Hej mine fans!

Der er sket et par småting siden sidst. For det første har vi jo afsluttet vores tid i Bali, selvom det godt nok var et superdejligt sted at besøge. Vi fik kørt hele øen rundt i Bæstet og det hele gik ret så godt. Vi var også ude at dykke i Tulamben, noget vi gerne har villet siden vi fandt ud af at der ligger et sunket skib man kan dykke ved i den by. Der kom vi ud at kigge og det var fantastisk! Man følte det som om man svømmede langt det sunkne Titanic, det var så stort et vrag! Og det her skib er jo selvforstået meget, meget mindre end Titanic. Det var et suverænt flot dyk hvor Ø og jeg også fik chancen for at manøvre os igennem små huller i skrogen og rundt og kigge inden i skibet. Fedt! Efter et sikkerhedsstop på landjorden tog vi ud til vores andet dyk. Vi boede så tæt på stranden at vi gik derned i vores våddragter og så var der nogle portører der tog vores tunge udstyr med tankene. På hovedet vel og mærke! Så en damme gå med ikke mindre end to dykkertanke på hovedet (og dem skal jeg altså kun bære en af af gangen!). Vores andet dyk var til nogle koralhaver og det var også helt vildt flot. Vi så nogle temmelig store muræneål (hehe Sara) og ellers var vores bedste spot nok en sorttippet haj på ca 1 meter. Den aften begyndte jeg så til gengæld også at blive syg. Fik feber og havde det generelt ikke skidegodt. Vi var landet i Amed og havde regnet med at vi skulle ud at snorkle her den 26 juni inden vi skulle finde tilbage til lufthavnen. Det blev ikke til noget, jeg havde det ret skidt og Ø var heller ikke i topform. Vi kørte tilbage mod Denpasar langs kysten og planen var at vi ville stoppe et par interessante steder, men det havde vi ikke lyst til da det kom til stykket. Til gengæld fandt vi til sidst (efter at have søgt i længere tid) en læge til mig og han talte endda engelsk. Han undersøgte mig (tog blandt andet min temperatur i armhulen) og sagde at jeg havde en almindelig forkølelse. Jeg havde dog, nu jeg tænker tilbage på det, hverken løbbende næse eller hoste. Men han gav mig nogle vitaminpiller og aloe vera-piller (til min varme hud, forstås, ifølge termometeren var min temperatur kun 37 grader). Ø fik dog samlet nogle flere piller op til mig i et apotek og jeg fik dopet mig så tilpas at det ikke var noget problem at flyve videre til Japan. Ankomsten i Japan var dog lidt hård, for vi fløj kl 1 om natten, så da vi ankom havde vi ligesom sprunget en nattesøvn over. Jeg ville bare gerne finde en seng at sove i, men vi havde intet hostel booket og det brugte vi lang tid på at finde ud af i Narita lufthavn. Da vi endelig fandt et sted (på lufthavnens computer) var der først check in kl 16 (sådan var det alle steder) og vi sov et par timer på nogle bænke i lufthavnen før vi tog derud. Så sov jeg ellers bare. Og når jeg vågnede så lagde jeg mig til at sove lidt mere. Jeg sov faktisk hele den 28 og 29 juni også, jeg lavede slet ingenting, hverken læste eller noget, bare sov.

Min feber blev mindre udtalt, men et udslæt blev ved med at være der. Den 30 juni tog en pige fra hostellet, Jenny, og Ø og jeg ud at kigge på et sjovt område i Tokyo med en masse nye og høje bygninger og sådan noget. Den japanske kopi af frihedsgudinden ligger også der, og Eiffeltårnet. Vi hyggede os meget med at se noget mere af byen, især da vi kom op i et kæmpestort pariserhjul og kiggede ud og ned. Det var en rigtig hyggelig dag, men jeg var helt smadret da de andre tog et hurtigt smut i DisneySea, man kan få en speciel billet der kun gælder fra kl 6pm til luk. jeg fandt i stedet ud af at vi skulle til Kyoto dagen efter, for det var den 1 juli at vores Japanese Rail Passes blev aktive, så det skulle jo bruges, vi har dem kun i 14 dage. Den 1 juli kom dog med den uvelkomne overraskelse at min udslæt var blevet værre, meget værre og at nu var det også begyndt at klø i mine hænder. Vi brugte en del tid om formiddagen på at prøve at finde en læge i nærområdet i Tokyo, men endte med bare at tage toget til Kyoto og finde et sted at sove der, før vi begav os ud i jagt på en læge. Fandt til sidst et hospital og kom ind til konsultation. Lægen kunne ikke finde ud af hvad jeg fejlede, men sagde at det måske var rubella, hvilket jeg ikke vidste hvad var. Men han gav mig en recept til noget creme og så var det ellers det (og dyrt var det også!). Slog rubella op på nettet da vi kom tilbage, det er røde hunde. Burde egentligt være vaccineret i mod det, men det er jo længe siden og det kan være jeg har fået en særlig Balinesisk version. I hvert fald så klør det så jeg ikke kan sove om natten og så Ø går rundt og smækker mine hænder væk hele dagen. Dejlig sygdom. Håber den snart går væk og at Ø ikke bliver smittet, for det her ville jeg ikke ønske for nogen mennesker. Det er tortur med den kløen! (og den der creme virker sgu faktisk heller ikke).

Så alt i alt har jeg på grund af sygdom ikke set så meget af Japan endnu som jeg gerne ville. Her i dag lykkedes det dog for os at komme ud at se to templer her i Kyoto og bagefter tog vi op og kiggede ud over byen fra Kyoto Tower, det var også en fin oplevelse. Så der er da håb endnu! Men hvor er det træls at have spildt så meget tid.

Håber ikke I er blevet alt for depri af at høre om alt min sygdom og det der, men det kan vel på den anden side ikke altid være spas og gak, vel? (Selvom det kunne være fint :)

Knus fra Stine