Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle derhjemme
Klokken 14.00 var det meningen vi skulle forlade KBH lufthavn og flyve i 6 timer mod Dubai. 14 blev så til 15, da hele Europas befolkning valgte at rejse samme dag, og 6 timer blev til 7, da hele Asiens befolkning valgte at lande i Dubai. Småting, vi var stadig ved godt humør, som dog endnu en gang blev sat på prøve da en times kø ventede i Dubais lufthavn. Klokken 1.40 tog vi så en taxa mod vores hotel, hvor vi blev taget vældig godt imod, ja man skulle ikke tro det 'kun' var et 3-stjernet hotel, hvad mon et 5-stjernet byder på?? Efter lidt hurtig udpakning faldt vi i søvn, og sov som to sten!
Næste dag, i dag skulle vi så ud at opleve noget! Efter et par forgæves forsøg med at få Rune op af sengen, og en halvpebret morgenmad tog vi en taxa mod Mall of The Emirates.. Puuuha for en omgang. Vi blev hurtigt enige om at det nok var det største shopping center vi nogensinde havde set. Her lå verdens største indendørs skiarena også lige. Dog var det stadig pænt organiseret, hvor man blandt andet delte butikkerne op i det der mest var til muslimer, og alle de andre DYRE butikker til dem fra vesten. Vi endte, efter at have faret vild et par gange, i en stor Carrefour butik, hvor vi hurtigt blev enige om at købe ind til aftensmad og morgenmad. At spise på hotellet ville vi ikke overleve økonomisk! Vi købte en pakke med shawarm brød, skinke, 2 store flasker vand, 5 stykker frugt, 2 colaer, 2 yoghurt og et baguette til i alt 40 kroner, eller 26 dirham som det hedder hernede.
Vi valgte at gå hjem fra centeret, hvilket var den anden mest uintelligente ting vi har gjort indtil videre. Vi tog en lille slapper på hotellet og tog så en taxa mod Burj Khaliffa, verdens højeste bygning. Vi fandt dog hurtigt ud af at vi havde taget en VIP taxa, som dog også var meget fin, men som dog kostede en del mere. Vi blev sat af, og skulle så finde tårnet. Her var vi 'nødt' til at gå gennem endnu et shoppingcenter som mindst var på samme størrelse. Her så vi et kæmpe akvarium inden vi kom ud. På den anden side af centeret lå tårnet på højre side, en anden skyskraber på venstre side, og i midten Dubai Fountains, som er et koloenormt springvand som skulle være fantastisk om aftnen.
Nu var meningen at vi skulle til den gamle bydel, Bastakia Quarter, hvilket en meget forvirrende taxachauffør fortalte os var lukket, men han ville hellere end gerne køre os et andet 'meget bedre' sted hen, som lå tre gange så langt væk. De har forstand på forretning hernede må man sige ;) Vi tog i stedet hjem til vores hotel, hvor vi i skrivende stund sidder på, spiser m&m's og ser amerikanske film med arabiske undertekster. Selvom de er muslimer hernede, er byen og alle folk præget utrolig meget af den vestlige kultur, hvilket er meget sjovt at se. Store, fede monsterbiler overalt, arabere med guldsolbriller, mens de stadig forlanger at deres koner har burka på, og så i den her varme (33 grader).
I morgen har vi planlagt en tur i ørkenen, hvor vi skal køre i jeep, ride på kameler, danse mavedans og hvad der ellers hører til. Derfor går vi tidligt i seng i aften, hvilket passer os fint… Dubai er ikke lige byen du går ud og får en øl eller to ;)
Vi snakkes ved
Glade og varme hilsner
Rune og Esben
- comments
Susanne Kjerrumgaard Lyder som om I hygger jer helt vildt meget. Spændende tur i morgen :-) Knus mor og far
Ole Rahbek Så fandt vi endelig jeres blok. Vi havde skrevet Rune og Esben down under. Først da vi fik ordet going med, så skete der nogt. Det lyder som om I i Dubai har fået en god start på turen. Rigtig god tur i ørkenen i dag. Farmor og farfar
Søren Hej Drenge. Dejligt at læse jeres første indlæg... Vi venter spændt på mere nyt og flere billeder... :-) Tue, Signe, Christina og Søren