Dette bliver mit sidste indlæg fra Aussie/Sydney.

Lige nu sidder jeg på Starbucks ved Circular Quay, efter at have været en tur nede på operaen. Det var planlagt at jeg ville ned til den i dag, da dette er min sidste ordentlige dag i Syd. I morgen er jeg nemlig til dansk julemarked nord for Sydney hele dagen.. I går havde jeg skønne forestillinger om at jeg ville tage min bog, iPod og kaffe ned til operaen. Sætte mig ved mit sædvanlige sted, og nyde nogle timer med min bog om "The Good Life" (ja, lidt nørdet. Men den er altså spændende), mens jeg hvert 5. minut ville kigge op på operaen...

Denne herlige plan blev dog bogstavligt talt smidt i vasken, da vejrguderne lige bestemte sig for at det skulle regne i dag. Det stoppede mig dog ikke for at tage herned alligevel, for jeg SKULLE se operaen igen, inden jeg skulle rejse.

Jeg tog så bussen herned og gik mod operaen. Da jeg nåede derned, stoppede jeg op og stod og kiggede på den. Det blev lidt mere sentimentalt end jeg regnede med. For det første fordi jeg bare synes operaen er så vanvittig smuk, at tanken om at det var sidste gang jeg skulle se den, for nu, var mærkelig for mig. Og jeg tænkte på alle de gange jeg havde været dernede. Apropos det, så blev det endnu mere sentimentalt, da jeg så begyndte at tænke på at sidste gang jeg var nede og se operaen, var sammen med far og Ida. Hvilket så i mit hoved kørte over i, hvor meget jeg savner min familie. Og specielt min mor, som jeg altså bare ikke har set i alt for længe.
Jeg har altid nydt at være nede ved operaen; både fordi den er så smuk, men fordi jeg dernede altid føler lidt "danskhed", fordi jeg har kigget på en smuk bygning, designet af en dansker. Skørt, ikke?

Nå, men efter at have lignet en idiot med tårer i øjnene, der stod og stirrede på operaen, gik jeg tilbage. Turen tilbage var også mærkelig. Specielt fordi jeg kiggede på steder og cafeer, hvor jeg har siddet i løbet af de sidste 3 måneder. Jeg gik først forbi en cafe, som jeg sad på dagen efter jeg ankom til Sydney, med min daværende "helt nye" veninde, Fanny, som jeg virkelig savner at bruge tid med. Så gik jeg længere ned, og gik forbi Maccen ved Circular Quay, hvor Fanny og jeg engang spiste frokost på, fordi vi bare ikke gad have andet end en hamburger. Lidt fordi Maccen, gik jeg forbi en cafe, hvor jeg en dejlig solskinsdag sad med min danske veninde, Nanna, og fik en strawberry daiquari, som vi grinte så meget af, fordi det laaangt fra var såden som den er i DK. Nanna savner jeg også rigtig meget, og specielt fordi jeg ikke nåede at sige farvel til hende, inden hun fik arbejde hos en au pair familie, hvor hun skulle rejse med det samme.

Nu sidder jeg på Starbucks og skriver det her, mens jeg drikker min latte, hører julemusik (ja, "julen" er startet hernede), mens det regner udenfor.....

For helvede jeg kommer til at savne Sydney og Australien. Specielt den her by, fordi det har været mit hjem de sidste 3 måneder, og fordi jeg allerede har så mange minder her.

Så tænker jeg også på hvad en af stamkunderne nede fra Akvavit sagde til mig forleden aften, da ham, Maria og jeg en aften sad og drak vin. Han hedder Dave, er 49 og er den sejeste og sjoveste mand jeg nogensinde har mødt. Han sagde nemlig, at det med at rejse, præcist er at man siger farvel til ting og mennesker. Og at det ikke kun er trist, men også godt. For så tænker man tilbage på de gode tider man har haft de forskellige steder og med de mennesker man har mødt. Og det er rigtigt. Jeg er taknemmelig for de ting jeg har oplevet og de mennesker jeg har mødt de sidste 3 måneder. Dét kan ord ikke beskrives.

Jeg kommer specielt også til at savne Akvavit og alting omkring restauanten. Jeg har virkelig brugt rigtig rigtig meget tid dernede; både fordi jeg har arbejdet en del, men når jeg ikke har arbejdet, har jeg også bare siddet dernede og hygget mig. Jeg kommer til at savne alle de ansatte og alle "stamkunderne", som man efterhånden kender nu. Jeg kommer til at savne at være på arbejde med Chris, hvor 50% af tiden er ren ballade, og hvor vi tit står i hver sin ende af baren, også kaster han isterninger eller chokolade, som jeg så skal gribe med munden - hvor det hver eneste gang rammer mig i ansigtet. Eller når jeg står foran baren/disken, og leger at jeg går "ned i kælderen" for at hente noget til ham, også laver de der små trin, som hvis man gik ned af trapper. Det synes vi begge er hyle morsomt. Så kommer jeg til at savne min anden chef, Simon, som for det meste er glad og altid vil sikre sig at han altså er min ynglings. Så er der også Bee, en af kokkene, som er lidt dårlig til engelsk. Og når man tit siger eller spørg ham om noget, og han så bare griner af en. Tit er det faktisk skide irriterende, men det er også lidt sjovt nogle gange. Så kommer jeg virkelig også til at savne os tjenere, som bare hygger os rigtig meget og har det så godt sammen.

Der er så mange ting jeg kommer til at savne, men jeg tager det hele med et kæmpe smil på læben, fordi det betyder at jeg har så mange fantastiske ting at tænke tilbage på. Jeg er så taknemmelig over at jeg valgte at tage på den her rejse, og må også erkende at jeg er rigtig stolt af mig selv. At jeg gik indtil alt det her alene, og med alle de ting jeg allerede selv har gjort på så kort tid. Jeg har allerede lært så meget, og specielt om mig selv. Derfor er jeg heller ikke nervøs for at skulle videre på min store rejse, til nye steder, hvor man godt kan sige at jeg "starter from scratch", på den måde at jeg ikke kender nogen osv. For jeg har prøvet det før. Og jeg har altid fået det bedste ud af alle steder, så det er jeg er sten sikker på at det vil fortsætte fremover.

Jeg siger farvel og på gensyn til min rejse og ophold her i Aussie, men ved i hvad? Jeg er slet ikke færdig. For søndag morgen smutter jeg videre til New Zealand. Et nyt sted, med nye spændende mennesker og nye oplevelser. Og jeg kan love jer for, at jeg glæder mig. Det bliver fantastisk