Profile
Blog
Photos
Videos
I morgen har vi været i USA i en uge. Det kan vi slet ikke forstå, det føltes som meget mere. Vi har allerede oplevet så meget.
Los Angeles outletcenter var utroligt. Det var gigantisk og det var så billigt. Jeg kunne slet ikke beslutte mig, så det endte faktisk med, at jeg slet ikke fik købt så meget.
Da vi så endelig kom ud på vejen, tog det lidt tid inden USA fik mig overbevist. Omkring Los Angeles er naturen ret kedelig og tør, ja, det ligner faktisk lidt det jeg kender fra Afrika ... Det gjorde det heller ikke meget bedre at vores første stop var i Solvang. Den danske by i Californien. Men det var til grin. Det lignede en amerikansk idylby fra TV med danske navne på nogle af butikkerne. Der var virkelig mange turister, og det er lidt en skam, at de nu alle tror at de har været i Danmark. For det ligner overhovedet ikke.
Næste sightseeing-stop var Hearst Castle. Det var næsten endnu værre end Solvang. Det skulle være bygget i spansk stil. Men der var ikke meget Spanien over det hvis du spørger mig ... Derudover havde den oprindelige ejer (det er ikke en gang 100 år gammelt, så det er meget moderne) begået en meget stor forbrydelse. Han har mikset en masse stile i et rum. Så der var både persisk, italiensk, græsk osv. i et rum. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Det var virkelig slemt. Bagefter beskrev de bygningen som "klassisk" og "simpel". To ting der aldrig ville være poppet op i hovedet på mig. Nok lige præcis det modsatte.
Men da vi så kom til Big Sur blev jeg overbevist! Vi havde "glück im unglück" i det alle campingpladser langs highway 1 (en virkelig flot vej der følger vestkysten) var fuldt udbookede. Der var en ranger der gav os en beskrivelse til en lidt afsides campingplads. Og afsides var den virkelig! "Off the beaten tracks" som de kalder det herovre. Vi kørte i længe op og ned af serpentiner i en virkelig flot Redwood skov. Den anstrengende tur blev belønnet med en campingplads som havde plads til os, det skønneste udsyn og rigtig søde naboer!
Vi tilbragte en meget kold nat her, og kørte så lidt tilbage af vejen. Den her gang var vi heldige og fik en overnatning i Big Sur State Park. Det var en helt fantastisk plads, som havde brusere! Som endda var med varm vand!
Vi startede ud med en lang vandretur (Karl syntes kun den var lang fordi han skulle høre på mig klage hele turen op af bjerget ... ) i Pfeiffer State Park. Derefter så vi på et lillebitte vandfald ved havet. Det var lidt skuffende, da man ikke måtte gå ned på stranden. Øv.
Næste morgen vandrede vi lidt i Big Sur State Park. Heldigvis var vi tidligt på den, da Californien er blevet ramt af en hedebølge. Der er rekordhøjre temperaturer i forhold til maj måned. Det vil sige ca. 30-35 grader celcius. Hvilket er fantastisk efter nogle kolde og meget blæsende dage.
Vi kørte videre til Monterey, hvor vi er nu. På turen herhen kørte vi på 17-miles-drive. Det koster 10 USD, det vil sige 55 kroner. Bare for at køre på en kort vej rundt i et flot område med virkelig dyre huse og store golfbaner. Her står "the lone cyprus", som faktisk bare er et træ der står for sig selv på en klippe. Men det er åbenbart ret berømt. Nå ja. Overvurderet. Men i det mindste en meget flot køretur.
I Monterey havde vi booket os ind på et fint lille Motel. Allerede efter en nat savner vi at sove i vores van. Ikke fordi sengene i Motellet ikke er gode, men bare fordi det er så hyggeligt at sove i bilen.
I dag var vi så på hval tur. Det var helt fantastisk! Først så vi en masse sæler (som lugter og larmer og er virkelig søde at se på) og nogle oddere (som nok er de kæreste dyr overhovedet!). Derefter mødte vi rigtig mange delfiner, som så helt anderledes ud end dem jeg så i Afrika. Og så så vi Pukkelhvaler. Først en mor med hendes kalv og så fire mere lidt senere. Det var helt fantastisk. Nogle kæmpestore dyr! og man bliver virkelig forskrækket når de lige pludelig dukker op ved siden af båden og pruster vand ud!
I morgen går turen til Sequoia National Park, som ligger inde i landet. Vi skal afsted tidligt, så jeg må nok hellere komme i seng.
Jeg har lagt et billedalbum op med alle de ting jeg har fortalt om her. Så tjek det lige ud hvis i har lyst :) Husk at læse beskrivelserne af billederne :)
- comments