Profile
Blog
Photos
Videos
Hej fra Australien.
Så er det vidst blevet tid til endnu en update. Siden sidst har vi først og fremmest skiftet rejseform. Vi har nemlig fået vores autocamper og lever mere eller mindre i den.
(Med autocamper menes der en lille varevogn hvor bagagerummet kan forvandles til en seng og et lille køkken har vi også)
Sidste fredag hentede vi autocamperen og efter en masse praktiske ting, kunne vi køre fra Sydney med kursen nordpå. Al begyndelse skal jo gerne være lidt svær. I vores tilfælde betød det at vi ikke kom helt så langt som planlagt. Da det blev mørkt (hvilket sker allerede kl 18) fandt vi hurtig ud af af vi skulle finde noget mad og et sted at sove. Så løsningen blev toastbrød og tun fra en tank, og med lidt hjælp fandt vi heldigvis også en campingplads vi kunne sove på, så alt endte godt og vi fik en god nattesøvn den første nat i vores camper!
Dag nr. 2 i camperen, startede med af vi spise resterne af vores toastbrød med æbler og müslibar og så var vi ellers klar til at køre.
Første stop var ved et stort og heldigvis meget billigt supermarked, hvor vi handlede stort ind.
Så kørte vi ellers videre og med gårsdagens erfaring in mente startede jagten på et overnatningssted lidt tidligere. Med lidt hjælp fra gps, kort og vores gode navigationsevner fandt vi et sted.
Stedet vi fandt er lidt svært at forklare, men det var ved et kæmpe og lidt faldefærdigt stadion, vi kunne kun få lov til at være der en nat fordi det skulle være kæmpe hundetræf dagen efter. heldigvis passede det perfekt ind i vores plan.
Aftenen brugte vi på at lave mad på vores gasblus og planlægge vores videre køreture i hvad vi tror var stadionets cafeterie.
Dag nr 3 i camperen havde vi en kortere køretur på ca 2 timer. Destinationen var Byron Bay, en hyggelig, afslappet lille surferby med små butikker og lækker strand og god stemning. Her fandt vi en campingplads tæt på byen der i vores øjne var ret luksus men det var også fint for vi havde to overnatninger planlagt der. Det viste sig også at personalet var virkelig søde i vores mangel på campingstole lånte vi da bare deres private.
Dagen blev brugt på en gåtur i byen med butikskiggeri, en gåtur i vandkanten og isspisning.
Vores næste dag i Byron Bay startede med lidt tøjvask - nu kunne det nemlig tørre i solen.
Herefter gik vi på jagt efter Australiens østligste punkt og Byrons kendte fyrtårn.
Det endte med at blive en meget varm og opadgående men flot gåtur.
Eftermiddagen blev brugt på stranden dog uden særlig meget sol.
Dag nr 5 i camperen startede ret regnfuld og ikke nok med det var der også en STOR fugl der havde opdaget at vi havde åbent ind til vores køkken så der stod den og spiste vores brød da vi kom tilbage til camperen efter vores morgenmad - ikke særlig fedt.
Afsted kom vi uden fugl og brød! Vores GPS var dog ikke helt med os, den sendte os nemlig på motorvejen sydpå, altså stik modsat af hvad vi egentlig skulle. Afkørsler er ikke det der er mest af, men igen klarede vi det med kort og navigations talent.
Vores første stop var i Coolangatta hvor vi gik en tur i byen og købte lidt småting. Videre gik turen så til surfers paradise. En by der virkelig skiller sig ud fra hvad vi ellers har været i. Det var meget turistet, med en hovedgade med store butikker og restauranter ned til vandet og ikke mindst en masse højhuse. Vi spiste frokost her og tog et kig rundt i byen inden turen gik videre mod Brisbane hvor vi havde fundet en adresse hvor der skulle ligge en campingplads lidt øst for Brisbane. Vi kom frem og fik en plads for natten. Aftenen brugte vi på at spise og hygge med dagbogsskrivning, slikspisning og kortkigning/planlægning i campingpladsens vaskeri - det var det eneste sted med tag over hovedet, hvor der var et bord og lys.
Dag nr 6 startede med et møde med en af campingpladsens lidt skøre personligheder. Da vi sad på græsset og spiste vores morgenmad kom der en snaksaglig mand hen til os og han ville for det første gerne drikke en kop kaffe med os men han var også sikker på at han havde lige det vi manglede. Efter flere forsøg på at sige at vi havde alt hvad vi behøvede og at vi heller ikke manglede en grill kom han frem til at det da var to campingstole vi manglede og det var jo på sin vis rigtig nok. Så høflige som vi er (og for at slippe af med ham) takkede vi ja og manden fik gravet dem frem fra gemmerne (han har vist boet en menneskealder på den campingplads)
Så gik turen ind til Brisbane. I første omgang var det lidt som at komme til en mini udgave af Sydney. Vi fik efter lidt tid fundet en parkeringsplads, i hvad vi har kåret til verdens dyreste parkeringshus...
Vi fandt et i-site hvor der var en rigtig sød og ældre dame der kunne fortælle os hvad vi skulle lave i Brisbane hvis vi bare havde et par timer og anbefalede os samtidig en campingplads for natten.
Så gik vi ellers på opdagelse i Brisbane med en rute indtegnet på vores kort. Byen bød på strand midt i en park, gangbroer over floden, højhuse, forretningsfolk og botaniskhave. En virkelig hyggelig by hvor vi nok godt kunne have brugt lidt flere timer, men med den parkeringstakst blev det ikke til mere denne gang.
Vi kørte videre til den anbefalede campingplads og vi ankom i god tid til at se den og området i et par lyse timer også. Pladsen lå ude på landet bag en lade hvorfra jordbær og ananas fra de mange omliggende marker blev pakket til at komme ud i butikkerne. Et rigtig hyggeligt sted med landlig stemning og en super sød camping-Mutter.
Torsdag gik turen til Australia zoo kun fem minutter fra hvor vi havde sovet, så vi var nogle af de første til at komme ind. Australia zoo er den zoologiskhave dyre/krokodille elsker Stewe Irwin har stablet på benene og som nu promoverer sig selv på at være et sted der fører hans drøm ud i livet.
Det er en kæmpe zoologiskhave med rigtig mange dyr både australske og alverdens andre. Vi klappede kænguruer, så slanger vi også kan møde udenfor parken, så en masse krokodiller, et dyrehospital og deres Wildlife show hvor fugle var trænet til at flyve rundt på det menneskefyldt stadion og en krokodille der blev drevet rundt i manegen af en dyrepasser på ægte Stewe Irwin vis.
Efter en halv dag i zoo kørte vi ca 1 time videre til Noosa - en by fyldt med resorts.
Her fandt vi igen et i-site hvor vi fik hjælp til at finde et sted at sove og styr på hvor vi skulle afsted på tur fra næste morgen.
Herefter stod den på indkøb og campinghygge.
Fredag morgen tog vi på tur, vi mødtes med den minibus der skulle køre de andre turdeltagere og fulgte efter den ud til den buchcamp vi skulle bo i. Det er et lidt mere primitivt sted, med overdækket køkken og tv-stue, hængekøjer og telte. Her har vi haft 3 overnatninger de to dage er blevet brugt i kano på Noosa floden med udsigt til mangrovertræer og rigtig lækkert vejr.
Idag er vi ankommet til rainbow Beach hvorfra turen imorgen går til Fraser Island som er verdens største sandø. Her skal vi med en gruppe hvor vi skal køre rundt i 4-hjulstrækkere.
Vores mål for de næste par dage er at få spist mange flere is, få mere sol og færre myggestik!
- comments