Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen
Efter vores sidste opdatering hoppede vi på nattoget til Hué og det var en oplevelse i sig selv! Toget var fra dengang franskmændene var i Vietnam og man skulle tro toiletterne var endnu ældre. Turen tog 12 timer og overraskende nok sov vi faktisk det meste af tiden, selvom det bumlede helt vildt. Efter ankomst til Hué blev vi hentet kørt til vores hotel som var rigtig dejligt og med en lækker pool.
Næste morgen stod guiden klar til endnu en kulturel dag. Første stop var Thien Mu Pagoda som vi sejlede ud til. Selvom vi efterhånden har set en pagodas, så var det her faktisk et rigtig dejligt sted. Det var så vi blev helt afslappede og fik fornyet energi, efter al det storby larm i Hanoi.
Næste stop var The Imperial City i Hué hvor kongefamilien boede og det var virkelig imponerende på trods af dele af det blev ødelagt under Vietnamkrigen af bombefly. Bagefter kørte vi ud til Tu Duc Mausoleum som lå i flotte omgivelser. På vej tilbage stoppede vi i en lille by der laver røgelsespinde og traditionelle vietnamesiske hatte. Det var en meget kulturel dag og vi var helt smadrede da vi kom hjem. Især fordi vores guide ikke var vanvittigt god til engelsk - eller oppe i hans hoved er det sikkert korrekt nok, men når det kommer ud er det svært at forstå fordi vietnamesere har det med at korte ordene af, så 'house' bliver til 'hou' og 'nice' til 'nai'. Men til gengæld var han rigtig sød og venlig med en masse viden :)
Da vi dagen efter skulle køre til Hoi An blev vi fanget i en kø pga. et biluheld hvor en bil og en bus var kørt sammen, kun 100 meter foran os, så vi kunne se bussen fra hvor vi holdt. Guiden sagde at det vil tage et par timer så han spurgte om vi ikke ville med ned og have en kop kaffe. Dette indebar at vi skulle gå lige forbi uheldet i siden af vejen, så denne ide var vi ikke helt vilde med før vi blev forsikret om at der på mirakuløs vis ikke var nogle tilskadekomne. Trafikken kom i gang igen og vi ankom til den gamle bydel i Hoi An og der var simpelthen bare så flot og hyggeligt. Klart vores yndlingsby indtil videre.
Fredag kørte vi ud til My Son Holy land som er et gammelt hindu-område og som minder lidt om Angkor Wat i Cambodia. Det var rigtig flot og igen havde guiden (den samme som tidligere) meget historie at fortælle, så vi virkelig skulle koncentrere os og så endda i 35 graders fugtig varme!
Derfor var det en tiltrængt fridag lørdag, hvor vi havde besluttet os at tage på stranden. Vi lånte et par cykler på hotellet og cyklede forventningsfulde derudaf. 100 meter før kysten blev vi fløjtet af af en mand som prøvede at vifte med armen og signalerede at vi skulle parkere der mod betaling! Det synes vi var lidt underligt og tænkte at vi da ikke ville snydes og cyklede derfor videre (ligesom en flok andre også gjorde). Vi kom ned til stranden og der holdt godt nok ikke andre cykler dernede, men vi spurgte så en parkeringsvagt for scootere om vi måtte holde der, men det måtte vi ikke og vi måtte desuden heller ikke bruge stranden der, da den hørte til et hotel - og så blev vi trodsige! Vi cyklede videre langs kysten for der måtte da være en strand og et sted man kunne stille sin cykel gratis! Men der lå bare det ene hotel efter det andet, hvor vi ikke kunne benytte stranden, og der hvor der ikke var hoteller havde de været så søde at lægge beton så man heller ikke kunne ligge der. Vi cyklede helt ud til vejen sluttede ved en havneby, hvor vi så måtte give op og cykle hele vejen tilbage og bide vores trodsighed og stolthed i os og betale de 10000 dong for parkering af cyklerne og går de sidste 100 meter ned til stranden og så betale 60000 dong for liggestole dernede. Da vi var kommet os over den 5 km lange cykeltur og lidt lettere pengepung havde vi dog en helt fantastisk dejlig afslappet dag på stranden :)
Nu er vi lige ankommet til Ho Chi Minh City (det gamle Saigon) efter en times flyvetur fra Hoi An, og nu er vi spændte på at se hvad Sydvietnam har at byde på :)
Mange hilsner fra os
- comments
Monique Det er så spændende at læse alt det i skriver, og jeg bliver bare mere og mere spændt på vores egen tur. thomas og jeg har læst om mange af de steder i skriver om :) I må have nogle tips og tricks til os omkring Vietnam :) Ang. det der med at man skal betale for at holde med cyklen, har vi godt læst om. - det er jo helt modsat vores hverdag herhjemme :p. Menjeg nyder at se når der er et nyt blogindlæg. Så er det under dynen, rigtig putte og så ellers bare fred og ro til at læse det og se de smukke billeder i har taget. Pas rigtig godt på jer selv og nyd ferien og hinanden <3
Carsten Lyder fantastisk. Og dejligt at se og høre, at I nyder alle de spændende oplevelser og udfordringer. Vi glæder os til at høre fra Saigon. Mange hilsner fra alle i Lysedammen. Knus