Fredag den 11. September 2009

I dag er det Stines foedselsdag, Hurra Hurra Hurra..! I dag blev Stine vaekket med morgensang paa sengen af Claus, med gaver og en masse skoenne breve hjemmefra. Det var en dejlig start paa dagen at laese en masse breve fra familien der hjemme.

Derefter tog vi ud for at spise morgenmad. Vi fandt en hyggelig cafe og hyggede os med noget laekkert at spise.

Eftermiddagen brugte vi paaat gaa rundt og kigge lidt i byen og saa var vi oppe i et hjul, lidt alla pariser hjulet, hvor vi kunn se ud over hele Brisbane.

Om aftenen gik vi paa en rigtig fin og hyggelig restarurant. Her var der virkelig god service paa, laekker mad, hyggelig stemning og det hele var lige som det skulle vaere. Efter vi havde spist aftensmad gik vi i biografen, hvor vi saa The Ugly Truth, en helt vildt sjov og hyggelig film. Saa vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor hvert minut blev nydt saa meget som det kunne.

Loerdag den 12. September 2009

I dag gik turen til Fraser Island hvor vi skulle tilbringe de naeste to dage. Fraser Island er verdens stoerste sandoe. Vi skulle koere i to timer fra Brisbane foer vi kom til faergen som skulle sejle os til Fraser Island. Vi var en stor firehjulstrukket bus fuld paa 23, stoerste delen af dem bestod af en flok japanere, en enkelt svensker, en brazilianer, to tyskere og saa os fra DK! Alle virkede rigtig flinke, saa det virkede allerede som om det ville blive en rigtig god tur.

Allerede da vi kom over med faergen sad vi alle sammen med munden aaben og taenkte WOOW, sand saa langt oejet raekker, for der var ikke andet end sand der. Og dog alligevel saa stod vi midt i et stykke regnskov med en rislende baek, dvs. rislede gjorde den ikke, for der er jo ikke andet end sand, og den er derfor helt tavs. Traerne der vokser derude i sandet er mega hoeje og man har svaert ved at forestille sig, at de naesten skulle kunne blive hoejere, men de hoejeste er endda for laengst forsvundet med toemmerindustrien, der haergede oen, indtil naturfredningsforeningen fik sat en stopper for det. I dag er oen en stor nationalpark.

Den foerste dag paa Fraser Island koerte vi blandt andetop og ned af de fantastisk flotte strande, imens vi holdte et forsigtigt oeje med luften. For stranden er baade hovedvej og landingsbane og flyene har endda forflyvningsret.

Den store, rene strand i naesten hele oeens laengde er kantet med sandklitter i forskellige farver. I klitten The Cathedrals er der sand i 70 forskellige farvenuancer. En stor del af oeen er trods den sandede undergrund et filter af regnskov med traeer, der er op til 70 m hoeje. Her gik vi en tur paa ca. 3 kilometer, her var der nogle fra gruppen som saa en slange, men Stine synes dog der var lidt for mange kryb og kravl, saa vi havde det lange ben foran og fandt hurtigt ud af regnskoven igen, heldigvis uden synet af en slange.Midt paa oeen findes ferskvandssoeer med rent, klart badevand og kridhvidt, bloedt sand. Her tilbragte vi en lille times tid, hvor vi tog en dukkert i det klare vand og fik koelet kropstemperaturen lidt ned igen.

Efter aftensmaden gik vi alle sammen ned til stranden for at kigge paa stjerner. Der var helt klar stjernehimmel, saa vi fandt de forskellige stjerner, saa som maelkevejen osv. Det gik der lidt sport i. Efter vi havde vaeret paa stranden og se paa stjerner, gik vi op paa hotellets bar, hvor en guide fra samme firma som vi rejste med, men som var med et tre dages hold, underviste os i hvordan man spiller paa en didgeridoo, som er et langt roer i trae, hvor man kan faa en sjov lyd ud af, hvis man er heldig. Egentlig ikke noget der lyder skide godt, men meget facinerende at hoere, naar folk virkelig kan finde ud af det. Vi begge fik dog lyd ud af den, men ikke noget der minede om noget der kunne komme til at lyde en lille smule godt.

Efter undervisningen i at spille paa den meget populaere Australske didgeridoo, stod aftenen paa faelles dans. Guiderne var super sjove, gode til at skabe stemning og til at ryste folk sammen. Vi dansede hele aftenen lang, faelles danse som Aahh vuggi vuggi buggi HEY osv.

Vores anden og sidste dag paa Fraser Island, var ogsaa planlagt med et haardt program, da vi jo skulle naa at se hele oeen, paa forholdsvis kort tid.

Vi strartede dagen ud med at koere langs de flotte sandstrande i den meget bumlende firehjulstraekker bus. Lidt stive i nakkerne fra igaar, men det glemte man helt af bare nydningen af naturen og alt det flotte der var at se paa, lige meget hvor man saa lod sine oejne falde hen.Det foerste stop vi havde i dag var ved et gammelt rustroedt skibsvrag, ved navn, Maheno, som er en forslidt passagerdamper, som strandede paa oeen i 1936, som kom hele vejen fra New Zealand.

Derefter koerte vi videre til det mest oestlige punkt paa oeen, hvor der var en klippe som man kunne klatre op paa og her ventede der os en fantastisk udsigt, baade udover oeen og de flotte sandklipper, men ogsaa udover vandet, hvor vi blandt andet saa hvaler, delfiner, havskildpadder og havslanger.

Derefter spiste vi frokost ved en aa, kaldet Eli Creek, som hver dag pumper 150 millioner vand ud i stillehavet. Her kunne man svoemme en tur eller bare slappe af og nyde solen.

Efter frokost koerte vi rundt til lidt forskellige udsigtsposter paa oeen, foer vi igen naaede til faergen, og var paa vej tilbage til Brisbane efter en fantastisk tur paa Fraser Island.

Fraser Island var tidligere beboet af aboriginere. I dag er der ikke en eneste tilbage. I 1800 tallet blev de forfulgt, skudt, forgiftet og til sidst helt fortraengt af de hvide. Et skibsforlis i 1836 gav oeen det nuvaerende navn. Det lykkedes en del af besaetningen fra det strandede skib samt kaptajnen James Fraser og hans kone, Eliza at redde sig i land paa oeen. Soefolkene blev kort efter draebt af de indfoedt, som kun skaanede Eliza Fraser. Hun var de indfoedtes fange i maanedsvis, indtil hun blev undsat af en undvegen straffefange.

Der er kun faa fastboende paa Fraser Island, men 350.000 besoeger oeen hvert aar.

Tirsdag den 15. September 2009

I dag havde vi lejet en bil for de naeste 11 dage. En bil, hvor vi baade kunne koere, sove og lave mad i. Vi ville nemlig saette kursen de 3450 kilometer mod Ayers Rock. Vi blev begge enige om, at naar vi nu var i Australien og Ayers Rock var et stort oenske fra os begge at se og vi ikke ville vide hvornaar vi igen ville faa chancen for at tage til Australien, hvilke vi haaber meget at vi kommer til igen, men saa ville vi ikke gaa glip af synet og oplevelsen som vi begge var sikre paa, at Ayers Rock kunne give os. Saa vi pakkede bilen, handlede ind til saa mange dage som vi nu kunne og saa begyndte vi ellers at koere ind i landet.

Vi havde dog lidt startvanskeligheder med at finde ud af byen, men da det endelig lod sig lykkedes, gik det fint med at komme paa rette vej. Allerede den foerste dag kom vi ind i Australiens outback, hvor der var en fantastisk udsigt at nyde. Vi gav os ogsaa tid til at stoppe op og fotografere hvor vi havde lyst til det. Den foerste dag naade vi 500 kilometer ind i landet inden moerket faldt paa og vi derfor besluttede, at det ville vaere for farligt at koere i moerke, saa vi holdte os til dagtimerne og ville udnytte dem saa godt som overhovedet muligt.

Vores foerste aften tilbragte vi i en by som hedder Roma, hvor vi fandt en Caravan park, som saa hyggelig ud. Her moedte vi nogle venlige gamle maend, som alle kom fra Ayers Rock. Saa de havde en masse es i aermet om hvor vi skulle stoppe, hvor smukt der var og de var generalt bare rigtig hyggelige at snakke med. Men vi smuttede tidligt i seng, da vi jo skulle op og sidde klar til at koere naar solen stod op.

Kl. var 5.30, det begyndte at lysne og vi sad klar til at koere. Vi var begge spaendte paa at komme ud og se mere af Australiens fantastiske natur. Jo laengere ind i landet vi kom, jo mere oede blev det ogsaa og jo laengere blev der mellem tankstationerne og byerne, det skulle vi lige vende os til, saa vi naaede da ogsaa at blive lidt for modige, lampen paa benzin maaleren begyndte saa smaat at lyse og vi havde ca. 60 kilometer til den naermeste by, hjertet sad temmelig langt oppe i halsen, vi krydsede finger, slog korsets tegn og var saa smaat begyndt at laegge slagplaner for hvad vi skulle goere, hvis nu vi ikke naaede det. Men vi satte tempoet lidt ned og akurat lige med noed og naeppe naade vi trillende ind paa tankstationen, som heldigvis var det foerste der laa i den saakaldte by. Vi svor til hinanden at vi ALDRIG igen ville koere forbi en tankstation uden at tanke, om der saa kun kunne vaere en kvart tank paa. Turen boed ogsaa paa mange specielle dyre syn, saa som, kaenguruer, baade doede og levende, men desvaerre flest doede, nogle steder laa der saa mange doede, at vi naermest koerte slalum rundt om dem. Vi saa doede og levende slanger, koeer, fritgaaende strudser, heste, kameler etc.I dag naaede vi at koere 1000 kilometer foer det blev moerkt.

Paa tredje dagen kunne vi foerst koere da kl. var 6.00. Jo laengere ind i landet vi kom, jo senere blev det lyst, men det var saa ogsaa det laengere lyst om aftenen. Vores tredje dag gik ogsaa fint. I dag saa vi dog ikke naer saa mange doede kaenguruer, som vi ellers hidtil havde set,vejene blev, maerkeligt nok, bedre jo laengere ind i landet vi kom. Igen i dag har der vareet en utrolig flot og meget varieret natur at nyde hele vejen. Det var ogsaa dejligt at der var lidt flot udsigt at kigge paa, for naar man koere og kan se saa langt oejet raekker, uden en bil eller et sving i naerheden, saa kan det godt blive lidt traettende at koere.I dag naaede vi 126o kilometer og holdte ind i en Caravan park i en lille by som hed Ti Tree ca. 190 kilometer fra Alice Springs. Her skiltede de med en Caravan park, men det kunne tydeligt maerkes, at vi var kommet laengere ind i landet, det de kaldte en caravan park var mere noget der minede om en parkerings plads, hvor de bare havde plantet et skilt foran med Caravan park. Der var dog et saakaldt toilet, saa det var virkelig luksus ude paa disse kanter. Da vi sad og spiste aftensmad, fik vi naesten besoeg af to kaenguruer, som kom meget taet paa os, vi forsoegte at vaere stille, men da de opdagede os forsvandt de desvaerre hurtigt igen. Da moerket faldt paa, fik vi selskab af de kaempeste froeer, med store runde oejne stikkende ud af hovedet, saa man naermest foeler de kigger paa en, de kunne rigtig godt lide at plante sig paa toilettet, saa det var desvaerre ikke meget glaede vi ellers fik at det meget luksurioese toilet. Hmm. Men vi holdte et sikkert sted og det var det vi maatte saette pris paa.

Fredag den 18. September 2009

I dag koerte vi foerst afsted kl. 6.50. Vi kunne slet ikke vente med at komme afsted, vi havde allerede koert mange timer og mange kilometer og selvom traetheden og oemheden var begyndt at melde sig lidt, var det slet ikke noget problem at komme op af sengen i dag, vi vidste nemlig at maalet ville naaes i dag, nemlig Ayers Rock. Vi havde noget at se frem til, noget vi havde glaedet os utrolig meget til og som var maalet og hele meningen med at koere 7000 kilometer paa meget kort tid.

Med et kort stop i Alice Springs, koerte vi videre de sidste 422 kilometer imod Ayers Rock. Kl. 13.30 kom vi endelig til maalet. Vi sad begge med aaben mund, og taenkte WOW. Fantastisk syn. Sikke en stor og utrolig flot sten og selv om at Ayers Rock var et imponerende syn, var det helt utroligt at taenke paa at man faktisk kun kunne se den oeverste tredjedel af stenen.Men her laa den altsaa, i et ensomt omraade paa en hoejslette saa flad som en pandekage, og iklaedt et taeppe af roedt, fint oerkensand, 348 meter hoej, 3,6 kilometer lang, 9,4 kilometer i omkreds og 600 millioner gammel.Indtil for nylig blev den antaget for at vaere verdens stoerste sten eller monolit, Men saa fandt man en monolit i Western Australia, Mt. Augustus, der er stoerre. Men det er Ayers Rocks stoerrelse kombineret med dens saerpraegede, finslebne sider, der traekker flere hundredetusinde turister til om aaret. Men her holdte vi altsaa, foran en kaempe og helt imponerende og ubeskrivelig flot sten, naar vi skriver HOLDTE, saa er det ikke engang kun bogstaveligt ment, for lige som vi koere mod Ayers Rock og naesten er saa taet paa den, som vi overhovedet kunne komme, sagde bilen PUF og saa ville den ikke koere mere. Vi holdte ind til siden, steg ud af bilen, blev angrebet af de meget naergaaende fluer, som paa grund af varmen, soeger saa meget fugt, at de konstant saetter sig i ens naese, oejne og oere. Temmelig irriterende, men vi maatte jo ud og se hvad der var galt med bilen. Claus var sikker paa at det var vand den manglede, men vi kunne ikke finde vandbeholderen i bilens koeler. Stine var ikke til meget hjaelp, for hun havde ingen anelse om hvad hun overhovedet skulle lede efter, men efter ca. 20 minutter kom der en flink mand gaaende forbi, som vi spurgte om han kunne fortaelle os hvor man fyldte vand paa bilen. Han er knap nok naaet over til bilen, foer han peger paa den stoerte, hvide dunk i hele koeleren og fortaeller at det var den. Det gav Stine haaneretten over Claus resten af dagen, da det da maatte vaere en smule pinligt for ham, da han trods alt selv havde haft bil i tre aar. Men vi fik fyldt lidt vand paa bilen og efter kort tid koerte den som en droem igen.

Vi koerte rundt og kiggede lidt paa stenen, fik taget lidt billeder og da kl. blev 17.00 stod vi klar til at se vores foerste solnedgang foran stenen. Vi havde nemlig laest, at den ville skifte farve under solnedgangen. Vi var desvaerre lidt uheldige med vejret, saa der var for mange skyer paa himlen, som skyggede for solen, saa den ikke skiftede farve. Men tilgaengaeld dannede der sig en stor og rund regnbue lige hen over Ayers Rock. Saa lidt havde vi faaet ud af solnedgangen alligevel.

Anden dagen ved Ayers Rock, startede tidligt, da vi stod klar foran Ayers Rock til solopgangen. I dag saa det ud til at blive et fantastisk vejr, ikke en sky paa himlen og solopgangen var fantastisk flot. Sammen med et tons vis af andre turister, stod vi og noed solopgangen og stenen som blev roedere og roedere jo hoejere solen kom op. Efter solopgangen begyndte vi en gaatur paa 10,4 kilometer hele vejen rundt om Ayers Rock. Det var heldigt at vi startede saa tidligt, for det var en tur der tog ca. 2 timer og 40 minutter og jo hoejere solen kom op, jo varmere blev det ogsaa. Inden middag havde temperaturen rundet de 40 grader. Resten af eftermiddagen gik vi rundt og kiggede paa aboriginal kunst og vi koerte en tur ud til Kata Tjuta, som en anden klippeformation, som sammen med Ayers Rock og Mt. Connor, ligger paa en lige geografisk linje. Fornemmelsen for Australiens enorme stoerrelse og ringe befolkningstaethed opleves for fuld udblaesning her. Dette, koblet til de adskillige hundrede millioner aar gamle klipper, giver en fornemmelse af mennesket som en ubetydelig parentes i klippernes lange livshistorie.

Kl. 17.00 stod vi igen klar foran Ayers Rock, i selvskab med to hyggelige aeldre herre, med krydsede fingre i haab om en flot solnedgang. Og det kan slet ikke beskrives med ord hvor flot den blev. Himlen var sky fri, saa det lykkedes stenen at skifte farve op til flere gange. Foerst var den orange, saa gik den over i den brunlige farve og til sidst blev den helt ildroed i takt med at himlen blev moerkere. Det var helt ufatteligt og helt ubeskriveligt, at man kan staa og betragte noget saa stort og saa smukt, og saa sammetidig kunne foelge med det blotte oeje at den skifter farve op til flere gange. Den aften var helt fantastisk, en aften og et syn som vil bevares meget laenge i vores begges hukommelser, som vi haaber man aldrig glemmer og som bestemt gjorde hele turen vaerd.Vi haaber at i ud fra vores billeder bare kan faa en lille fornemmelse af hvor flot det var og hvor stor en oplevelse det har vaeret, for vi kan ikke helt finde de rette ord til at beskrive det korrekt.

Den tredje og sidste dag ved Ayers Rock stod vi tidligt op for at faa den sidste solopgang med. I dag stilte vi os paa den anden side af Ayers Rock, saa vi fik en anderledes solopgang end den foerste. Den var ogsaa helt fantastisk og vi foelte at vi kunne koere fra Ayers Rock, med en kaempe oplevelse mere med hjem i rygsaekken og en foelte af at vi havde oplevet alt hvad vi kom for.

Paa turen mod Brisbane, ser vi inden vi havde koert en halv time, at der kun var smaa 400 kilometer til Kings Canyon, som er en af de stoerste og laengeste kloefter. Naar nu vi havde koert den lange vej, havde vendet os til de lange afstande, var 400 kilometer ikke noget at snakke om, vi havde tiden og synes lige saa godt vi ogsaa kunne tage den oplevelse med. Saa vi drejede af mod Kings Canyon, ankom ved 13.00 tiden og allerede her var temperaturen godt op imod de 40 grader. Men heldigvis var det lidt overskyet, saa det gjorde det til at holde ud, at tage en 6 kilometers gaa tur oppe langs den imponerende klippekant.

Mandag den 21. September satte vi kurs mod Brisbane. Selvom det var den samme tur som man naesten lige havde koert, foeltes det slet ikke saadan, da naturen virkede helt forandret. Det var en diset morgen og traerne lignede nogle der var landet frost paa, trods den ellers hoeje temparatur. Det var helt specielt at se og hjemturen blev slet ikke kedelig, naar man saadan kunne foelge med i, hvordan naturen kan forandre sig paa ganske faa dage, alt afhaengig af vejret. Turen hjem gik fint, vi havde kun hjertet oppe i halsen en enkelt gang, da der pludselig stod en kaempe tyr, paa nok omkring de 500 kilo foran os, midt ude paa koerebanen. Sikke et chok vi fik, men fik dog hurtigt bremset ned, for der var ingen tvivl om hvem der flyttede sig og hvem der ikke gjorde. Den kiggede i hvert fald paa os, som om den taenkte, hvad fan…. Laver i dog her.

Onsdag den. 23 september kl. 20.30 landede vi i Brisbane igen uden nogle problemer paa vej hjem. Den sidste dag havde vi koert mange timer, saa vi var glade for at se et hostel med et rigtig koekken og en rigtig seng at sove i. Vi havde i hvert fald brug for at faa hvilet lidt ud efter en helt fantastisk oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

Soendag den 27. SeptemberHavde vi koebt billetter til en rugby kamp, Brisbane VS. Sydney. Vi glaede os helt vildt, da ingen af os havde set en rugby kamp foer. Doereneaabnede kl. 13.30, saa der stod vi klar, da vi jo noedigt skulle gaa glip af noget. Kampen startede kl. 15.00. Da vi kom ind ser Claus med det samme at det ikke er rugby maal, men almindelige fodbold maal. Saa paa en eller anden maerkelig maade, havde vi faaet koebt fodbold billetter, selvom vi havde spurgt efter rugby billetter. I starten kunne vi ikke helt undgaa at vaere en smule skuffede, da vi lige havde gaaet og sat os op til en rugby kamp og havde koebt de bedste billetter man kunne faa paa stadium. Men vi sad godt, paa foerste raekke, saa vi kunne komme helt taet paa de vigtigere herre og alle fodbold spillerne. Saa da vi lige havde omstillet os paa, at det var en almindelig fodbold kamp, blev det ganske sjovt og underholdende alligevel. Det var sjovt , at opleve at det var en helt anderledes oplevelse, end at se fodbold i DK, selvom det alligevel var den samme sport. Brisbane vandt 1-0, saa kampen endte lige som den skulle.

P.S. Vi har tilfoejet nogle flere billeder under albummet fra Cairns til Brisbane.