D. 3 april om d. 2. april, turen fra Dunedin til Invercargill og ned over The Catlins.

Sarah fra Tyskland som jeg delte værelse med og jeg selv satte vores vække ur til kl. 6.30 så vi kunne nå bussen 7.30. Vi endte dog begge med og for mit vedkommende første gang i New Zealand at trykke snooze op til flere gange. Det var SÅ koldt uden for dynen, jeg kunne overhovedet ikke overskue det, selvom jeg havde sovet godt og længe.

D. 4. april om d. 2. april, skrevet fra McCafé med gratis WiFi og det eneste café agtige sted i Queenstown.

Tog mig sammen da klokken næsten var 7 og så havde jeg da også rimeligt travlt. Smed tøjet på, var nødt til at gå helt udenfor for at kunne børste tænder, så træls når man ikke har toilettet lige ved gangen eller på værelset. Rystede hele vejen tilbage med skuldrene oppe over ørene og så kunne jeg jo så gå og have ondt dér i stedet, lala, så smart jeg er.

Da jeg havde tjekket ud mødte jeg bussen og vores nye chauffør de næste to dage, Don. Han sagde selv han gik på pension for mange år siden, men af den ene og anden grund var han endt med at kører alligevel. Jeg vil skyde på at han var sidst i 60'erne, måske oven i købet i 70erne. Super hyggelig, sjov gammel "bessefar", rigtig flink.

Vi kørte af sted og det som turen her handlede om var i høj grad naturen og dyrelivet, tror hele conceptet bag Bottom Bus var turen mellem Dunedin og Invercargill (vi kom jo så også sent ind til Dunedin og endnu senere til Invercargill, så har slet ikke set de to byer).

Først kørte vi hen for at få lidt morgenmad, det var en toast, men det er ikke helt ligesom der hjemme. Her er det tre stykker toast brød med skinke mellem hvert lag, smør oven på brøden osv. Det er meget fedtet/greasy, men det smager nu meget godt, bare lidt hårdt at lægge ud sådan. Her havde de en lille, men lang hund der hed Rocky. Han var super sød, så brugte da nok de 10 minutter der på at nusse med ham. Det er lidt sjovt her nede, der er tit hunde og katte på hostels og caféer, det ville man aldrig se der hjemme, men jeg tror det er fordi det er så langt ude på landet, folk er sgu ligeglade. Jeg synes bare det er super hyggeligt.

Så kørte vi videre ud til Nugget Point og gik en tur ved et fyrtårn, her kunne vi se massere af sæler, de var dog rigtig langt væk eller vi var meget højt oppe og selvfølgelig lå mit objektiv til kameraet tilbage i bussen, den fejl lavede jeg dog ikke igen. Det var nu stadig hyggeligt, selv hvis man ikke kunne få øje på sælerne fordi det bare var sorte prikker der bevægede sig, så kunne man hører ungerne kalde efter deres mor.

Videre endnu til Cannibal Bay, meget spændende navn, hvor vi fandt en forskræmt lille gul øjet pingvin. Lige i øjeblikket er de ved at skifte fjer, det betyder at de ikke er vandtætte som normalt, så de kan ikke svømme. De skal bare gemme sig eller stå et sted de nu har valgt i 3 uger imens alle fjerene falder af og så skal de tære på deres fedtlag, da de jo heller ikke kan få noget at spise. Så når man normalt ville se en masse pingviner, så vi kun en enkelt. Ærligt så var han også noget sørgelig at se på og så lidt deprimeret ud, det tror jeg også at jeg ville være hvis jeg skulle stå samme sted i 3 uger og intet måtte spise OG folk kom og gloede på mig.

Bagefter på samme strand viste Don os hvordan maorierne havde brugt de tykke søgræs der lå på stranden og vi gik længere hen af samme strand hvor vi fandt en koloni af søløver der hører til der. De var godt nok ville, selvom vi holdt vores afstand kom de løbene og brølede af os, fandme for at sige det rent ud, et skræmmende stort dyr. Vil nødigt løbes ned af sådan en basse. I mens vi står og kigger på flokken hører jeg et brøl bagfra og rigtig nok har en lille hun sneget sig ind på os, hun er nu stadig på god af stand, men hver gang vi vender os har hun møvet sig tættere på og ligger og "gemmer" sig i sandet. Hun har kastet massere af sand over sig.

Jeg tager billeder af den store tyr der brøler over det hele og bider efter de andre, vender mig om og der er hun. Hun har møvet sig endnu tættere på og brøler af mig med en meters af stand, jeg fløj op i luften og væk der fra. Er du gal jeg blev forskrækket. Nu var vi sådan set også mere eller mindre spærret inde af søløver, lige meget hvor vi flyttede os var der nogen. Selv når vi troede der ikke lå en, så lå den bare i en sandbunke eller lignende. Det kaster sand på sig for at køle sig ned og beskytte sig mod solen.

Vi gik flere ture i forskellige små skove, så vandfald osv. Jeg syntes det gik meget godt med mit knæ, men gør stadig ondt op og ned af bakker. Jeg droppede da også at kravle op af vandfaldet som nogen af de andre gjorde, behøver ikke at bede om det. Vi kørte forbi et lille sted der hed Niagra Falls, opkaldt efter det store i Canada, men det var vidst komisk ment, for ja, der var et vandfald, men tror aldrig jeg har set et så lille.

Her efter tog vi til Curio Bay som har en forstenet skov. Jeg kan ikke helt huske at genfortælle hvordan det er sket, men man kunne se træstubbe og væltede træer inde i stenene i vandet osv. så der var "fosiler" om man vil over det hele. Ret specielt.

Så kom vi til Invercargill kl. 19 om aftenen, så vi kunne ikke rigtigt nå noget som helst. Vi boede på Tuatara Backpackers, som var et hyggeligt nok sted. En fra bussen havde det rigtig skidt, både mega forkølet og noget med maven, så han gik direkte i seng. Vi andre gik ned og spiste mad fra restraurenten sammen med Don, det var lækkert og smagte godt, er glad for jeg gik med til det. Jeg spiste vegetarisk lasagne (stadig ikke lige fundet alm. lasagne her nede til stor skuffelse) og et hvidløgsbrød + æblejuice til.

Så lod jeg Sarah bruge mit internet lidt, hun vidste ikke vi selv skulle booke overnatning når vi kom til Queenstown igen og så var det mere eller mindre slut på den dag. Vi skulle af sted 7.30 dagen efter også hvor vi sulle videre og møde Milford Explorer fra Kiwi Experience, som kører fra Queenstown, hopper over på den bus og så videre til Milford Sound som er nr. 1 i New Zealand at besøge. Glædet mig rigtig meget, men de lovede regn.