Hej blog.

Jeg er nu kommet hjem, efter en tre-dagstur til en af verdens dybeste kløfter, samt opholdssted for Incaer og verdens største fugl: "andeskondoreren". Efter at have blevet hentet af vores guide kl. 3:30 om natten, kørte vi sammen med 7 unge, i 4 timer, indtil vi stoppede ved en udkigspost, hvor vi kunne  Andeskondorer. Jeg så dog ikke så mange, da jeg stadig havde det meget skidt, og derfor kun spottede efter dem, når jeg følte mig nogenlunde frisk. De få jeg så (hvilket vil sige 20-30 stykker) havde alle et vingefang på de ca. 3 meter. De svævede lette og elegante frem og tilbage i kløften, med deres skindende brune farver. Nogen var sorte og hvide istedet for. Vores guide fortalte os, at grunden til det var, at at de skifte farve, når de bliver over 20 år. Da Andeskondorer kan leve i 70 år uden hjælp fra mennesker, vil det altså sige, at der også var en del af dem. Vi kørte bagefter videre et stykke, inden vi skulle gå ned i gryden, som kløften lignede. Inden vi gik skulle jeg dog lige på Ban´jo (toilet), da jeg havde forfærdeligt ondt i maven igen. Alle 11 der skulle på tur, præsenterede lige sig selv: 3 fra USA, 2 var venner, en var på tur for at se om hans skoleklasse kunne klare samme tur, en hollænder der rejste alene, en peruvianer der rejste alene samt to englændere, der begge rejste alene, og hvor begge hed Jamie. 

På vejen ned gik vi langs en bjergeside, der mest af alt lignede et sted man ikke burde gå, da bjergsiden nogen gange gik lodret op. Det var både et smukt syn, men også et goldt syn. Guiden fortalte lige lides,
at der på den anden bjergside ville være frodigt, simpelthen fordi, der
var fladt nok til, at træer kunn vokse. Det kunne det ellers ikke på den side, vi gik den dag, de første 3 timer. Undervejs blev vi overhælet af både turister og mulddyr, specielt mulddyr var der mange af. Guiden
forklarede, at det var på grund af, at det var den bedste måde at trans-porter varer ned til den lille landsby hvor vi skulle overnatte, da der simpelt nok, ikke var nogen vej bred nok til biler derned. Man skulle
også krydse en bro, da stien fortsatte på den anden og efter sigende, mere frodige kløftvæg. Broen svajede rundt så det føltes som om man var i de skøre hus i Tivoli, hvor jorden bevæger sig under én. Da vi var kommet til den anden side, var der rigtigt nok meget mere frodigt, med mange flere kaktuser end et par enkelte hist og pist som før. Der var end-da decideret skov! Der løb også en lille vandkanal ved siden af os, hvilket var med til at sprede noget godt humør. Om aftene snakkede vi med de andre til sent om aftene, jeg besøgte toilettet en del gange, og ellers hyggede vi os allesammen.

Næste dag gik vi nede i bunden af kløften langs floden der løb i bunden, et lille smut op og gennem to små byer der lå så tætte på hinanden og var så små, at byerne havde den fælles skole, mens den anden havde en fælles kirke. Efter de to byer var der en fodboldbane, hvilket var det fælles fodbold-stadion, også selvom det mest lignede en slette med to mål ud af træ. Vi gik videre i det der lignede en jungel, indtil vores næste sted, hvor vi skulle sove. Der havde vi pools og mange vandrestier, så vi gik os et par ture rundt på pladsen, sammen med en af Jamierne. Vi fik atter engang spist og snakket og hygget hele aftenen, og jeg fik besøgt toilettet en del.

Næste dag stod vi op kl. 03 om natten, og da det  gik vi udelukkende opad, og var derfor den hårdeste dag. Vi gik i tusmørke i et par timer, inden solen stodop, og vi ikke behøvedes lommelygter for at se stien. Da vi kom op kom vi op til en lille by, hvor guide selv sagde han boede i. Der spiste vi morgenmad, og fik en ny guide, der skulle følge os videretil de næste par stop, på vejen hjem. Vi så dog kun halvdelen afvde ting vi ksulle, da alle hellere ville fortsætte, og komme tidligere hjem. For eksempel på det højeste punkt i Colca Canyon. Der var isbokke på toppen, så bare det vi kunne se ud af vinduet, trak al lysten ud af os. Vi kørte også forbi en går med lamaer og lignende, men kun et par få orkede sig ud af bussen, så det blev et kort stop. Vi kom derfor hjem en time før vi skulle, så vi havde rigelig med tiden at gå rundt i den Arequipa, og finde noget mad. Næste aften var der ikke nogen fest, men ifølge en fra vores hotel, var det fordi, de varmede op til de næste par dage, hvor vi ville være der imorgen, den næste aften. Det var alt nævneværdigt at fortælle om Colca Canyon. Vi ses.
-Rasmusthecool