Så nåede vi hovedmålet med vores tur: min familie i Vale, Oregon.

Vi tilbragte hele "Memorial Day" (forklaringen kommer senere) weekenden sammen med dem. Det vil sige vi ankom lørdag aften efter en 7 timers køretur og passeringen af en tidszone (vi nu kun er 8 timer efter jer).

Den første aften blev brugt på at snakke med Rudolf og Roberta (omas fætter og hans kone) og få vist gården. Det vil sige det hele ligger lidt spredt. Derudover tilhører noget af landet Rudolf (som egentlig er gået på pension, men som ikke kan stoppe med at arbejde), noget tilhører hans ældste søn Rick og det meste tilhører hans yngste søn Sam (som driver gården). I må dog under ingen omstændigheder forestille jer de der kæmpe marker man ser i TV. De er på størrelsen med danske marker, hvis ikke mindre. Vale er nemlig kun en meget stor dal i bjergene. Der er også virkelig tørt, de kalder det selv for ørken. Så de bliver nødt til at vande ALLE marker hele året rundt.

Vi mødte også kort Sam, den yngste søn. Han er virkelig hyggelig og han har på ingen måde forstået at han bliver 42 i år. Han mener selv han er 25, selvom hans ældste søn allerede er 18 og lige er blevet færdig med High School.

Næste dag blev vi chaufføret rundt af Rudolf og Roberta. Det var virkelig hyggeligt. Vi lagde ud med et museum som omhandlede de store vandringer fra østkysten til det næsten ukendte vesten. Det var rigtig spændende. Vi lærer jo ikke rigtig noget om det i skolerne i Danmark, så det var for en gangs skyld et museum der kunne byde på noget der var nærmest ukendt for mig.

Efter museet kørte vi videre til et loppemarked. Det var igen hyggeligt, men tingene man kunne købe var ikke rigtig noget værd. Vi kørte videre og fik en is i en lille landsby inden turen gik hjemad igen.

I dag lagde vi virkelig mærke til, at lange køreture bare er noget man gør. Jeg tror de kørte ca. 250 miles med os den dag. Det vil sige omkring 400 km. Og de kaldte det for en lille køretur… Det syntes Karl og jeg ikke det er, i Europa kan man virkelig komme langt på 400 km. Men det kan man ikke her. Afstandende er bare så ufattelig store.

Om aftenen kom Rick (den ældste søn) og hans familie forbi. Han har to piger på henholdsvis 16 og 20. Senere kom også Sam og hans kone forbi. Amerikanere er simpelthen så hyggelige, og den her familie er bestemt ingen undtagelse. Vi lagde allerede efter kort tid mærke til, at vi egentlig har mere tilfældes med de voksne i 40'erne end pigerne der kun er lidt yngre end os. Det er lidt skræmmende. Men de fleste rejser overhovedet ikke, og har så lidt erfaring med verden. Så de anser os for ældre end deres egne børn på samme alder.

I mandags var der så Memorial Day. Det er en helligdag der er til ære for alle soldater der faldet i tjeneste. Så vi kørte ud forbi familiekirkegården med blomster. Vi tog også lige en tur ud forbi et geo-thermal-powerplant (et slags jord-varme-kraftværk). Og fik så handlet lidt ind til familiefesten der skulle finde sted kl. 15 til ære for Karl og mig.

Familiefesten var virkelig hyggelig. 3 af Rudolf og Robertas 5 børn var der, inklusiv familie. Derudover var der noget familie der vidst er endnu længere ude. Jeg har allerede glemt de fleste navne igen. Ups …
Alle var virkelig interesseret i Danmark, Europa og vores ture til Afrika. De er så nemme at snakke med og super søde. Så fortalte de selvfølgelig også noget om USA. Det er ret sjovt, fordi de alle er ret konservative (republikanske). Så de var virkelig imod homoseksualitet og ikke særlig vilde med Obama. Karl og jeg er derimod meget mere på Obamas side. Men vi gad ikke diskutere med dem, så når snakken kom til sådan nogle ting fortalte vi bare hvordan det var i Danmark og smilte og nikkede ellers bare.

Ved kl. 17 begyndte de fleste at trække hjemad og vi hjalp med at få ryddet lidt op. Sam spurgte om vi ville i biografen med hans kone og ham, så det gjorde vi. Han hentede os lidt senere og fordi vi var tidligt på den tog vi over til en restaurant for at snuppe noget at drikke. Jeg var den eneste der ikke var 21 endnu, men vi prøvede alligevel. Så Karl forvirrede først tjeneren med sit kørekort og med at vi skriver datoen anderledes i Europa. Heldigvis nøjedes han så bare med at se på årgangen hos mig. Så jeg kom ind og fik en super lækker Tequilla Sunrise. Her kan man igen se forskellen på hvor modne Karl og jeg er i forhold til de fleste unge i Amerika. De kunne aldrig finde på, at drikke noget med deres niece som kun er et halvt år yngre end Karl og mig. (Og deres ældste søn er kun 3 år yngre!)

Vi så "Godzilla" som virkelig er en forfærdelig dårlig film, men vi havde det sjovt og hyggede os, så det var ikke så slemt.

Da vi kom hjem igen faldt vi omkuld i sengen. Vækkeuret ringede igen kl. 6 næste morgen. Vi ville tidligt af sted retning Yellowstone og vi kom da også kun en halv time forsinket af sted i forhold til det planlagte.

Så det var tid til at sige farvel til Roberta og Rudolf som virkelig er fantastisk søde. De gav os en masse kød som vi kan grille de næste par dage, de lod os vaske vores tøj hos dem, de kørte rundt med os, holdte familiefest OG gav os benzinpenge til en tank benzin (som jeg ikke ville tage imod, men de tvang mig). Amerikansk gæstfrihed er lige så stor, hvis ikke større end Afrikansk gæstfrihed. Det er vildt og vi nød vores dage fuldt ud.