Nu kom vi så til to af de mest besøgte National Parker i USA. Det er lidt en forskel fra at have været hos tre så små National Parker. De her to er faktisk heller ikke så store, der er bare virkelig mange mennesker.

Vi tog to overnatninger på en campingplads/resort lige uden for Bryce. Dagen vi ankom lagde vi ud med bare at køre fra en udsigtspunkt til det næste. Jeg gjorde et eller andet dumt mod min ankel i går, så jeg var ikke så klar på en længere gåtur. Men der var heldigvis masser at ting at se langs med vejene, så vi fik alligevel dagen til at gå. Om aftenen hyggede vi som næsten altid med grillmad og bagefter med et bål.

Dagen efter gjorde min ankel heldigvis ikke længere ondt, så vi kunne gå en tur. Først gik vi bare meget ned ad og så gik vi ekstremt stejlt opad. Der var rigtig flot, men jeg er ved at kede mig lidt af ørkenlandskabet, det ligner hinanden...
Turen var kortere end vi regnede med og kl. 14.30 var vi allerede tilbage på campingpladsen. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle finde på. Heldigvis kiggede jeg på kortet over parken og fandt en vej vi ikke havde kørt endnu. Så det gjorde vi. Der var en lille vandresti der førte os hen til et lille vandfald på ruten. Der var rigtig smukt.
Vi kørte ind til en by og fik noget kaffe inden vi kørte tilbage til campingpladsen, hvor jeg fik skrevet yellowstone blogindlæget og slappede af. Der var desværre overskyet, så det var for koldt for at hoppe i poolen. Så vi hyggede bare om et bål i stedet for.

Næste morgen gik turen til Zion National Park. Vi havde hørt ret meget om parken fra folk vi har mødt på vores tur. Og især havde vi hørt om "The Narrows", som er en vandretur hvor 60% af turen foregår i en flod. Men først skulle vi lige tjekke ind på den campingplads Karl havde booket. Jeg troede egentlig bare at det var en almindelig campingplads, men det viste sig så at være sådan et kæmpe familiested med hytter og alle mulige forskellige aktiviteter hele dagen over. Og det bedste af det hele: en kæmpe pool med to meget varme bobble bade! Det kunne jeg godt vænne mig til! Så efter vi havde tjekket parken lidt ud, lejet specialgrej til The Narrows og pakket tingene til turen, hoppede vi i poolen. HERLIGT!!!

Morgenen efter ringede vækkeuret kl. 6.20 og ca. 1½ time efter startede vi voes vandretur. Jeg vidste godt at det ville blive en hård tur. 60% af turen foregår i vandet, som er fyldt med store glatte sten og nogle steder går helt op til hoften eller lidt højere. For at kunne leje specialsko, neoprensokker og vandrestav, skulle vi se en film om hvor farligt det kunne være. Men der er ikke så meget vand i floden for tiden, og der er varmt nok, så vi ikke bliver for kolde, men koldt nok så vi ikke bliver for varme. Med andre ord, det perfekte tidspunkt at gå turen.
Jeg havde faktisk regnet med at give op inden vi nåede målet, og jeg havde aldrig regnet med også at have overskud til at gå en lille side canyon. Men jeg gjorde det faktisk!
Det var måske ikke sådan hårdt i det at man fik pulsen op, men efter man nærmest er væltet 18 km igennem en flod, så er man virkelig død. Turen resulterede faktisk i: en virkelig overbelastet ankel, en kæmpe bule på mit ene knæ hvor jeg hamrede det i en sten da jeg væltede, vabler på samtlige af mine tæer, gnavesår på inersiden af mine lår af at gå med våde shorts, buler bag på mine ben hvor støvlerne gik til og jeg var så udmattet at jeg kastede alt min aftensmad op igen 5 minutter efter vi forladte restauranten (det tager virkelig lang tid inden jeg kan spise nachos med ost igen!). Og alligevel så fortrød jeg ikke et sekund at vi gjorde det! Det var virkelig fantastisk, det var så smukt og sjovt og udfordrende. Jeg ville nok ikke gøre det sådan lige med det samme igen, men turen kan helt klart anbefales! Man behøver jo heller ikke at gå hele turen som vi gjorde. Det var der faktisk næsten ingen der gjorde.
Vi ville egentlig havde været i varmt bobblebad da vi kom tilbage til campingpladsen, men jeg havde det virkelig dårligt. Så vi hoppede bare i bad og så i seng. Vi faldt i søvn i det vores hoveder ramte hovedpuden!

I dag ville vi så egentlig gå Angels Landing. Men min krop er stadig ret ødelagt efter dagen i går. Min ankel og mit knæ er lige til at smide i skraldespanden. Men Karl (som selvfølgelig har det meget bedre end jeg) ville virkelig gerne gå turen. Jeg ville egentlig først prøve om jeg kunne klare det. Men jeg ombestemte mig. Det er en 8 km. tur hvor du går de første 4 km virkelig stejlt opad, og så skal du samme vej ned igen. Så det endte med at Karl satte mig af i det cafe hvor jeg sidder nu og skriver det her blogindlæg, og han tog aftsted for at gå turen. Det skulle ca. tage 4 timer. Jeg tror på at han kan gøre det på 3 med mindre der er for mange Japanere der står i vejen hele tiden

Tilføjelse: Han klarede turen på under 2 timer ;)