Efter en prinsesse søvn, stod vi op og gik til morgenmad i den oprindelige spisestue. I selskab med 3 andre amerikanske damer, fik vi en lækker, men speciel morgenmad. Der var scrambled eggs, bacon, bisquits (små boller med smør) og Gridts (specialitet i sydstaterne, som er en form for opvarmet grødagtig ting, hvor man putter sukker på). Dertil var der syltede ferskner og jordbær, og the og appelsin juice. De andre gæster var simpelthen så søde, og vi fik snakket en masse under morgenmaden. Efter dette var spist fik vi en mælkepunch i hånden (det var måske lige tidligt nok med alkolhol, men meget lækkert J) og dernæst fik vi rundvisning. Det bestod af gennemgang af de oprindelig rum, hvor Trine blev bedt om at spille lidt på det gamle klaver, og gik vi ellers bare rundt og nikkede til meget af det, vi fik fortalt af mrs Felton, der ejede huset (5 generation) - hun havde en meget stærk dialekt, så selv amerikanerne havde svært ved at forstå det hele, men ellers utrolig spændende. Herefter gik turen til to andre palæer - Longwoods, som aldrig blev færdiggjort og Stanton Hall, hvor vi også blev at spise. Dette var lidt en speciel oplevelse, da vi ville prøve noget nyt. Så til forret fik vi noget Crispy Chicken med hot sauce og vafler, stod der i hvert fald på menukortet (det skal lige siges at det var virkelig et fint sted).Vi fik det serveret, men det smagte altså ikke som kylling! Og det lignede heller ikke kylling, da det var helt brunt og mere sejt - vi har aldrig fået noget der minder om. Cathrine kunne spise en halv, hvor Trine fik spist 2 og en halv inden vi lod en næsten fuld skål stå tilbage. Efter vi havde fået resten af det vi skulle have, kom ejeren hen til os og spurgte om vi skulle have mere, hvilket vi takkede pænt nej til. Om vi skulle have en boks til vores kyllinge lever? Nej t… sagde hun lige kyllinge lever? - føj for pokker. Det forklarede jo en hel del, og da hun fandt ud af vi ikke brød os om det, insisterede hun på at fjerne det fra vores regning. Vi skulle i hvert fald ikke betale for noget vi ikke kunne lide - det kan man da kalde service! Man kan da sige vi havde prøvet noget nyt, men absolut ikke noget vi skal prøve igen!

Tourene på de to palæer var skønne. Utroligt at få historien med om de 'gamle' huse og se deres utrolig udsmykninger, og generelt er byen et besøg værd. Utrolig flot. I lang tid havde byen flest millionærer pr kvadratkilometer i USA næstefter New York. Smuk, smuk by.

Så gik turen til New Orleans. Vi fandt et motel og kørte ind til "French Quarter", som er den kendte del af byen. Da vi begge var ved at gå til af sult, tog vi ind på Hard Rock Cafe, og fik os lidt at spise, inden vi skulle ud og udforske byen. Vi fik kigget lidt på butikker inden vi gik ned langs den store gade, hvor et kor fra Sanct Louis Cathedral's skole, Texas, var ved at optræde. Da de var i gang med sang nr. 2, som var "" af Lenny Kravitz, begyndte nogle folk at løbe over vejen, helt over til koret. Så begyndte nogle af pigerne fra koret at skrige helt vildt - da Trine spurgte Cathrine hvad det var de skreg af, var svaret: "Jeg tror ham trommeslageren er ret lækker". Vi løb derfor også over vejen, for at se hvad der egentlig foregik. Trine blev ret hurtigt klar over at ham, der havde overtaget trommerne VAR selveste Lenny Kravitz, hvilket kort efter blev bekræftet. Han spillede trommer hele sangen igennem, og sang omkvædet en enkelt gang, det var SÅ FEDT!! Vi snakkede med nogle af pigerne efter deres optræden, og det viste sig så at der ikke var nogen der vidste Lenny kom og sang med, hans ven kom tilfældigvis forbi og hørte at hans sang blev sunget, hvorefter han ringede til hans kære ven hr. Kravitz, der var lige om hjørnet. Så kan man vidst snakke om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt! Ualmindelig fed oplevelse :D Tankevækkende var det også, at Trine lige havde snakket om ham inde på Hard Rock Cafe, hvor hun så noget ophæng på væggen fra ham, hvorefter hun udbryder: "Årh Lenny Kravitz, han er så sej!". Af alle de mange kunstnere, der er repræsenteret er det Lenny, som den eneste vi nævner, og ham vi så kort tid efter! Fantastisk sammentræf.

Efter vi fik snakket en hel del med nogle af korsangerne, tog vi på 'Café du Monde', hvor vi fik franske donuts (MUMS) - denne restaurant havde familien Plummer anbefalet os flere gange, og den var delikat, selvom servicen var virkelig langsom. Efter en lille gåtur ned af den største af gaderne tog vi hjem til motellet igen, da byen ikke virker som det allermest sikre sted at gå når mørket er faldet på. Trine var helt op at køre over at have set SELVESTE Lenny Kravitz, så helt igennem en skøn dag! Igen igen..