KILIMANJAROOOOOOO

Jeg skal ikke traekke tiden ud. Det skal ikke vaere saadan noget om, at I laeser en hemmelighedsfuld roman, foer i finder ud af resultatet, hvorvidt jeg besteg bjerget eller ej. Derfor kommer det her, lige nu, er i klar?

J E G G J O R D E D E T !!!

Jeg kom helt op. HELT op. Det gjorde vi alle sammen. Fuldstaendig vanvittigt. Afrikas hoejeste bjerg. Verdens hojeste fritstaaende bjerg. Verdens syvende hoejeste bjerg. Det var sindsygt, isaer fordi vi havde det vaerste vejr i 10 aar. Det tog os 14 timer, normalt tager det ti timer, hvilket i forvejen er lang tid. Vi var DE ENESTE fra vores rute, der kom op! Der er fem ruter, man kan tage. Naeste beroemte - the danish groupe! Det var snestorm. Minus 20 grader celsius. Bleaste i hvert fald 40 m/s. Det var saa alle de fede facts. Nu kommer beretningen.

Vi drog afsted loerdag morgen. Vi satte os ind i en overfyldt bus og spurgte forundrede guiden, hvor alle disse mennesker skulle hen. De skulle da med os paa Kilimanjaro. De var vores hjaelpere. 13 styk. Vi foelte os som prinser og prinsesser. Jeg vil lige naevne igen, at det var Julie, Mette, Mettes kaereste Thomas og jeg, der sammen begav os ude paa dette store eventyr. Vent lige lidt eventyr er lykkelige, jeg proever at finde et andet ord ..
I korte traek dagene:
1. dag. Gaa i 4 timer til Mandara Hut, 3000 meters hoejde, i regnskov miljoe. Har ingen billeder af dette, da vi paa vej op, var saa koncentrede om at gaa opad hele tiden, hvilket er vaeldig haardt. Paa vej ned havde vi saa travlt med at komme hjem, at der ikke var tid til at tage ligegyldige billeder! I Tanzania kan d ikke sige Stine, saa det bliver ofte til Stina, endnu oftere Christina, men paa denne tur var jeg Tina. Tina Turner. Det var guidens farvorit.Der hvor vi spiste vores frokost saa vi den sidste vej, hvor der kunne koere bil. Fra nu af ville der ikke vaere andet transportmiddel end vores ben. Helle for ikke at braekke et ben! Vi sov i hytter under hele turen, men det er paa ingen maade en selvfoelge at vi saa kunne holde varmen om natten. Dag 1 skulle vise sig at vaere sidste gang, jeg havde varmen i seks dage.
2. dag. Vi gik i 6 timer til Horombo Hut, der ligger i 4000 meters hoejde. Det var en meget lang og meget haard tur. En tur der gik meget opad. Hele tiden stort set. Jeg skal love for vi havde oemme laegge, da vi kom frem. Hjalperne, der bar stort set alle vores ting, saa ikke ud til at have de mindste problemer med de store stigninger. De naermest loeb afsted og ankom mange timer foer os. Til vores forsvar skal det dog siges, at vi hele tiden fik dette at vide: Pole pole. Tag det roligt. gaa langsomt saa kroppen kan naa at vaenne sig til hoejderne og saa i ikke overanstrenger kroppen foer tid. Var der en sten paa vejen, og det var der hele tiden, overalt, alle steder, konstant, skulle man gaa uden om dem, for guds skyld ikke loefter benet over dem. det kraevede for meget arbejde for kroppen. Det er anstrengelser af den kaliber vi snakker om. Paa det tidspunkt loed det lidt maerkeligt i vores oerer, men der gik ikke maneg timer, foer vi gjorde noejagtig, som guiden havde sagt. Kan man spare energi, saa goer man det!
3. dag. Vi skulle blive i den sammen lejr, men trekke en lang tur op i hoejderne, saa vi kunne vaenne os til luftlagene. En lille tur paa 4 timer. Samme vej op, samme vej tilbage. Det var foerste gang vi fik en fornemmelse af, hvor ulideligt haardt, det ville blive at komme ned fra bjerget igen. Av, mine laarbasser.
4. dag. Alle dage tidligt op og ud af fjerene. Vi drog afsted mod Kibo Hut, der ligger i 4700 meters hoejde. Dette var en lidt laengere tur paa 6-7 timer i oerken, som det hedder. Det hele var meget bart, saa bleasten fik lov til at give den gas. Frem kom vi i hvert fald til Kibo, meget, meget traette og igen, igen, igen, oemme. Heldigvis var Gud med os, soergede for at det var godt overskyet, saa vi ikke paa et eneste tidpunkt saa bjerget, vi om natten skulle bestige. Det er jeg ualmindeligt taknemmelig for. Havde jeg set det, havde det nok taget pusten fra mig. Vi gik i seng 19.30 uvidende om, hvad natten og den foelgende dag skulle bringe os. I hvert fald i hvor voldsom en grad, vi skulle udsaette vores kroppe for overbelastning.
5. dag. Blev vaekket 23.20, fik en kop te og tre kiks. Vi i foerte os ALT det toej vi havde med. Alt hvad der bare mindede om at kunne varme, blev kastet paa. Jeg vil naevne, hvad jeg havde paa: to par tykke stroemper, to par skiunderbukser, et par stroempebukser udeover, saa det sad godt til. en sportsbh, sportsbluse, to langaermede skiundertroejer, en tyk bomulds t-shirt, to mulitaerfleecetroejer, en tyk sweater, en windbreaker, en kaempe fleecetroeje, en enorm karrygul brianjakke, vanter og to huer. Saa var jeg klar til Kili. Pandelampen spaendt godt fast til hovedet, skoene snoerret og kl 00.00 drog vi afsted. Man gaar ikke lige op, men sik-sakker hele vejen og tager bitte-bitte smaa skridt for at gemme energi og lade kroppen vaenne sig til hoejderne. Ca. 3.30 holdte vi et kort stop, for at faa en lille snack og traekke vejret dybt ned i lungerne. De andre tre kaempede med hovedpine af forskellige grader, men jeg var ikke ramt. Takket vaere de 3 Diamoxpiller jeg hele turen igennem havde taget tre stykker af om dagen. Den danske anbefaling en tablet daglig, den tanzanianske tre tabletter daglig. Jeg fulgte sidstnaevntes raad, da det nu engang var der, jeg havd koebt dem. Det er jeg vaeldig glad for, at jeg gjorde. Jeg havde stort set ingen hoejdesygeproblemer, bortset fra naturlige vejrtraekningsproblemer og enkelte down-perioder. Tilabge til shelteren hvorvi holdte snackpause. Der fik jeg min foerste omgang, hvor det hel pludseligt sortnede, mega kvalme maeldte sig og foelte en kaempe influenza kaste sig over mig. Vi gik videre og det forsvandt igen. Omkring kl 7.00 naede vi langt om laenge til Gilmans Point, 5681 meters hoejde, mener jeg. Det er et punkt, der ligger paa bjergryggen og hvor mange stopper. Det blaeste ustyrligt meet deroppe og alle dem, der ikke havde vendt om undervejs pga hoejdesyge til Gilmans, gjorde det her. Men vi var alle tre enige om at fortsaette trods kvalme og hovedpine hos de andre. Normalt tager de 1 til 1,5 time at naa til Uhuro Peak, det absolutte hoejeste punkt paa Kilimanjaro. Det tog os lidt over to timer pga vejret. Det var ubeskriveligt haardt og da vi kom frem, hver der ikke megen jubel at spore. Blot et lille symbolsk kram - begraenset hvordan man kan kramme, naar alt er frosset fast i en bevaegelse. Det var isaer et problem at tage billeder med frosne vanter. De havde een stilling. Tog man dem af var man sikret forfrysninger. Vi skyndte os at tage billeder, saa vi saa hurtigt som muligt kunne komme ned, ned, NED. vaek fra Kili, vaek fra alt det kolde. Man kunne slet ikke nyde det. Man var saa fuldstaendig udmattet, at man ikke kunne forestille sig, hvordan man nogensinde skulle kunne komme ned igen. Vi begav os tilbage det lange stykke over bjergryggen igen, og man gaar virkelig kun paa bjergryggen. Mange steder fuldt ud bevidste om, at falder man her, saa .. Vi begyndte at have saa store vejrtaekningsproblemer, ikke kun fori det var tynd luft, men ogsaa pga den staerke blaest, at vi kunne gaa et par faa meter for igen at stoppe op og hive efter vejret. To lange timer senere kom vi til gilmans og kunne begynde at gaa nedad. Noedgeneratoren i kroppen var for laengst sat i gang og ogsaa denne var ved at loebe toer. Hvordan jeg kunne blive ved at tage det naeste skridt, er mig ubegribeligt. Efter ikke ret langt tid satte vi os paa roeven og begyndte at kaelke paa numsen ned ad Kili. Det var det, der reddede os. At man kaelkede over store sten, at numsen gjorde ondt og bukserne gik i stykker var lykken i forhold til at skulle gaa ned ad. Isaer da det gik op for os hvor usandsynligt langt vi havde gaaet om natten. Hvor langt der i virkeligheden var op til Gilmans. Vi kaelkede i en time og kunne stadigvaek ikke se lejren. Guiden, Thomas og jeg soegte ly i den tidligere naevnte shelter, for at vente paa Julie og Mette og for lige at samle kraefter til det sidste stykke. Men de blev ved med ikke at komme. Snestormen var nu saa taet at vi ikke kunne se en meter foran os. Thomas og jeg blev fortvivlede i shelteren mens guiden gik ud og ledte efter dem. da han kom tilbage havde han ikke pigerne med og jeg broed fuldstaendig sammen. nu var det bare for meget. jeg havde intet energi, styke ller noget som helst andet tilage i kroppen. alt gjorde ondt og det var en anstrengelse bare at traekke vejret. men han sagde at de var paa vej. faa sekunder senere kom de og jeg var saa glad for at se dem, at taarerne tog til i styrke. to timer senere ankom vi til lejren, hvor vi fik et par kartofler for saa at pakke vores ting og gaa 3-4 timer tilbage til Horombo Hut. Vi kunne ikke blive og sove i Kibo. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne. Satte ikke spergsmaalstegn ved det. gik bare. stoppede ikke. da vi kom til Horombo gik det op for at, at vi var lidt beroemte. The danish groupe. Selv folk der var paa vj op, vidste hvem vi var og oenskede tillykke. vi var abenbart de enste, der var naaet toppen. sidste gang man rigtig havde spist var 24 timer tidligere, men vi var ikek sultne, blot udmattede. for kroppens skyld spiste jeg dog noget, saa den havde en chance for at komme sig natten over.
6. dag. jeg vil goere det kort. det piskregnede hele dagen. vi gik et par tyve km og naaede endelig bunden. traette og oemme over f***ing alt. alt gjorde ondt og vi lignede en flok pensionister, der alle alvirligt traengte til nye hofter og knae, naar vi kom gaaende. stolte tog vi imod vores diplom. stadigvaek uden at forstaa, hvad vi havde vaeret igennem og hvad vi havde udsat vores krop for.

Det er helt sikkert det mest ekstremt fysisk haareste, jeg nogensinde har provet, og forhaabenligt kommer til. I skrivende stund er jeg en krobling med haevede oejne, blaerebetaendelse, halsbetaendelse og forkoelse. Har bestilt tid til en amputation af mine foedder og en operation af to nye hofter. Blot til at starte med.

Jeg overlevede. Forstaar ikke hvordan. Jeg faar at vide, jeg skal vaere glad og stolt. Der gaar et endnu et par dage, foer jeg kan sige til var en god oplevelse. I dag vil jeg raat for usoedet rose mig selv og sige:

Jeg er stolt af mig selv.