Vi ankom til Vientiane med fly kl. 18.30 og så skulle vi lige have det hele på plads med visum, hævet penge osv. Denne gang var Simones kuffert med flyet, så det var en lettelse! Vi ankom til vores hotel kl. 19.30 og fik lige en halv time til at friske os op inden vi gik ud for at spise. Vi fandt et udendørs sted som Andrew anbefalede - det var lidt a la et gadekøkken, men stadig også lidt en restaurant. Efter maden gik vi alle hjem til hotellet for at sove, vi var meget trætte. Vi ved ikke hvad det er, men af en eller anden grund er vi meget trætte hernede. Det må være fordi vi oplever så meget hele tiden og samtidig er her varmt, så man mister nok energien lidt hurtigere end normalt. Nattelivet her er ikke så vildt, da alle barer lukket omkring 22.30-23, det er bare sådan reglen er, hvis ikke de lukker, så skal politiet nok sørge for at få det gjort. I Hanoi var vi på en bar, og da den lukkede gik vi hjem, men andre fra gruppen fortsatte videre til en anden bar sammen med alle de andre backpackers som var på den forrige bar. De nåede ikke at være der så længe før politiet kom og lukkede stedet. Nå men vi gik som sagt tilbage til hotellet - dette hotel var en lidt lavere standard end den vi var vant til. Der var lidt mere beskidt og sådan, men vi skulle kun være der en nat, så det var lige til at overleve. Vores værelse havde vindue ud til gangen/trappen dvs. et indendørs vindue, og der var selvfølgelig tændt lys hele natten, værelset havde ikke mørklægningsgardiner, så vi havde et rigtig dejligt lyst værelse hele den nat. Det var nok godt, at vi var så trætte, så vi bare kunne sove fra det.
Næste morgen gik vi ned for at spise morgenmad inden vi skulle mødes kl. 9. Morgenmaden var ikke imponerende, så vi gik lidt sultne derfra, men det er vi vant til, så ofte spiser vi en stor omgang frokost fordi vi er så sultne (Martin spiser selvfølgelig meget til hvert måltid - hihi). Vi tog med tuk-tuk rundt i byen for at se nogle af de store attraktioner i byen. Vi havde ikke så meget tid, da vi allerede skulle med bussen kl. 14, så det var lidt ærgerligt. Martin ville gerne have været ude at se en stor liggende Buddha, men det var et godt stykke udenfor byen, så det kunne vi ikke nå. I stedet så vi Vientianes svar på Triumf buen (Patuxai), den er lidt højere end Triumf buen i Paris, men det var meningen, da de lige ville overgå franskmændene lidt. Vi gik op ad trapperne hele vejen op til toppen og så byen derfra, desværre regnede det, så himlen var fyldt med skyer, men sådan er det. Efterfølgende kørte vi hen og så et tempel kaldet Pha That Luang, et gyldent tempel med en mur rundt omkring det. Det er 45 meter højt og et meget vigtigt monument i Laos, fordi det er et symbol på den buddhistiske religion. Vi kunne ikke komme ind i det, men man kunne gå rundt om det indenfor muren. Vores sidste stop var et genoptrænings center, for folk der havde mistede arme, ben, fødder osv. Det vil sige et center, hvor de hjælper dem med at få proteser og hjælper med genoptræningen. Vi fik fortalt lidt om centeret og så en film omkring det. Da amerikanerne og vietnameserne var i krig mod hinanden gik det også rigtig meget ud over Laos, de gør rigtig meget ud af at kalde det den indokinesiske krig, fordi det ikke kun var Vietnam og USA. Vietnam brugte Laos som gennemfarts vej for våben, mad osv. til krigen, så USA kastede en masse bomber ud over Laos, så de ikke kunne gøre det mere. Mange af bomberne sprang ikke og derfor er der stadig utrolig mange af bomberne tilbage rundt omkring i junglen i Laos (Nogle befinder sig også tæt på landsbyer og skoler). The big bomb project er en organisation, som hjælper med at udrydde bomberne. Centeret er derfor et sted for de mennesker, som kommer til at træde på eller røre sådan en bombe(fordi de ikke ved, hvor de er), så den eksploderer, og de dermed mister et legeme. Det var faktisk ret spændende at høre om og godt at de prøver at fjerne bomberne, men det kommer nok til at tage lang tid før, de er væk. Efter det, var det blevet frokosttid, og vi tog hen til et bageri kaldet JoMa bakery café, her kunne man få sandwich, salater, frugt, madpandekager , kager osv. virkelig lige hvad vi havde brug for. Vi fik en kæmpe sandwich hver, den var skåret over i to. Martin spiste den hele, men Simone spiste kun den ene halvdel, så vi tog den anden med os, så vi havde noget til senere. Vi fik også en stor café latte - det var noget vi trængte til. Det var en god dag at drikke kaffe på, fordi det regnede, så det var ikke helt så varmt udenfor. Indenfor var der fuld gang i flere airconditions, så vi frøs faktisk. Vi havde taget vores regnjakker med rundt på turen og dem blev vi nødt til at tage på indenfor, fordi der var så koldt. Det virkede lidt mærkeligt, men vi havde i hvert fald lyst til kaffe - det varmede også lidt. Vi gik tilbage til hotellet og ventede en halv time og så kom bussen. Vi kunne starte vores fire timers lange bustur til Vang Vieng. I bussen mødte vi en lokal guide, som skal følges os rundt i Laos, han fortalte os lidt om Laos. Simones havde ret ondt i hovedet, så hun prøvede at sove lidt, men hun kunne ikke rigtig. Guiden havde sagt at efter to timers kørsel ville vi komme op i bjergene og køre ad snoede veje. Det blev kun værre for Simone, hun sad i en time og trekvarter og prøvede at koncentrere sig om at kigge ud af foruden og følge vejen. Det var en lang tur, men hun klarede det heldigvis uden opkast. Vi er nu i Vang Vieng, som i kan glæde Jer til at høre mere om.