Efter et par dage yderligere her på Langkawi, er det vist tid til at opdatere min rejseblog endnu en gang.

Efter at have holdt "afskedsfest" for de to danskere vi havde mødt hernede, besluttede vi os for at tage på island hopping. Det havde været en sen nat og vi stod selvfølgelig op derefter. Det resulterede i at vi kun havde 40 minutter inden vi blev hentet. Missionen lød på at gøre fem sløve mand klar, herunder nå at få øjne, gå i bad, spise morgenmad og pakke tasker. Vi fandt hurtigt ud af at morgenmaden på en restaurant var et urealistisk mål, så vi ilede ned til den lokale kiosk for at købe alternativ morgenmad. Chips, småkager, honey corn flakes, pistacienødder, læskedrikke og den slags lød menuen på.

Inden vi overhovedet var kommet i gang, troede vi at det var slut eftersom vores vogn aldrig kom og samlede os op. Vi stod og ventede en halv times tid, da to af gutterne gik op til arrangørene for at høre hvad fanden der foregik. Til sidst mistede jeg også tålmodigheden og gik mod de to andre. Jeg nåede ikke langt før vejen støver op, og jeg kan spotte en skrammelkasse af en varevogn svinge ind ad vejen. Morten og Thomas sad i vognen og samlede mig op og kørte ned til de andre, der ventede, for at finde ud af at vi manglede en mand. Minutterne gik og frustrationen blev stor. Hurtigt dukkede den sidste mand op og vi kunne komme på island hopping lettere forsinket.

Da vi lettere kvæstet ankommer til bådmolen hoppede vi på en privat longboat med nogle ordentlige motorer. Der var ligeledes to guider til stede, der førte os ud til en ø med et stort ferskvandsbassin. Efter en times tid baden gik vi tilbage til båden, hvorefter guiderne bragte os til en bugt, hvor der var en masse ørne. Da guiderne kastede føde i vandet til ørnene kom der en hel hær frem for at fange føde. Det var ret vildt at se så mange af slagsen på en gang og den størrelse en ørn rent faktisk kan have. Hurtigt blev det trivielt og vi skyndte os videre til næste destination.

Vi nåede den sidste ø på vores rute og blev smidt af. Vi traskede stille og roligt langs strandkanten. Sandet var enorm fint. Ud af ingenting dukker fire aber op. Den ene mere fræk end den anden. Alphahannen af aberne løb direkte imod os og stjal en af vores store flasker med sodavand, stormede seks meter væk, satte sig, hvorefter han skruede låget til flasken af og for til slut at tømme flasken. Vi stod allesammen måbene og kiggede på, hvorefter stor latter brød ud. Prikken over i'et havde helt klart været, at aben selv smed flasken i skraldespanden. Da vi var kommet os over episoden lagde vi vores håndklæder ud og tog en skraber på stranden. Efter en halv times tid, kunne vi høre at sandbunden begyndte at buldre, som en hel flok gazeller, der stormer gennem savannen. Vi rejste os op og opdagede til vores store frygt at den dumme abe var på vej tilbage mod os med høj hastighed. Den var meget målrettet og stjal et af vores pringless rør i en af taskerne. Nu var det ikke sjovt længere. Af respekt for gutten, der løb brølende efter aben, vælger jeg ikke at nævne hans navn. Resultatet af denne scene blev at aben vendte sig og om lavede modangreb og viste sine sylespidse hjørnetænder. Gutten, der var ti gange størrelsen af aben blev enormt bange, hvorefter han skreg som en pige og løb tilbage til os. Det var simpelthen så sjovt at lolle-musklen i kroppen værkede dagen efter. Vi aftalte at hvad der skete på den ø, ville blive på øen, men da historien var så sjov, er jeg "desværre" nødsaget til at bringe den på min blog.

Efter den sidste ø, hoppede vi ombord på båden og sejlede med høj fart tilbage til fastlandet. Bølgerne var blevet noget højere end da vi startede på island hopping, hvilket resulterede i at båden næsten var lige så meget i luften som i vandet. Det var ikke en specielt behagelig oplevelse, eftersom jeg var klædt i løst tøj og mine ædlere dele hvilede på sædet.Efter svig og smerte nåede vi omsider til fastlandet, hvor vi blev kørt hjem til vores hus igen.

Vi besluttede os for at prøve noget mad fra hjemlige omgivelser, så turen gik ned til en af de lokale restauranter, der kunne servere den type mad. Menukortet blev scannet ned til mindste detalje og til min store glæde opdager jeg, at de serverer pasta bolognese. Munden løb i vand. Jeg måtte bare smage, hvor god denne ret var. Mit referencepunkt var Østergaards pasta bolognese og efterfølgende kunne jeg berette om at der slet ikke var lagt nær så meget kærlighed i maden, som vi kender den fra Østergaard. Fløden og rødvinen manglede, men måden tjerneren udtalte bolognese på, var ret underholdende og måltidet stadig godt.

Da vi kom hjem bestilte vi flybiltter til Kuala Lumpur, hvilket viste sig at være et større arbejde, da deres onlineservice er ret ringe. Bruges der over ni minutter på at bestille biletter, er det ikke muligt at fortsætte. Dette er særdeles frustrerende, når man kører på langsom internet og ikke kan huske alle detaljerne på pas og visakort i hovedet. Heldigvis lykkedes det til sidst og vi fik bestilt billetter til lørdag d. 29. januar kl. 8.55 om morgenen. En udfordring må man sige, når man tager vores dagrytme i betragtning.

Som afslutning på opholdet på Langkawi synes jeg det har været en fremragende oplevelse. De lokale folk har været meget flinke og jeg har været i selskab med nogle herlige gutter. Selvom det var en god tid, begyndte det at blive en smule for trivielt. Derfor ser jeg frem til en dag i Kuala Lumpur efterfulgt af en dag i Mekala.