Profile
Blog
Photos
Videos
7. november. Joshua Tree Park.
I dag skal vi besøge turens sidste nationalpark, Johua Tree park, som vi har fået anbefalet af Futte, der besøgte den i forbindelse med sit ophold på Universitet i San Diego. Som navnet lyder, finder man i parken det forunderlige Joshua Tree (igen har mormonerne været på spil med deres bibelske navne). Det, der gør træet så specielt, er dets besynderlige udseende og så det, at det overhovedet kan gro i ørkenen, hvor der kun falder ti cm. regn om året, men dets rodnet gør det levedygtigt trods alt. I parken er der tillige også ganske specielle granit-monolitter, som ungerne synes, der er en fest at klatre på - og de er ikke de eneste: Parken vrimler med klatrere, der søger udfordringer ved at bestige disse særlige klipper, vi fik et glimt af en Lonely Planet med titlen: Climbing Johua Tree.
Efterfølgende går turen til Palm Springs, hvor vi på vejen kører igennem en dal med tusindvis af vindmøller. Et fascinerende - om end ikke særligt kønt - syn.
Så når vi omsider Palm Springs, der er et underligt sted midt i ørkenen i sit pludselige frodige vælde (man vander overalt) og med golfbaner i hobevis - et sandt pensionistparadis.
I Palm Springs har vi dagen forinden på nettet udsøgt os en dejlig campingplads med skøn pool, og den pejler vi på gps'en. Da vi kommer frem, har de såmænd også plads, men da manden ved skranken får set nærmere på Klavs, spørg han, om der er børn - og ja, der er der jo - hvorefter vi slukørede må forlade campingpladsen, der er helliget pensionister, som har tryllet deres mobilhomes om til huse med store blomsterkummer, vindmøller o.lign. Øv. Klavs har heldigvis åndsnærværelse nok til at spørge, om manden så kan anbefale en anden campingplads, hvor børn er tilladt, og hvor der er pool. Ja, han kender en campingplads et kvarters kørsel derfra med pool. Da vi kommer frem, finder vi en gammel slidt campingplads med en pool på størrelse med et frimærke - og en børnepool, der minder om et soppe-bassin i en størrelse som dem, man køber om sommeren og puster op i haven, denne er bare mere beskidt en et soppebassin derhjemme, som ungerne er løbet ud og ind af en hel dag! Ved "hoved-pool'en" står der at læse følgende: " Capacity: 46"!! Altså hvis der skal være 46 mennesker i denne pool, må det være børn, og man ville ikke kunne se vandet! Og hvis man skulle være i tvivl om andet, kan man på endnu et skilt læse: No lifeguard on duty! I øvrigt er campingpladsen tilsyneladende ligesom gået i stå for 20 år siden. Nummereringen på plan-tegningen er ikke blevet opdateret, så den passer til de numre, der står ude på pladserne, så vi har lidt svært ved at finde den nøjagtige plads, vi har fået tildelt. Men det bedste er dog, at man kan leje film på kontoret - vel at mærke VHS-videofilm!!
Nå, ungerne er glade, for som vi havde lovet dem, så var der en pool. Og vi andre klarer os nok, siden her er full hookups eller i hvert fald en form for hook-ups, og vi skal videre i morgen.
- comments