Hej!

Så er det vist på tide med et blog indlæg igen!

lige nu er vi i Ecuador, inden vi tager tilbage til Peru imorgen. Men for at det skal være lidt overskueligt, kommer der først lidt om Argentina og Bolivia.

Efter Mendoza tog vi til Salta i det nordlige Argentina, for at campere lidt. Vi skulle jo helst bruge vores telt, nu når vi havde taget det med. Vi havde læst om en camping plads, der havde en kæmpe swimmingpool, så der tog vi hen. Her camperede vi i fire dage hvor det skiftesvist regnede helt vildt, eller var helt vildt varmt. Men teltet holdt tæt, og solcremen holdt os nogenlunde fri fra at blive solbrændte. Poolen viste sig at være ret beskidt, men vi fik svømmet lidt i den alligevel. Byen så vi ikke så meget til, ud over når vi for vild i et underligt net af bybusser, næsten hver gang vi skulle frem og tilbage fra byen for at handle. Men det var jo spændende nok.

Herefter tog vi til den argentinske grænseby til Bolivia, La Quica. Byen mindede mere om Bolivia end Argentina, med små damer med bowlerhatte, vævede favestrålende tørklæder og masser af nederdele. Byen var egentlig ment som et hurtigt mellemstop, men vi endte med at blive her i to dage, da Emil var for syg til at køre i bus. Samtidig var det vores første stop i højderne. Byen ligger i over 3000 meters højde, og vi havde begge to svært ved at vende os til at der ikke var så meget ilt som normalt.

Vi var dog hurtigt klar igen, og tog videre til Tupiza, en lille by, der ligger placeret midt i blandt smukke bjerge i alle regnbuens farver. Dog mest rød. Her havde vi tænkt os at ride lidt, så vi lejede et par heste i tre timer, og red med en guide ud i blandt klipper og kaktusser. Det var en vildt smuk tur, og vi havde masser af overskud til at nyde det i fulde drag, da hestene red på automatpilot. De virkede ret nedslidte, sikkert efter at havde gået præcis den samme tur uhyggeligt mange gange. byen var ret turistet, dels pga. de smukke omgivelser, men også fordi det var heromkring Butch Cassidy and the Sundance Kid hærgede og mødte deres endeligt for 100 år siden. samtidig gik der også ture til saltørkenen herfra.

Efter en dag her, tog vi videre til den næste natursmukke turistmagnet, Uyuni. Herfra tog vi en tur ud i Salar de Uyuni, en kæmpe saltørken. Pga. årstiden er den dækket af et tyndt vandlag, men det gjorde bare, at den kom til at virke som et stort spejl. Det var en fantastisk og enestående oplevelse, selvom det virkede lidt komisk, at være en del af en turisthorde på ca 20 landrovere, der turede afsted mod de samme punkter i ørkenen.

Begge de to forestående stop havde budt på fantastisk smuk natur, og mange andre rejsende, så det var meget rart, at vores næste stop skulle vise sig at være helt anderledes.

Fra Uyuni tog vi nemlig en aftenbus mod Oruro.

Det var meningen at vi skulle nå frem klokken tre om natten, så vi var ikke helt utilfredse da den vidste sig at skulle blive forsinket. Efter et par timers kørsel, stoppede vi nemlig op midt i det hele. Det vidste sig at skyldes en oversvømmet flod, og vi var nødt til at holde der hele natten. Det hele virkede fint nok, indtil at det vidste sig at det dryppede fra taget af bussen lige ned på Emil. Det var han ikke helt tilfreds med, men han fik smidt fodænden af sin sovepose ned i hætten af sin regnjakke og dækket benene med resten af den, så våd blev han ikke. Til gengæld var han ret irritabel næste morgen, efter en nat med en regelmæssig dryppen på sig, masser af uregelmæssige børneskrig fra nabosæddet, og næsten ingen søvn. Men han fik hørt næsten hele "Ondskaben" på lydbog, så det var jo altid noget.

Oruro viste sig at være utroligt lidt turistet og vi så kun en anden rejsende mens vi var der. I stedet så vi masser af lamafostre, en utrolig dårlig seng, der hvor vi sov, samt, hvad der virkede til at være en hel normal boliviansk by.

Efter en rolig tid i Oruro, blev det mere hektisk og turistet i La Paz. Her boede vi på et stort hostel med bar og masser af backpackers, og vi mødte hele seks danskere, ind delt i tre forskellige grupper. Det var første gang i lang tid vi var et sted, hvor der var fællesområder og bar, og det var dejligt at snakke med en del andre rejsende. Det var også dejligt lige at smage lidt øl igen. I La Paz skrev Jonas og Sverre, at de var på vej i vores retning, og vi aftalte at mødes i Cuzcu. Det blev enden på vores første ophold i Bolivia, og på det her indlæg.

når tid er, følger indlæg om peru og ecuador!