Hvis der skulle være nogen der er i tvivl, så er jeg ikke blevet mindre naturmenneske af at have tilbragt snart 4 måneder i New Zealand, tværtimod er
min dybe respect og ydmyghed blevet meget meget større. For det er her jeg har oplevet hvad naturen i sit mest abstrakte begreb er i stand til og
hvilke vidunderlige syn og hvilken skønhed den indeholder. Jeg har på min tur ned gennem den vestlige del af NZ's sydø set og oplevet hvor helt
vanvittig forskellige udtryk naturen kan have. Dette specielt fordi New Zealands vestkyst er præget af bjergkæden "the southern Alps".
Denne bjergkæde strækker sig hele vejen fra Abel Tasman ned Stewart Island og jesus hvor har det været helt og aldeles fantas at se hvad disse
store bjerge har af effekt på alt omkring dem. Vestkysten er den mest regnfulde del af New Zealand, og flere steder er der områder,
der får mere regn i løbet af et år end hele Australien tilsammen, det er faktisk således, at man der måler det årlige regnfald i meter og ikke
millimeter som vi kender det. Greymouth f.eks. får hvert år ca. 7 meter regn mens der på toppen af Franz Joseph gletsjeren falder intet midre
end 15 meter nedbør i form af henholdsvis sne og regn.

Men nok om vejret, selvom det dog er i forhold til Franz Joseph jeg vil fortsætte den lille fortælling om New Zealands smukke natur,
for ja denne blog vil sooner than later komme til at lyde som en fortælling fra en eventyrbog...

Franz Joseph it is right now though. For Franz Joseph var stedet hvor jeg tilbragte 8 timer på glacier hike og det var noget af det smukkeste jeg
længe har set. Franz Joseph gletsjeren er 10 km lang, og jeg nåede på mine 8 timer godt og vel 1,5 km op. Vi vandrede gennem små gange og i dybe
kløfter, der gennem tiden er blevet til i takt med at regnvandet er løbet ned af gletsjeren gennem snørklede gange, der har skabt den ene smukke
figur efter den anden i den tyrkis stribede is, mens den har skabt sin vej mod enden af dalen hvor smeltevandet til sidst ender ud i en flod så kold og
blå, at den mest af alt minder om et lille stykke sommer himmel er flyder henover de mange grå stykker klipper, som gletsjeren med sin massive
kraft har skåret af de høje bjerge der omgiver den, som en saks ville løbe gennem det blødeste silke og efterlader bjergene med de vildeste
klippeformationer. Vi vandrede så højt op på gletsjeren at vi kunne se ned over den dal, hvorfra vi var kommet, samt se hvordan sneen gennem flere
sæsoner havde skabt bølgelignede formationer i takt med at laviner opstod og med sin enorme trumle af nyfaldet sne var kommet skyllende ned af
gletsjeren som en tidevandsbølge der rammer stranden. For det havet og dets bølger mine tanker løb mod som jeg stod der i solskinnet og kiggede
ned over dette virvar af smukke formationer og farver der skrakte sig i alle shades of blue. så smukt var det, at jeg flere gange måtte stoppe op og
blinke en gang eller to med mine forbløffede øjne, da isen mest af alt lignede scener fra min barndoms fantasier.
Efter en lang og smuk dag i isens og vandets tegn nåede vi tilbage til Franz Joseph og fik vores store støvler af, mine støvler gemte på en lille
overraskelse jeg dog godt kunne have levet foruden, for da jeg fik hevet støvler og strømper af så mine to vabler for første gang dagens lys.
På størrelse med 2-krone og hudløse, da mine strømper synes de ville beholde det yderste lag som en lille souvenir, blev jeg dog enig med mig selvom,
at dette var en lav pris at betale for alt det jeg den dag havde oplevet. Om aftenen nød vi alle godt af de varme pools der lå overfor vores hostel,
mens vi nippede af en nedkølet NZ hvidvin. Mmmm what a day var da ogaå min sidste tanke da mit hovede ramte puden den aften. :)

Efter at have oplevet den kolde del af NZ ramte vi Queenstown, der er kendt som adrenalin capital of the world og lur mig om ikke man skulle være
noget på den anden side af et skarn, hvis ikke man skulle prøve noget aqf al det der adrenalin sjov, og lur mig om ikke jeg nu føler mig en smule bidt af det.
Det hele startede med The Nevis Bungy, som er 134 m og det højeste jump i NZ og jeg skal love for, at jeg mistede pusten med de 8 sekunders free fall
det indebar, men ikke desto mindre er det noget om end ikke DET fedeste jeg har prøvet længe. I samme åndedrag tog jeg da også en tur i
The Nevis Canyon Swing og det var som Kiwierne siger Sweet as, for hold nu kæft hvor var det ultra fedt at falde 70 meter og derefter svinge frem og
tilbage hen over det smukke landskab der strakte sig under mine fødder. Fy for en skefuld det var en oplevelse:)

Efter et par dage i QT gik turen mod Milford Sound der ligger i Fiordland National Park helt ude midt i ingenting og det er her, mennesket dødelighed og
ubetydelighed i forhold til den natur der omgiver os, for første gang rigtig er gået op for mig. Og JA jeg ved godt jeg har sagt det før, men alt hvad jeg
har set har på ingen måde skabt det samme væld af følelser i mig, som denne tur til hvad der i min verden (Ja Lotte MIN verden) var det smukkeste sted
på vores store planet og det er da ikke for sjov at den af mange er blevet kaldt verdens 8 vidunder. Det bliver er umulig opgave for mig at beskrive hvad
hvad jeg så, på en måde der vil være Milford Sound retfærdigt, meen derfor prøver jeg alligevel. For Fiordland NP er et kaos i ordets bedste beskrivelse.
Det strækker sig kilometer for kilometer med tårnhøje bjerge og klipper der rejser sig majestætisk mod himlen mens skyer leger omkring deres toppe og
skaber mystik og usikkerhed om bjergenes sne klædte tinbder, det er de store områder hvor høje gule græsser bøjer sig i brisen og små himmelblå
bække og kilder snor sig ned af bjergene og gennem bunden af de mange v og u formede dale. Der var områder med golde klipper der stak faretruende
og grå mod de bløde lamme skyer der snoede sig som rævens drillende og listige hale omkring deres højtragende tinder.
Hele dette scenarie omsluttede mig endnu før vi nåede tilvores destination. Efter at have kørt ad snoede veje gennem evigt grønne skove og langs
bjerge og kilder nåede vi til hvad det mest af alt lignede en dead end, og det var da det gik op for mig, at vi, for at nå Milford Sound, måtte krydse
gennem bjerget i intet mindre end 1,4 km totalt mørke. I disse få sekunders blackout vandrede mine malerskadede hjerneceller mod alverdens historier og
fortællinger, da jeg mest af alt følte mig som en opdagelsesrejsende på vej mod et ukendt land på den anden side uden ide om hvad der venter.
Og det var total målløshed der slog mig da vi nåede gennem bjerget, for da vi nåede den anden side strækte en kæmpe grøn skov sig on the valley floor,
mens sneklædte bjerge omsluttede hele dalen og solen skinnede gennem skyerne og legede på træernes toppe og bjergenes sider mens vandfald faldt fra
svimlende højder på klippesiderne. Netop her slog det mig at hvad mine øjne i dette sekund så var vildere og smukkere end noget jeg i mine vildeste
fantasier kunne forestille mig. Som vi begav os ad små kringlede veje blev jeg som person klar over hvor fuldstændig helt og aldeles ligegyldig
mennesket er i forhold til det store billede i virkeligheden er. For der i Milford Sound, hvor alt var fuldstændig urørt af mennesker og hvad vi kalder
civilisation, er der roligt og vildt, der er smukt og uvirkeligt og der er tale om kræfter der langt overgår alt hvad der har er og vil være menneskeskabt.
Vi så, ssom vi kørte hvordan laviner gennem vinteren havde skubbet hele bjersider og flyttet klippestykker på størrelse med huse flere hundrede meter.
Vi så hvordan forårets smelte vandt havde skåret sig vej gennem skoven og med sig taget træstammer og rodsystemer, der havde stået fast i
flere århundrede før de blev taget af flodernes kraft og vildskab og derefter efterladt som smeltevandet ophørte. Denne vildskab skræmte mig samtidig
med at den fik mikg til at smile, for aldrig har jeg da været gladere end det sekund det gik op for mig at vi med al vores ondskab, skyld, grådighed og
dårligdom intet kan stille op mod naturen der har bosat jorden, vi kalder vores ejendom, i længere tid end vi nogensinde kommer til. Og min glæde blev
omsluttet af den rolighed der omgav mig i form af de grønne mosklædte træer der strakte deres krogede grene op mod lyset, ind og ud mellem hinanden
så deres skygger lavede smukke figure på den skovbund der var omkring dem samt den lille vej hvorpå vi begav os gennem dette lille stykke paradis.

Da vi begav os fra MS igen var der vemod i mit hjerte, da jeg her følte, at jeg efterlod en lille del af mig selv. Jeg vil dog for evigt beholde et billede af
dette smukke sted i mit hjerte og jeg ved at dette er et sted hvor jeg igen vil sætte mine fødder. Hvis paradis er bare halvt så smukt som det syn
jeg har set er jeg ikke længere bange for at dø, for selvom man skal krydse den lange sorte tunnel er der på den anden side noget så smuk og uskyldsrent at intet vil kunne stoppe mig.

Jeg har nydt at rejse gennem NZ på egen hånd gennem de sidste tre en halv måned, men nu glæder jeg mig også til at se min kære broder igen, som jeg
netop nu er på vej tilbage til QT for at mødes med Jakes.

Peace out
Sabine