Profile
Blog
Photos
Videos
Det havde jeg ikke lige set komme. At jeg skulle være "blogger". Men her er jeg så -Sofies mor, Kirsten,.
Jeg har født fire børn. Hver gang har spændingen kriblet i kroppen. Går alt godt? Hvordan ser han/hun ud? - og lige pludselig er alt overstået, og det lille nye individ har givet sig til kende og kunne på ingen måde være anderledes eller se anderledes ud.
Det var ikke helt på samme måde at vente på Sofie i søndags, men næsten.
Vi stod, to forventningsfulde forældre, og ventede i Los Angeles lufthavn ved terminal 2. Og pludselig kom hun ud. I en solbrændt udgave af sig selv og med det samme glimt i øjnene. Gensynsglæden fyldte hele rummet, og en ventende amerikaner blev revet med af stemning og måtte tage et billede. Det var på en måde lidt mærkeligt, men på den anden side er det vel smukt at samle på billeder af glade mennesker.
Vi var urørlige, trods mudderskred i Colombia, og selvom vi godt ved, at Trump og Kim Jong-un er uvenner, og at vi selv stod på Westminster Brigde fem dage før angrebet. Nu skal vi være sammen i en hel måned i Californien.
Første aften blev nydt i sofaen hos familien. Med hjemmebagt rugbrød og ost. Leverpostejen og spegepølsen tog de i tolden.
Senere var vi på shopping. Det blev til et par sko, en nederdel, to par shorts, to bluser, to bh-er og 3 par trusser. Det var også nødvendigt! Fx var Sofies hvide T-shirt beigefarvet og vi satsede på, at russkindsskoene kunne tåle vaskemaskinen. Det kunne de, men de vil ikke tage skade af en tur mere.
Vi har lejet en bil. Jeg gør mig umage med at blive ved med at følge med tiden. Derfor skal jeg selvfølgelig også ud og køre i den. Første tur var en lille tur i Riverside og allerede fra begyndelsen begyndte udfordringen, for hvor var nøglehullet, jeg skulle putte nøglen i? Det viste sig, at man bare skulle trykke på en knap, og efter lidt roden rundt, fik vi også indstillet sædet. Så var det automatgear for resten.
Vores lille rundrejse i Californien er begyndt. Vi skal ud og se landet og snakke med amerikanerne. Vi begynder i Las Vegas og senere har vi booket overnatninger på Airbnb. Vi skal fx bo hos en indianer, en veteran fra Vietnamkrigen, og en hippie fra San Fransisco (det er sådan, de selv har præsenteret sig).
Oplevelserne venter forude.
- comments
marianne Rigtig god tur :) Kh Marianne
Søren Johansen Hej Alle tre Dejligt at følge med i Sofies rejse og livsbekræftende at Kirsten nu er blogger - hav en rigtig fantastisk tur sammen.