9. november: Seaworld

Hele dagen i dag er helliget "Seaworld", og det bliver en fantastisk og speciel dag - utrolige shows krydret med drivende sentimentalitet og stærk nationalitetsfølelse. Patriotismen er stærk her i San Diego, hvor flåden og luftvåbenet har hver en stor enhed på i alt 150.000 mand, og det smitter pudsigt nok også af på Seaworld. Det fik vi at mærke, allerede da vi lige var trådt ind i parken ved åbningen kl. 10. Vi var ved at ordne noget med ungernes tøj, og kunne lige pludselig mærke, at noget var anderledes. Et øjeblik efter kunne vi konstatere, at al snak og summen var hørt op. Og så hører vi denne melodi, som vi jo godt kender, og efter ti sekunder kan identificere som - selvfølgelig - den amerikanske nationalsang. Det er som om nogen på et hemmeligt sprog har sagt "freece police" - alle står som frosset fast, nogle med hatten i hånden. Bagefter går Klavs hen og spørger en medarbejder, om der er sket noget, eller om det er en særlig dag, og får det svar, at sådan gør man da hver dag.

Vi går ind i parken, og starter i Arktis med smukke hvide hvaler, isbjørne og forskellige arter af pingviner. Vi synes især, at de hvide hvaler er spændende, og de har en unge, der er grå. Det er ligesom med svanerne: De er grå, når de er små, og når de bliver voksne, bliver de hvide.

Senere ser vi to fantastiske shows med spækhuggere. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse, og helt fantastisk, hvad de store dyr kan lære. Og så er det hele sat ind i en rørende rammefortælling om håb og drømme der bliver til virkelighed og dertil lagt tude-musik ala soundtrack'et til filmen "Titanic". Jeg er glad for, at jeg har solbriller på, så der ikke er nogen, der kan se, at jeg får våde øjne og en klump i halsen over dette drivende sentimentale og rørstrømske show, som dog er så ufatteligt flot, at det trodser enhver beskrivelse. Og for at det ikke skal være løgn, så starter vi lige hele indslaget med atter en ordentlig omgang patriotisme, denne gang i form af en hyldest til "vore helte": Alle, der har gjort militærtjeneste i USA eller hos USA's allierede, skal rejse sig op, og så bliver der ellers klappet!

Soldaterhyldesten springer de dog over ved det ligeså fantastiske delfinshow, der dog også er garneret med sød-suppe-musik til den store guldmedalje. Delfinshowet indeholder også et kulturelt indslag i form af dans og luftakrobatik. Det er simpelthen bare vildt flot!!

Det bedste af det hele er, at her er noget hele familien kan være enige om er helt fantastisk.Ingen af os kan få nok! Og selv Agnes, der inden vi går ind i parken er hunderæd for, om hun igen skal møde en skræmmende, frådende Donkey-Kong, der smadrer biler og spiser mennesker, falder efterhånden til ro.

Ind imellem de forskellige shows, som også tæller at sjovt søløveshow, ser vi forskellige andre sø-dyr, og vi prøver nogle af de forskellige forlystelser, der findes i parken.

På vej ud af parken møder vi en stor runddel dannet af flagstænger. På hver flagstang sidder der et "letter from our heroes", som er et brev en soldat, der har besøgt parken, har skrevet om sine oplevelser i Seaworld. Soldaterne har sandelig høj-status på disse kanter. Det ville være svært at forestille sig, at noget sådan ville ske i Danmark, men alligevel sjovt at opleve den respekt, der herovre står om alt, hvad amerikanerne mener tjener fædrelandet.

Hjemme på campingpladsen igen er vi skrup-sultne, så vi går hen i cafeteriet og få noget klamt amerikaner-mad: Burgere, ribs, og pomfritter. Tunge i maverne lader vi os synke ned i spabadet, mens ungerne er mere aktive, og svømmer rundt i poolen ved siden af. Så bad og nattøj og i seng med tak for atter en god dag.