Efterhånden burde vi vel vide, at et er hvad vi får fortalt omkring ankomsttider, noget andet er, hvornår vi rent faktisk ankommer... Denne gang stod vi kl. 4.15 på gaden i Ho Chi Minh og skulle finde et hotel. Vi havde taget den seneste bus, for netop at ankomme ved en 6-tiden. Dog var det ikke helt galt, for der var stadig mennesker ude og drikke?!?! Efter en timens vandring (super trætte efter minus søvn i natbussen), hvor flere havde forsøgt at prakke os et utroligt! dyrt hotel på hånden, udvalgte vi et hotel i mængden og vækkede ejeren. Vi fandt hurtigt ud af, at kommunikation var et problem, men valgte at falde om i de dyre senge. Aldrig har vi haft sådan et stort værelse med en mikro terrasse, så det var lidt luksus.
Efter et par timers søvn måtte vi hellere komme ud af fjerene og finde ud af, hvor vi var henne i denne umuligt store by. Vejen førte forbi en markedshal, men den stillestående luft fik os hurtigt ført mod floden, hvor eftermiddagen blev tilbragt på en lille solplet. Senere mødte vi den tidligere omtalte Jesse, som lige havde fået to nye venner med til spisning. På vejen mødte vi en pige og en dreng, som joinede aftensmaden. Drengen var fra Danmark, og hvilken besynderlig type...

Næste dag stod på sightseing - vi skulle se krigsmuseet og reunion palace, men da vi ankom midt i middagslukningen måtte vi vente. Reunion palace var ikke den helt store oplevelse, og blev lidt hurtigt overstået, da Sara havde det lidt skidt. Vi tog en pause og gik så til krigsmuseet, som til gengæld gjorde et utroligt stort indtryk på os. Billeder siger virkeligt mere end 1000 ord. Her var billeder af alt: misdannede/handikappede børn påvirket af agent orange, triumferende soldater med halshuggede vietnamesere, bomber, nytidens vietnamesiske soldater, osv. Dette museum favnede meget bredt, og vi kunne have brugt meget mere tid der, hvis ikke det skulle lukke.
På vej ud at spise mødte vi en af drengene fra dagen før, og vi spiste sammen. Vi havde dog aftalt at mødes med de to tyske drenge fra canyoningturen i Dalat, men det blev først meget sent, da vi kom til at gå MEGET langt efter mad.
Vi mødte de to tyske drenge, samt deres to israelske venner, som vi aftalte at tage til Cu Chi tunnellerne med dagen efter.

Cu chi tunnellerne var endnu en stor oplevelse. Her startede vi med at få et kort foredrag af vores guide (som påstod at være 19 år, men lignede en der var sidst i 20'erne). Vi så hvor stort et område, tunnellerne spredte sig over. De har en samlet forbundet længde på 250 km, gravet med små stykker metal fra de amerikanske bomber. Tunnellerne er i tre lag med en masse indbyggede fælder. Dette betød, hvis en amerikansk soldat fandt vej ind, så kunne de kun vente på at ende i en uhyrlig fælde og dø. Vi indså hurtigt at vi var for store til at komme ind af de små indgange, men de små israelske fyre tog chancen og prøvede at lukke sig inde i tunnellerne. Vi prøvede dog senere at "gå" 20 meter inde i en tunnel. Det var utroligt varmt, og man ønskede meget hurtigt at komme ud igen. Vi har i hvert fald fået stor respekt for Viet Cong soldaterne for deres kreativitet og vilje, og de havde virkelig gennemtænkt hver en detalje, så amerikanerne ikke ville opdage dem.

Senere på aftenen efter lidt hvile og mad, mødtes vi igen med vores venner, som nu havde fået selskab af en meget overgearet amerikansk pige. Hun var meget hub på en af de israelske drenge, hvilket morede os andre, men vi kunne hurtigt mærke, at vi ikke var vandt til at skulle "kæmpe" for opmærksomheden. Holger, den ene tysker, havde plaget os andre med karaoke, og da den amerikanske pige bakkede op, måtte vi overgive os til overmagten. Her foregår det åbenbart sådan, at man køber et hotelværelse, og så går man bare til den. Det skal vi lige love for at den kære Holger og amerikaneren gjorde! OG hvor var det unfair at de sang så godt...

På turen hjem kom der desværre to tyve på en knallert forbi, og havde udset sig Josefines taske, men da de ikke havde set hendes store guns, måtte de desværre køre tomhændet væk. Det er de mest dramatiske og intense 5 sek vi indtil videre har haft. Dog var prisen for at beholde taske "kun" et par blå mærker, en hudafskrabning og måske en lille hjernerystelse efter lidt kontakt med asfalten - hænderne var jo for optaget til at tage af for faldet.
Den dramatiske oplevelse bekræftede os i, at vi hurtigst muligt skulle væk fra denne store by, så vi fandt hurtigt en bus mod My Tho. Dog nåede Josefine dog at købe en ny taske - Sapataske pt 2.