Okay, hvordan forbereder man sig optimalt til det hårdeste trek i Indonesien med over 3500 højdemeter på én dag og 25 km i bjergterræn på tre dage?

Jo, vi sikrede os såmænd selskab af en særdeles ikke velkommen rejsefælle...men én, som tit støder til i Asien...én, som holder os alt for tæt på det lille hus...faktisk var de to - der stod nemlig også en spand foran wc'et...! Så efter at have indtaget rigelige mængder stop-piller, antibiotika og anti-dehydringspulver, så levede vi af ris og vand! Og ja, efter et par dage og en masse kilo mindre, så var vi klar til at prøve krafter med at vandre op på toppen af vulkanen Rinjani på 3737 meter på øen Lombok. Vi lavede en kæmpe studehandel med en lokal tursælger på Gili Trawangan på 1,3 mio. rupiah hver, svarende til 850 kr., på at blive sejlet til Lombok, kørt til Senaru, tre-dages-trek med fuld forplejning, overnatning før og efter, transport hele vejen tilbage til lufthavnen på Bali og så lige en snorkeltur...ja, vi var svært stolte over vores prutteevner, og sælgeren var stadig glad for salget!

Et fransk kærestepar og en kineser samt os to udgjorde denne fantastiske gruppe, som skulle ud på det, som guidebogen beskriver som et grusomt trek! Vi havde en guide og tre bærere med os. Turen inkluderede alt fra adgang til nationalparken, føde, telte, soveposer m.m., og de bar det hele, så vi skulle kun have vand, kamera, regnslag og andet personligt tøj og udstyr til de 62 timer, som det endte med at tage. Vi blev kørt til Sembulan Lawang, hvor vi startede vandringen mod første overnatningssted i 2700 meters højde. Efter otte timers vandring inkl. pauser kom vi til kraterkanten, hvor vores telte blev slået op. En dejlig dag med sølle 1400 højdemeter fordelt på ca. 8 km, så smilene var stadige store, da vi krøb i poserne efter en dejlig aftensmad lavet over bål :-) Nattesøvnen blev også en oplevelset, idet temperaturen svingende op og ned i poserne, det papirstynde liggeunderlag ikke viste sit værd, de omstrejfende sulte landsbyshunde gnaskede rundt i vores madrester og vulkanen kom med kæmpe udbrud...ja, I læste rigtigt - det buldrede og bragede - imponerende at ligge i telt her! Kl.2.30 blev vi vækket af porterne(bærerne) og efter en kop the og lidt kiks, så begav vi os mod toppen her på vores anden dag!

Vinden var meget stærk, så på NZ. eller i Oz. var topforsøget helt sikkert afblæst af sikkerhedsmæssige årsager, men her gik vi bare med vores tændte pandelygter i en lang række op af den tynde kraterkant med de afgrundsdybe klippevægge på hver side. Stigningen var ekstrem og kulden tog til, så folk sik-sakkede opad i egen tempo i det løse underlag af aske og små sten. Vi passerede flere folk, som lå i læ af få sporadiske spredte klippestykker, og 137 meter fra toppen smed vi os ned bag af disse, selvom der allerede lå tre forhundlet trekking-turister. Lotte valgte at rationere med hendes krafter til resten af dagen, mens jeg begav mig mod toppen. Luften var tynd heroppe, så efter ti skridt måtte man holde en pause for at få vejret! På toppen blev jeg beriget med solopgangen kl.6.20 og udsøgt over både nye og gamle krater til Rinjani! Alle kraftanstrengelserne var pludseligt glemt, og det føltes som et kæmpe skud adrenalin blev pumpet i kroppen! Vi var ca. 10 på toppen, så omkring en tredjedel af alle deltagerne fra grupperne på bjerget nåede dagens første mål.

Nede igen på rekordtid, fordi nemmeste måde var at løbe ned i det løse underlag, blev alles begejstring over den fantastiske udsigt og solopgang delt. Vulkanen havde flere gange brudt ud, mens vi havde været deroppe, og nogle havde endda set den røde lava, men alle havde hørt bragene og set røgen stige til vejrs som en stor atombombe-paddehat-formet sky! Selvom om der kun var 1037 meter til toppen, havde vi tilbagelagt 3,6 km. på de præcist tre timer det tog! Nedturen var hurtige 45 min. og kortere, så alle spiste med velbehag den tilberedte morgenmad bestående af bananpandekage og toast med æg og tomater - ren luksus på en vulkan! Utroligt hvad man kan købe for billige penge i Indonesien!

Først kl.9 begyndte dagens reelle anstrengelser - 700 højdemeters nedstigning på regnvåde klippestykker, og alle havde brugt deres kræfter! Folk var bange for om knæene kunne holde én, så man ikke mistede balancen ned af den stejle bjergside. 3 timer senere stod alle dog ved kratersøens bred, hvor vi hurtigt bevægede os hen til de ventende varme kilder, så vi kunne få os et velfortjent bad. Der var forskellige områder i klipperne med forskellige temperatur, men allerede efter en halv time var alle for opkogte til mere, så vi gik tilbage til den ventende kæmpe frokostportion fried nudler med kylling, æg og rejechips! Mums, hvor er det rart at have kok på!

Frokosten lå tungt i maven, og alle krafter synes borte, men ikke desto mindre manglede vi dagens sidste 700 højdemeter ud af de totale ca. 3500 højdemeter på én dag! Fuldstændig sindsyg trekkingdag, som også endte med at tage næsten 14 timer fra første skridt til dagens campsite nået! Vi vandrede aktivt i 10,5 time og tilbagelagde ca. 12 km. i disse smukke bjerge! Oppe på den anden side af kraterkanten var alle fuldstændigt flade, så vi smed os ind i teltene og slappede af, mens aftensmaden blev forberedt. Det vilde er jo, at porterne overhaler os i deres klipklapper eller endda slet ingenting på fødderne - og med 30 kg. svævende i to kurve på en bambuspind over den ene skulder! Det virker umenneskeligt, men de gør det ca. fem måneder i streg i højsæsonen uden én eneste dags hvile! Kun de tre første måneder af året, hvor regnsæsonen er værst, er parken lukket og portere og guider må leve af deres forhåbentligt opsparet penge. Deres indsats er beundringsværdig, og næste morgen på sidstedagen gav vi dem drikkepenge for deres indsats. Det virkede latterligt at give dem 25 kr. hver især fra hver af os fem turister, men det var et passende beløb, for det endte med at blive en hel ekstra dagsløn!

Vi var stået op klokken seks efter næsten 12 timers tiltrængt hvile. Natten igen havde været urolig med abeskrig og vulkanudbrug, men jo en del af denne totale oplevelse, som man ikke ville havde været foruden. Den ubeskrivelige klare stjernehimmel om aftenen, lydene og duftene ville vi ikke have undværet for nogen pris! Halv otte begyndte vi så de sidste ca. 9 kilometers nedstigning. Lottes ben var meget medtaget, så hver skridt var ikke meget større end den mus's, som vi mødte på stien. De 1100 højdemeter var ulidelige for flere og tog længere tid end antaget, men efter næsten syv timers intens og benhård vandring kunne vi sætte os ind i bilen og køre tilbage til hotellet! 28,5 timers vandring på tre dage og 6.000 højdemeter var veloverstået - ikke underligt kroppen skriger på hvile!

Nu ligger vi så her i vores seng efter en fantastisk tur! Nye bekendteskaber er gjort med David, Laury og Ricki, og storslående natur er printet på nethinden. Lotte kan næsten ikke gå, så på de sidste skridt lød hun mest som en kvindelig tennisspiller i femte sæt! Vulkaner er jo efterhånden vores speciale at bestige på denne tur, og dette var hovedet på sømmet: ikke flere vulkantopforsøg til Lotte!

Vores kinesiske gruppeven gav os en miniture flaske med kinesisk helsemiddel, som vi har smurt hele kroppen med, hvilket så har givet os nye streger i panden, idet hele kroppen brænder af varme...forhåbentligt tager det noget af muskelsmerterne, eller i det mindste tænker vi ikke på dem så længe!

Imorgen flyver vi tilbage til Australien, men forinden når vi forhåbentligt en omgang tiltrængt billig massage.

Indonesien har været fantastisk! Kan klart anbefales, og så er der endda stadigt hundredevis af øerne, som vi slet ikke har set. Vi nåede fem: Bali, Trawangan, Meno, Air og Lombok - hver med deres egen charme! Tilbage står minderne(og smerterne), f.eks. at ud af alle snorkleturene på vores otte dage på Gili øerne var der kun to gange, vi ikke så havskildpadder! - men det var fordi, vi mødte over to meter lange havslanger! Ikke at forveksle med haveslanger, fordi disse havde faretruende advarselsstriber hele vejen ned langs kroppen, og de svømmede endda imod os, så intet under, at vi lå på stranden få sekunder efter de kun minutlange snorkelture!

Vi snakkes ved i Australien, hvor dykkereventyr venter!

-forhåbentligt uden havslanger!

Kærlig hilsen

Lotte og Steffen

-nu med smerter!

PS. Jeg sluttede aftenen af med at se Schwiezh vinde over Spanien sammen med 80 lokale indonesere! Det var en vild skæg oplevelse under åben himmel og foran et 28 tommer tv. Folk havde indgået væddemål, så der blev jublet og hujet, udover at stirre på den hvide mand, som pludselig stod der... Turen derned foregik bag på en knallert, som gik ud flere gange ned af bjerget, så der intet lys var på...