Lidt filosofiske observationer fra morgenstunden på et lufthavnshotel.

Ankom i buldermørke til et trist sted med en støvet grusvej. Om aftenen høres gøende hunde, galende haner og fly, der lander og letter i nærheden. En smule trafik og ellers et slidt hotel fordi, det er hvad man får for 24$/nat med morgenmad, privat værelse og badeværelse.

Når lyset kommer frem, møder man smilende mennesker der næsten alle har det der helt unikke ansigt, kun meget lykkelige mennesker har. En kvinde gav et oprigtigt "que te vieja bien" (blanding af hav en god rejse og pas på dig selv) til to backpackere, der skulle mod lufthavnen. Situationen lugtede af de måske aldrig havde set hinanden før; damen og backpackerne.

Så midt i støvet og slidte bygninger fyldt med reklamer, findes samtidig mærkværdig fred og fuglekvidder, der overdøver trafikken.