Fredag den 04.03.11 ankom vi til Perhentian Island (Kecil). Turen dertil var vanvittig, baaden hoppede op og ned over boelgerne, vi hoppede med, fik mavepumpere osv. de foerste 10 min var som en vild karusseltur, men derefter var det knap saa sjovt, vi lavede mange maerkelige lyde, saa folk grinede og kiggede maerkeligt paa os. oeen var meget primitiv, alt blev sejlet til og fra oen i smaa baade og der var kun stroem fra 18-08.

Efter en lang rejse samt laengsel efter sol og varme paa kroppen ville vi rigtig nyde solen, stranden og det flotte blaa hav. Stine havde advaret mig om at boelgerne efter Monsunen skulle vaere ret vilde, men dette tog vi ikke helt saa serioest. vi hoppede ud i boelgerne, legede og hyggede. vi saa to drenge som saa lokale ud, som var ved de lidt vildere boelger og vi fulgte selvfoelgelig efter dem i vores soegen efter spaending. Det viste sig dog at vaere ret dumt. I det ene oejeblik kunne vi staa paa bunden, og tre boelger senere kunne vi slet ikke bunde og blev hele tiden trukket ned under boelgerne. Det gik op for mig at det var helt galt da jeg saa drengenes skraekindgydende ansigter, jeg raabte til Stine at vi skulle svoemme ind igen og havde egentlig ikke helt forstaaet at hun var i problemer foer hun bange raabte: "Jeg kan ikke komme ind, boelgerne traekker mig ud". Som den gode veninde jeg jo er, kunne jeg ikke efterlade hende saa jeg svoemmede ud igen for at hjaelpe. Da vi endelig var forsonede, gik jeg fuldstaendig i panik, da jeg hele tiden blev trukket ud, nu maatte Stine hjaelpe mig. Hun svoemmede hen til mig, jeg syntes det gik for langsomt saa jeg raabte og skreg o vildskab, Stine grinede saa meget at hun naesten ikke kunne svoemme(en meget saer forsvarsmekanisme). Jeg blev sur og raabte: "Det er satme ikke sjovt det her, jeg kan jo ikke komme ind", Stine grinede videre. Da hun langt om laenge kom ud til mig, tog hun fat i min haand og troede at hun kunne traekke mig ind, men naeh nej boelgerne var staerkest. Vi saa de to drenge som var et par meter laengere ude, den ene kiggede os dybt i oejenene og raabte om hjaelp. Stine blev sur da hun troede det var for sjov, det gik dog meget hurtigt op for os at det var alvor. Nu gik der for alvor panik i os, vi kaempede som een i helvede og jeg taenkte mange gange at vi ville drukne. Efter hvad der for os foeltes som en evighed, men nok kun varede ca. 10 min kom der en dreng i kajak, for at redde de to drenge. Jeg ville fandme ogsaa reddes, saa jeg begyndte at raabe helt vildt efter drengen i kajakken. Han signalerede at han ikke kunne komme over til os, men det var jeg ligeglad med jeg ville ikke doe den dag, saa jeg raabte videre. Efter lidt tid kom han over til os, jeg greb saa haardt fat i kajakken, at den vaeltede og den udmattede dreng som lige var blevet reddet vaeltede ned i vandet og lignede en der var doed. Jeg fik saa daarlig samvittighed at jeg med de kraefter jeg slet ikke havde reddede ham. Jeg kigger tilbage og ser at Stine ikke er kommet hen til kajakken og bliver faktisk lidt bekymret for hende. Hun bliver dog reddet af en fyr, som kommer ud efter hende med et Baywatch braet. Hun bliver trukket ind paa land, men opdager at hun faktisk godt kunne have bundet uden drengens hjaelp. Da vi kommer ind paa stranden staar alle maabende og kigger paa os, eller det vil sige de lokale griner og turisterne ser bange ud.

To dage senere moeder jeg en mand paa stranden, som fortaeller mig hvordan jeg skal undgaa stroemmen. der gaar lidt tid hvorefter han siger: " var det egentlig ikke dig der var i problemer for et par dage siden". Jeg bliver saa flov, over at han kan genkende mig, han fortaeller at de var klar med redningsbaaden, men saa fyren i kajakken. sikke en oplevelse, de naeste par dage havde vi stor respekt for boelgerne.

De kommende dage moedte vi nogle lokale, som havde sejt haar (Dreadlocks). Jeg var meget ivrig efter at faa saandan en frisure, vi blev venner med dem og fik dem til at lave det paa mig. det var ikke en lille opgave, da det naesten tog 7 timer. Vi var hjemme ved een af dem, som boede i en hjemmelavet hytte ude i junglen.

Resten af tiden blev brugt paa afslapning ude i solen, Stine ville absolut ikke tage solcreme paa, saa hun blev forbraendt og skallede al huden af i hovedet, hun lignede Michael Jackson. :)

Tirsdag den 08.03.11 gik turen mod Singapore.

Bye for now ;)