SØNDAG

Laaang køretur, først gennem det mest frugtbare område i USA og siden nok det mindst, nemlig Mojave ørkenen i Californien og Nevada. Sådan kommer man til Las Vegas.

Man tror, det er løgn, når man kører gennem ørkenen, at der pludselig skal komme en storby, og det er det næsten også! Las Vegas er nemlig en by, som kan være svær at begribe - man tror, den er lyv!

Vores flinke guide Todd tilbød formedelst $25 at tage dem, der havde lyst, med på en tur til nogle interessante steder i byen. Det ville jeg gerne, for ellers ville jeg næsten ikke vide, hvor jeg skulle begynde.

Vi blev installeret på Excalibur, som nærmest er en hel by: kæmpe kasino i stueetagen samt barer og restauranter, flere restauranter og butikker på 1. sal og så to tårne med værelser. Men sådan er mange af hotellerne. Mit hotel er vist ikke lige det fineste - lidt nedslidt.

Turen med Todd gik først på Casino Hooters, hvor man kan spille gratis for $200, hvis man melder sig ind, og det gjorde vi så. Det tog mig tre minutter at formøble dette beløb på en énarmet tyveknægt uden arm.... Skræmmende! Jeg havde på ingen måde lyst til at fortsætte for egen regning. Kiggede mig i stedet lidt omkring ved casinoets pøl. Varmen her er til at holde ud, for den er tør, og temperaturen har også kun været omkring de 30 gr.

Og så tog vi til Venedig! En eller anden milliadær har bygget et kæmpe casinohotel indrettet som Venedig. Selv om det egentlig ER dårlig smag, så er det nu alligevel også fascinerende. Jeg blev helt paf over pludselig at stå på Markuspladsen med kunstig himmel og skyer og det hele. Der er også fine forretninger, kunstgallerier og gode restauranter. Jeg spiste grillet kalvelever, som var dyrt, men mums.

Så stod den på musikledsaget springvandsshow foran Eiffeltårnet. Nøj, hvor var det flot! De har et show hver klokken hel og halv.

Endelig blev vi kørt til Freemont Street, som er hovedgaden i det, der ifølge Todd er det rigtige (gamle) Las Vegas, som ligger 15 minutters kørsel herfra. Jeg skal ikke kunne dømme om forskellen på det ene og det andet Las Vegas.....

Klokken var 21.30 inden vi var tilbage, og jeg skulle til mit David Copperfield-show på MGM Grand kl 22, så det var bare om at komme afsted. Heldigvis i gåafstand. Og det var faktisk ganske underholdende - han har jo altid været sådan lidt for meget af det gode, men han har faktisk også humor. Og så laver han jo altså nogen kunster, så man sidder helt målløs tilbage.

Så var jeg også blevet godt træt og skulle på hovedet i seng.

MANDAG

Bagsiden af medaljen så jeg, da jeg kom ned i morges. Selv om der ikke var mange, så sad der folk rundt omkring ved maskinerne med deres askebægre, 20 Cecil og sjusser. Trist at se på, men hvis man vil være moralens vogter, kommer man virkelig på overarbejde i denne by.

Selv om alt nærmest er åbent i døgndrift, var det nærmest umuligt at opstøve morgenmad før kl 7, hvilket er lidt sent, når man skal køre kl 6.45. Jeg fandt dog en kop kaffe og en wrap med kyllingebryst, som dog ikke var det, jeg havde allermest lyst til.

Nu fortsatte vi mod øst igennem ørkenen, og første stop blev Hoover dæmningen på grænsen mellem Nevada og Arizona. Den blev bygget fra 1931-36 med to formål. Dels for at afhjælpe arbejdsløsheden og dels for selvfølgelig at tæmme Colorado-floden, som havde oversvømmet landbrugsjorden i det sydlige Californien. Arbejderne havde forfærdelige forhold. 160 personer døde under arbejdet med dæmningen, de fleste af hedeslag og dehydrering.

Herefter fortsatte vi længere mod øst mod Grand Canyons vestlige kløft. Dertil kan man kun komme igennem et indianerreservat, så da vi nåede dertil skulle vi skifte til en "indianerbus", som dog blev kørt af en neger..., og man skulle betale $69 for at køre videre, hvilket dog også inkluderede frokost.

Vi var nogle, der havde betalt $179 for en helikoptertur, og den stod først på programmet. Ih, hvor var det sjovt! Jeg fløj sammen med to amerikanere, en italiener, en spanier og en thailænder, alle fra mit selskab. Vi fløj ned i kløften, og det gav et vist sug i maven, da vi fløj ud over kanten. Hvor var det flot! Så landede vi i en infernalsk hede ved bredden af Colorado-floden, hvor vi sejlede en lille tur. Vandet var helt rødligt, hvilket skyldes, at der har været en del kraftige regnbyger de sidste dage. Så skyller der klippemateriale ned i floden. Herefter gik turen så op igen med helikopter.

Nu gik der så en bus ud til den såkaldte Skywalk, som er en hesteskoformet gangbro i glas - også gulvet! - hvor man kan gå ud over Grand Canyon. Uha, jeg var lidt utryg ved det først, men så vænnede jeg mig til det. Der var selvfølgelig utroligt flot.

Efter sådanne fire timer ved og i Grand Canyon, var det blevet tid til at komme tilbage til Las Vegas. Det tog præcis tre timer.

I morgen tidlig går turen så tilbage til San Francisco, hvor jeg lige har én overnatning, inden jeg sætter kursen mod Monterey. Jeg har været rigtig glad for denne bustur. Kun én ting har jeg fået nok af: at der altid er nogen, der ikke kan finde ud af at komme tilbage til bussen til den aftalte tid. Det er endnu ikke lykkedes at komme afsted til tiden, og det er selvfølgelig altid den samme håndfuld, og det er ikke kineserne! Jeg synes, det er så skide egoistisk! Vi taler om helt op til 25 minutter.

Nå, men det skulle jeg bare lige have ud mellem sidebenene. Jeg er meget imponeret af Todds tålmodighed. Hvis jeg havde været guide, ville jeg bare være kørt (måske...).