Fra Topaz til San Francisco

Ved godt det lyder som en floskel, men tiden flyver altsaa afsted!! Vi har snart vaeret en uge paa New Zealand, og vi mangler stadig at faa afsluttet USA.
Vi havde en fantstisk flot tur fra Lake Topaz og hen over bjergene mod San Francisco. Vi ville gerne have koert ind igennem Yosemite National Park, men de hoeje pas var lukket for vinteren.
Vi troede at vi maeske skulle helt til Lake Tahoe, som vi ogsaa gerne ville se, men der var en vej aeben, som gik gennem bjergene, og det ville vi hellere.
Det blev en smuk tur op i hoejderne, og vi saa dyr paa sletterne. Efter mange dage med golde bjerge og varme oerkener, var det helt rart at se dyreliv.
Vi saa ogsaa kaempe traestammer og rislende baekke, med iskoldt vand fra bjergene.
Da vi kom paa den anden side af bjergene, skulle vi tage et valg. Vi kunne koere sydpaa og tage helt ind i Yosemite eller koere mod San Francisco, hvor vi havde aftalt at ankomme lørdag(troede vi-?.. mailkorrespondencen var
aabenbart glippet lidt:~) hos Lars og Helena - Jan Beers lille bror og svigerinde,
som lige er flyttet til byen. Vi skulle flyve mandag aften og kunne sagtens faa lov at sove hos dem fra loerdag til mandag, saa det var bare super.
Vi valgte derfor at soege mod San Francisco, og lod et blik paa kortet vise os vejen. Vi kom til Lodi - der mindede Jonas om en sang, hvor en eller anden blev "stuck in Lodi again".
Vi kunne godt forstaa hvorfor og koerte videre mod en by kaldet: "Walnut Grove". Vi mente begge to, at der ringede en klokke ved dette navn,
vi fandt aldrig helt ud af hvorfor. Vi indgik vaeddemael i familien. Rikke troede det var noget med vin, Jonas satsede paa rosiner, Magnus paa aeblecider og Marie paa tomater,
men da vi ankom til byen, saa vi intet, som kunne afgoere vaeddemaelet. Det er dog altid spaendende at koere mod noget og saa se, hvad det bringer af oplevelser.
Denne gang medfoerte det ogsaa at klokken efterhaenden var blevet mange, og vi havde brug for et sted at bo. Vi endte i Fairfield - et sted vi absolut ikke vil savne.
Vi endte på et skodmotel og spise aendsvag McDonaldsmad til aftensmad, men der var en fantastisk legeplads:-)!!
Lørdag morgen havde vi kun et mael og det var at komme videre. Vi valgte at koere lidt nordpaa og saa tage den kendte highway 1, ned til San Francisco.
Det blev en smuk tur - hvor var det skoent at gense Stillehavet. Vi endte helt ude ved kysten og det er bestemt ikke helt ufarligt at koere derude.
Vi stoppede ved en lille havneby, hvor en baed var ved at synke og en stor flok pelikaner havde indtaget en gammel mole.
Vi skulle finde et sted med internet, da vi havde lovet at Skype hjem til den aarlige julefrokost med vores gode venner, men det var helt umuligt - vi var virkelig kommet paa landet..
Det var efterhaenden ved at vaere hen paa eftermiddagen og det blev moerkt allerede omkring klokken 17. Vi besluttede derfor at koere til San Francisco og finde Lars og Helenas hus i den sydlige ende af byen.
Vi kom over Golden Gate nordfra og saa San Francisco ligge foran os - det er altsaa en fed by. Vi koerte selvfoelgelig ikke den nemmeste og hurtigste vej, men kom helt ind i centrum og blev efterhaenden lidt utaelmodige.
Det er altid nemmere at finde vej i dagslys og vi vidste faktisk ikke helt praecist, hvor deres hus laa. Rikke endte paa en tankstation og fik, hvad vi troede, var en rigtig vejbeskrivelse.
Det var saa ikke den rigtige vej, vi koerte imod, og da ungerne var sultne fandt vi en hyggelig netcafe, saa vi kunne finde den rigtige adresse.
Det lykkedes os til sidst, og Helena tog imod os, da vi dukkede op ved 19 tiden. Vi fik puttet ungerne paa de madrasser, som naboen venligst havde udlaent, og kl. 22 hentede Jonas Lars,
som arbejder for regeringen. Han havde vaeret til en gallamiddag med en masse skandinaviske forskere, og vi sluttede sammen dagen af med en godnatoel - eller flere for maendenes vedkommende!!

Soendag blev den helt store bytur. Lars og Helena tog med, og vi startede ud ved en udkigspost(Twin Peaks), hvor San Francisco viste sit smukkeste ansigt. Vejret var med os, og vi fortsatte til kvarteret med regnbueflaget - som repraesenterer
de homoseksuelles omraade. Isaer Magnus var helt rundt paa gulvet over alle de maend, som kom gaende haend i haend - og der var da godt nok ogsaa mange. Det var et
rigtig spaendende omraede, hvor man rigtig kunne fornemme byens hyggelige og farverige atmosfaere.
Vi tog videre ind til centrum og tog en tur med den beroemte sporvogn til Fishernmans Wharf. En fed maede at opleve de stejle gader paa - og ungerne elskede det.
Vi saa ogsaa en masse saeloever ved pier 39, og ikke mindst saa noed Jonas og jeg at der var ekstra haender og skuldre til ungerne. Marie hang trofast i Helenas haend,
og Anna sad hos Lars i sporvognen og senere paa hans skuldre - og det sker altsaa ikke ofte, at hun gaaer med til saadan noget!! Magnus noed at der var flere til at besvare
de millioner af spoergsmael han altid braender inde med - og saa havde Lars baede GPS og en I-pod, der kunne hjaelpe med at svare paa spoergsmael.
Vi sluttede dagen af med at handle ind til aftensmad i det oekologiske, organiske varehus "Whole food". Laekkert men astronimiske priser.
Lars og Helena venter stadig paa at deres moebler kommer, saa vi sad paa havemoebler og spiste af 4 tallerkner, men hvor var det bare hyggeligt. Det er altsaa gaestfrihed der vil noget -. tak fordi I lavede
plads til en invasion af familien Moeller, lige efter jeres egen ankomst til byen. Vi noed jeres selskab, og oensker jer alt mulig held og lykke - baede med huset, arbejdet og den lille ny,
som venter engang i foraeret.
Mandag formiddag fik vi pakket alt sammen og drog paa indkoeb inden lufthavnen ventede.
Vi fik afleveret den lejede bil, og chekkede ind i god tid. Vi fandt et godt sted i ventesalen og fik brugt de sidste dollars på souvenirs og lavet lidt lektier.
Tiden gik hurtigt, og inden vi fik set os om sad vi i flyveren - klar til 13 timers flyvning.
Flyveturen gik super, og nu er vi som sagt paa New Zealand.
Vi er stadig i vores hus i Apihara. Vi nyder at slappe af, bade, surfe, slikke sol, laese og lave mad. I dag har vi vaeret paa det nordligste punkt i landet, Cape Reinga.
Planen for i morgen er endnu en stranddag og saa skal vi videre onsdag. Vi ved endnu ikke helt, hvor vi tager hen - vi faer se:-)
Vi har det godt, nyder hver dag og kan ikke helt forstaa at det er 1.dec. Vi har aebnet chokoladekalenderen, taendt kalenderlyset og laest dagens julehistorie, men det
er altsaa ikke helt det samme.
Haeber alt er vel derhjemme - hilsner, knus og tanker fra familien Moeller.