En lang hjemrejse var begyndt. Vi skulle flyve fra Christchurch til Auckland. Fra Auckland til Hongkong. Fra Hong Kong til London. Fra London til København.

I lufthavnen i Christchurch skrev jeg følgende:

Sitting in the airport, this is the end of Daniel Madsen and my trip. Thinking about all the wonderful, crazy, hard and amazing hours we have shared in the last half year, and I must say: My mind can hardly comprehend; the beauty and poorness my eyes have seen, all the experiences I have had, all the cool and all the way through lovely people I have meet, all the different smells my nose have been put through, all the kilometres I have travelled! I have learnt so much- about life, the world, friendships and about myself. Fear is temporary, regret is forever- the shortest way to yourself is around the world! Thank you to everyone who was a part, big and small, of my world adventure! We do certainly live in an incredible world!
Denmark, KOLDING, I'm coming HOME!

Det kan simpelthen ikke bekskrives bedre!
Selvom hjemturen varede i 45 timer, føltes den ikke helt så lang? Det var i det hele taget en anderledes tur end alle vores andre flyve/tog/bus/bilture. Vi diskuterede ikke én eneste gang - og det var ellers en stensikker vinder hver gang vi skulle fra et sted til et andet. Men vi talte næsten heller ikke sammen på vej hjem. Vi sad bare. Jeg tror, at vi begge var i gang med at fordøje og forstå. Det er en underlig følelse, når man ved at noget er slut - helt slut. Jeg tror ikke rigtig, at nogen af os sov sådan rigtigt på de 45 timer. Jeg ved, at jeg så SÅ mange film, at jeg ikke kan skelne dem fra hinanden.
Da vi landede i London var vi virkelig trætte begge to! Vi havde lidt ventetid - lige nok til at finde os lidt at spise og få os frisket lidt op på toilettet. I flyet til København livede vi begge op. Jeg tror, at vi på den time i luften mellem London og KBH snakkede mere, end vi havde gjort på resten af hjemturen tilsammen. Jeg var meget spændt på, om der overhovedet ville komme nogen og hente mig, eller om jeg skulle køre med Daniel hjem. (Min mor havde jo luftet, at jeg jo bare kunne tage toget)


Tiden fra vi landede, til vi kom ud, og til vi fik taskerne gik så langsomt. Vi tog begge vores rygsække på -(i de fleste andre lufthavne, havde vi kørt dem på vogne) men hey, det skulle jo se rigtigt ud!
Vi gik side om side, og jeg tror faktisk ikke at der var nogen af os der sagde noget. DA dørene gik op, og vi kunne se hvor MANGE der stod og ventede på os, med flag, banner og blomster, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at løbe - med begge mine tasker - det kunne KUN gå for LANGSOMT! . Det var så STORT! De stod der allesammen. Det er umuligt at beskrive hvor rørende og hvor meget det betød, at de alle havde taget over for at tage imod os.
Min mor, min far, Jørgen, Grethe, mine tre skønne veninder; Nicole, Annesophie og Melanie, min faster, min moster, min Tante, Daniels mor og far, hans lillesøster og lillebror. Jeg kan love jer for, at vi var to GLADE unger.
Jamen det er fuldstændig ubeskriveligt.!
Tusind tusind tak. !!
Lige så fed en følelse det var at se familie og venner igen - lige så underlig en følelse var det at skulle sige farvel til Daniel. Det var så underligt, at det hele nu "bare" var slut. Vi havde delt 6 måneder af vores liv med hinanden. Op- og nedture. Frustrationer, glæde, fede og uforglemmelige oplevelser, grin, ALT, både på godt og på ondt!
Det er ikke til at beskrive hvad jeg har fået med fra vores rejse - for der er så meget. Stort og småt! En oplevelse og en sand ven, for livet.
Tilbage er der bare tre ting at sige.
1. Jeg ved ikke længere hvem der er Dansetrolden eller Vovehalsen? Jeg tror vi lige store dele af begge??
2. Tusinde tak til Daniel! Tak fordi du ville rejse afsted med mig- jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet afsted hvis du ikke havde sagt ja i vores brandert på Karens loft? Tak fordi du trods alt overlevede et halvt år sammen med mig Tak fordi du er min ven!
3. Tak til alle jer som har fulgt med i mine "dagbogs-blogs". Det har betydet meget for mig.
Mange kærlige hilsner
Didde