Tongariro Crossing

10/1

Back to Taupo

Vi startede tidligt om morgenen med at køre mod Taupo dette er også en lang vej fra Wellington og ville tage det meste af dagen, egentligt gjorde det ikke så meget, for det øs regnede. Turen varede ca. 8 timer før vi kom frem.

Det sjove er når man rejser som backpacker, møder man rigtig mange af de samme mennesker hele vejem rundt, så jeg mødte en masse af vennerne igen, hvilket altid er utroligt sjovt og en masse historier bliver fortalt og et par øl, hvilket passer perfekt ind i en regnvejrsdag.

Da det øsregnede var der ikke synderligt meget at lave i Taupo, jeg forberedte mig derfor også på Tongariro Crossing, det er helt bestemt et must-do kiwierne (New Zealanderne) siger, at man ikke har besøgt New Zealand uden at have taget den tur.

Tongariro Crossing er meget kendt og går gennem en national park, selve crossingen er også kendt for Ringenes herre, Mount Doom.

Turen tager flere timer og man skal pakke til alt slags vejr, vind, regn, sol og sne. Man skal også have mad og vand til en dag i bagende sol, tror min rygsæk vejede 6 -7 kilo da jeg havde pakket den.

11/1 Tongariro Crossing

Jeg blev samlet op sammen med en mindre gruppe fra vores bus, kl 5.30 om morgenen, virkelig tidligt. Man skulle have en bus derud der tog ca. en time. Vi ankommer meget tidligt, bliver sat af bussen og givet et kort. Første skilt vi ser viser Tongariro-Crossingen 7t 30 min Hours walk.

Om morgenen er vejret skyet og virkelig koldt, så jeg bliver nød til at have min skijakke på, efter vi har gået ca. 2 timer er vejret blevet så varmt at jeg nu går i t-shirt. Og ca. 10.30 ankommer vi til et "stop" Det er ikke rigtig et rigtig stop for man har et tidsramme man skal holde sig indenfor. Den sidste bus fra national parken går tilbage kl 16.30. efter stoppet 10.30 kommer der er skilt, hvor der står med store bogstaver Devils stair case: vend om hvis du er ved at være træt eller på anden måde ikke føler dig i stand til at tage ruten, begynd abselut ikke på at bestige Mount Doom uden du er ekstremt fit og øvet klatre.

jeg må indrømme at Devils stair case levede fuldt op til navnet, ekstremt hårdt, det var trapper der gik opad i 1 time og 30 min. For enden af Devils Stair case, ligger begyndelsen af Mount Doom, man kan vælge at tage den eller at gå videre mod opsamlingen stadig 4 timer og hvis man vil op på toppen af mount doom skal man regne med 3 timer, jeg tog turen opad, vildt den var hård og farlig for der var ofte klippestykker der faldt ned meter fra dig, man skulle virkelig holde øje opad når man klatrede, vulkanen er ca. 2300 meter højt og jeg vil gætte vi var oppe efter 1 time og 45 minutter. Det gav en udsigt der var helt fantastisk, har de flotteste billeder deroppe fra, man kunne virkelig se "så langt øjet rækker" og vi var så heldige med vejret, skyfrit og klart. Der var også sne på toppen, og krateret var virkeligt stort og dybt. Helt utroligt at se dette, Dette super sjove var også nedstigningen af bjerget den tog ca. 20 minutter, man kunne løbe ned, eneste man lige skulle holde øje med at faldende klippestykker.

Vi kom til bussen kl 16.00 og jeg må igen indrømme af mine ben var fuldstændig trætte og jeg var abselut ikke meget værd, det var den længste tur jeg nogensinde har gået i et hug.

Efter aftensmad faldt jeg direkte i søvn.

12/1 og 13/1

Tilbage til Auckland

Jeg besøgte mit kursussted/skole og alle de gamle venner utroligt sjovt at se alle sammen igen. De holdte en fest for alle elever og jeg blev inviteret fordi jeg havde været elev. Utroligt sjovt, men et var en torsdag og alle sammen skulle i skole fredag, så det blev en kort aften.

Ellers mødte jeg et par af mine veninder fra tidligere og vi have havde en super god aften i Skytower hvor man kan se hele byen og havnen, utrolig god udsigt. Samtidig nød vi en god buffet, med masser af godmad fra havet. Jeg har også lagt mærke til muslinger hernede er grønne, hvor de i Danmark er blå.