I toget til Margao faldte jeg i søvn et par gange. Daniel og jeg havde kupeen helt for os selv(det meste af vejen) Der er seks senge i sådan en kupe - tæpper og hovedpuder. Efter at have spist en omelet, som jeg havde købt, af en af de utallige sælgere som render igennem toget og råber "Omeeeeeeelet, omeeeeeelet", faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede op for en stund, var en mand kommet ind i vores kupe. Jeg faldte i søvn igen, og da jeg vågnede op, fik jeg lidt af et chok. Den indiske mand sad med hånden på Daniels lår! Jeg måtte lige gnide mine øjne en ekstra gang for at se om jeg så rigtig. Det gjorde jeg! Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine. Daniel lignede ikke en der var glad ved det, men han sagde til mig, at han ikke kunne få sig selv til at fjerne hånden.

De to havde rigtig fået snakket imens jeg sov. Det hele startede med at Daniel spillede på sin telefon(manden sad i den modsatte ende af sædet(eftersom det er en sovekupe, er det ét langt sæde, som man deler om dagen) Manden var rykket tættere og tættere på Daniel. Han havde stiret på Daniel og på telefonen(men mest på Daniel) Til sidst spurgte Daniel, om manden aldrig havde set en hvis før - det havde han IKKE! Han fik lov til at røre ved Daniel og så var deres bånd skabt. Daniel viste manden en masse ting, og manden viste Daniel nogle ting, og hold nu op hvor de hyggede. Kort før manden steg af, gav Daniel ham et klistermærke af det danske flag. Manden satte det stolt og glad på sin telefon. Sikke en lykke.!

I toget var der to slags toiletter. Indianstyle og Westernstyle. Indian style var et hul, som førte direkte ned på togskinnerne.Så klamt.

Vi ankom til Margao efter en 13 timers lang togtur. Vi var begge trætte og udkørte efter to nætter med for lidt søvn og tre lange dage. Den autorickshaw-chauffør som kørte os fik nok lidt af et chok, for vi begyndte at skændes(hvilket ellers sker sjællent). Vi var begge to temmelig sure, og så hjalp det bestemt ikke, at vi sad mast sammen på bagsædet af den lillebitte autorickshaw.

Vi fandt et hotel, og faldt begge hurtig ned igen.

Fredag d. 22 februar sov vi længe. Vi blev begge klippet, og så gik vi ellers ud i byen for at finde noget mad. Vi gik hen på en restaurant som Sandeepa havde anbefalet. Holy moly, det var lækkert mad. Jeg fik det bedste naanbrød NOGENSINDE. Jeg stiftede også for første gang bekendtskab med masala tandori chicken. Muuums.

Efter at have spist det største måltid længe, gik vi på jagt efter et simkort til min telefon. En sød dame kom og hjalp os. Jeg skulle have taget et billede og aflevere kopi af pas og alverdens ting. Det var ikke bare sådan lige at få fat i et simkort. Da kvinden havde vist os rundt lidt, tog hun os med hen til hendes smykkebutik. Hun forventede at vi købte lidt hos hende. Hun tog virkelig røven på os! Som i virkelig slemt. Problemet ligger i når vi regner ruibees om til danske - for det er absolut ikke mange penge for os, men monster mange for dem. Så det var lidt træls. Men pyt pyt. Det er jo også på den måde, at vi lærer hvad tingene koster.

Jeg fik også lavet to fine henna tegninger på den ene arm og den ene fod. Jeg fik dem lavet i sort i stedet for i den originale orange(jeg fik senere at vide, at når den er sort, så er det ikke henna?) Jeg var nu super glad for mine udsmykninger.

Vi spiste aftensmad på den samme restaurant som vi havde spist frokost på.

Morgen startede med, at Daniel gik et smut ned i byen for at finde en taxa, som ville køre os til Panjim til en god pris. Han har udviklet sig en smart manøvre(jeg bliver væk når han gør det, for jeg bryder mig ikke om at prutte om prisen - det har jeg aldrig gjort.) Daniel går ned på vejen, råber til den første chauffør at han gerne vil køres et sted hen, og vupti, så er der en hel rundkreds af taxichauffører omkring ham. De presser hinanden ned i pris, og Daniel vælger den billigste. Meget smart.

Vi kunne blive kørt til Panjim for 700 rupees, men så skulle vi også bruge 10min i en bestemt butik(så ville taxachaufføren få et bestemt beløb) Det sagde vi selvfølgelig ja tak til.

I den første butik vi kom til, brugte vi lige præcis ikke lang tid nok, til at det udløste penge til vores taxamand, som i øvrigt var vildt sød. Vi blev længe i den næste butik, bare for en sikkerhedsskyld. Da vi kom ud, var vores taxamand allerede tilbage i bilen, og super glad.