeg nogensinde har set. Det var lidt chokerende, for havde forventet noget helt andet og bare glædet mig. Alt ligner det er ved at falde fra hinanden. Jimmy viser os John's Pizzaria hvor vi skal spise om aftenen og så kører vi videre ud igennem byen, klaret på 1 min. og ud til The Jewellery Box som er en kæmpe bunke jord hvor vi kan "noodle" imens vi spiser frokost. Vi fandt selvfølgelig ingenting, nok lidt for utålmodige.

Vi kørte tilbage halvvejs gennem byen til Umoonas opal mine og det var samtidig også her vi skulle bo, eller lige ved siden af. Vi gik ned igennem "minen" og fik en rundtur, der først startede med en film på ca. 10 minutter som fortalte historien bag opalen, bag opaler i Australien og så Coober Pedy selv. Den var nu egentlig meget god, bagefter fik vi en rundtur af en totalt ugidelig pige, det var rundt i resten af museet hvor vi så et eksempel på hvordan folk indretter sig under jorden og så ned i en gammel mine, en af de første, som den gang lå inde i byen. Den er lukket nu, da der kom en lov om at holde minerne udenfor byen.

Det er en nødvendighed at bo underjorden i Coober Pedy, det er godt 50 grader om sommeren og minus om vinteren. Indenfor er det naturligt altid 20 - 25 grader uden brug af opvarmning eller nedkøling. Det der overraskede mig er at man ikke kan se de bor under jorden, du går ind af en dør helt alm. og så er væggene bare sten/jord beklædt så de ikke smuldre. Så de har bygget ind i .. bakker, kan man vel sige, så man går ikke lige ned 5 meter og ind af en skakt som jeg forestillede mig inde i hovedet. Det der er rigtig underligt er at de jo så ingen vinduer har og der stikker små hvide rør op alle steder som giver dem frisk luft. Meget bizart.
Det er også lidt af en by hvor folk "forsvinder" hen, der er godt 44 forskellige nationaliteter ud af noget lignende 2000 mennesker, meget godt klaret.

Nå, men efter museet gik vi i butikker. Jeg så godt at hele byen sælger opaler, det er nærmest pizza og opaler, grøntsager og opaler, didgeridoos og opaler osv., men ja kan jo ikke rende hele byen rundt efter et vedhæng til min kæde fra far. Problemet med opaler er også at man ikke lige kan lurer om man bliver snydt eller ej, for der er 3 kategorier. Solids som er en hel opal i sig selv, gerne svagere i farven, men flere penge værd da den er hel, kendt som black eller white opal. Så er der doublets som er en skive af opal med sort bagbeklædning for at få opalens farver til at fremstå mere tydeligt, så gerne flottere farve end en solid, men kun værd ca. 1/3 af en solids pris. Til sidst er det triplet, det er så tynd en skive opal at den er limet på sort bagbeklædning og så har den gennemsigtig quartz foran for at beskytte den, den er værd ca. 1/12 af en solid. Derudover indenfor hver kategori varierer priserne så efter størrelse, hvor flotte og hvor mange farver der er og hvilken kvalitet/karat opalen er sat i.

Jeg endte med at købe et fint lille vedhæng fra manden ved Umoona opal mine. Han forklarede os alle en masse om opalerne og alt det jeg lige har remset op. Så var der en som bladrede igennem en bog med verdens flotteste opaler og spurgte til en tilfældig én, så siger manden der ejer hele stedet (græker) at "nå ja, den er der bag ved i hans pengeskab".. OK, så ja, han ved da hvad han snakker om. Jeg tog min kæde af og vidste ham den, snakkede om hvad jeg godt kunne lide og hvor mit budget lå osv. Så tog han et par vedhæng frem. Han sagde at han syntes til min hudfarve og mine blå øjne, at det var pænest med en sten i blå og grønne farver, det var egentlig også de farver jeg selv var interesseret i da de øreringe Hans havde med hjem i sin tid, er i blå/grøn. Meget fint kompliment også når en græsk millionær lige lurer ens øjenfarve. Jeg stolte på ham og endte med at gå derfra med et meget fint simpelt lille vedhæng i boulder opal, det er en opal type der mines i Queensland og hvor opalen tages ud sammen med den rå sten, så det er en doublet, men det er den rå sten der er bag på og ikke en eller anden på limet bagbeklædning. Den er sat med en lille smule guld rundt om i 14 karat. Tror den var sat til 195 dollar, men betalte kun 175, så det klager jeg jo heller ikke over. Den skinner så fint rundt om min hals og sammen med kæden, helt perfekt!

Nå, vi gik tilbage, tog vores ting ud af bussen og fandt vores værelser. Vi boede lige ved siden af denne her mine, så der var et rum/køkken og så tog lange tunneler hvor der til hver side er værelser. Jeg delte et 8 mands værelse sammen med Jess, så vi fik hurtigt spredt os over det hele. Bagefter havde vi fri til at gå rundt som vi ville fra ca. 14 til 18.50 hvor vi skulle mødes til aftensmad.

Bruce og jeg gik rundt i byen sammen, men der var ikke meget at tage sig til. Vi gik ind i en didgeridoo butik der egentlig var lukket, eller den åbner kun når folk nærmer sig den. Da han opdagede vi nok ikke ville købe noget, blev vi nærmest smidt ud der fra. Jeg mødtes med Frida tilbage på vores "hostel" og vi blev enige om at selvom pizza måske ikke lige kvalificerede sig som at "gå ud og spise", så ville vi alligevel tage et bad og skifte tøj til noget der evt. er mere rent end lynlås bukser med rødt støv op til knæene. Jeg endte med at tage mine denim leggings på, ballerina sko og en langærmet koral farvet tshirt + stor trøje og jakke, ufh det var koldt.

Kl. 17.30 gik Bruce, Frida og jeg ned til Josephines Gallery, et meget stort flot aboriginal art galleri. Øv, jeg først opdagede det nu, for der var så flot og jeg kunne sagtens have fundet et maleri på lærred at tage med hjem. Rigtig sød gammel mand der ejede stedet og selvfølgelig er Josephine jo hans kone. De er så samtidig også carer for kænguruer der er kommet til skade, så kl. 17.30 tog han os om bagved så vi kunne se dem. Der er 4 store Great Reds, ca. 2 år gamle og så en enkelt lille på 8 måneder. De var så søde, det var helt vildt, den lille øvede sig i at bokse på mandens ben, til sidst blev den så vild at den næsten var ved at vælte bag over. De siger han lige nu er ved at lærer hvordan han drejer når han hopper, så man kan se han nærmest tænker "højre, venstre, højre, venstre" smak, lige ind i et træ i stedet. To af de store kænguruer kan de så ikke sætter ud i de vilde igen siger de, den ene har de klassificeret som dum. Selvom den er 2 år sidder den stadig og græder efter mælk når den lille får, .. det er kun baby kænguruer der græder. Når det regner og alle de andre går i læ for ikke at blive våde, sidder den ude i regnvejret, bliver mere og mere våd og her piber den indtil en kommer og bærer den ind (vejer 30 kg.) Så de siger den duer simpelthen ikke, den er stadig en lille baby oven i låget. Den anden kænguru tror vidst bare at den er et menneske.. de har et stykke tid hvor det er passende at sætte dem ud og han var klar til det, men så brækkede han poten og de måtte holde på ham længere, efter det var det sket og han er alt for påvirket af mennesker, han kan godt lide pizza og vin, sover i deres seng og sådan noget.

Bagefter gik vi tilbage og mødtes med de andre og så videre tværs over gaden til John's Pizzaria. Ind i mellem er der lidt sådan en pinlig tavshed som folk lades som om er fordi vi alle er travlt optaget af at spise. Vi er jo kun 7 mennesker, så det er også lidt svært ind i mellem. Vi fik to kæmpe store gigantiske pizzaer, ca. 2 - 3 stykker per mand og det var rigeligt. Jeg købte en sodavand jeg kunne drikke til min mad og bagefter gik vi så også i en "underjordisk bar". Sad der lidt, men Frida og jeg gik tidligere tilbage, vi var bare så trætte.
Jeg tog nattøj på, så lå jeg lidt og så TV serie. Vågnede da Jess slukkede min computer og lagde den på gulvet for mig, sødt af hende.