Profile
Blog
Photos
Videos
Endelig ankom vi til endnu en trekkingtur - Yes!
Som vi skrev i det tidligere blogindlæg tog vi en VIP luxury natbus til Mae Sot. Dette var en bustur på omkring 5 timer og hidtil den mest behagelige bus vi har været transporteret med. Masser af benplads, gode sæder, tæpper og en lille fin madpakke ved midnatstid.
Da vi ankom tidlig morgen til Mae Sot var vi alle meget trætte. Vi var kommet afsted med en danskergruppe pånær to svenskere. Gruppen bestod af et venindepar, et par kammerater, en enkelt dreng og et svensk par. Så vi var meget blandet, men kom hurtigt rigtig godt ud af det med hinanden.
Vi blev hentet af en stor tuk tuk og blev transporteret fra buscentralen og hjem til Mr. T, som havde været med til at arrangere turen. I hans hjem kunne vi få nogle timers søvn inden turen skulle gå til Umphang, hvor trekkingen for alvor skulle gå i gang.
Da vi vågnede igen hos Mr. T fik vi en smule morgenmad og blev dernæst transporteret i endnu en stor tuk tuk til Umphang. Undervejs lagde vi vejen forbi et lille hyggeligt marked ved grænsen til Burma. Her så vi grænseovergangen og kiggede lidt på ting og sager. Herfra kørte vi videre til næste viapunkt, et stort vandfald som selvfølgelig også skulle udforskes. Vi kravlede derfor rundt og udforskede og fik efterfølgende lidt frokost.
Efter dette visit tog vi et langt træk hele vejen til Umphang. Turen tog i alt 7 timer, så vi var meget ømme, eftersom en tuk tuk absolut ikke er et behageligt transportmiddel. Derudover havde vi fået en blindpassager med, nemlig en lille grå mus. Så den løb i mellem benene på os, hvilket i sig selv var en udfordring.
Endelig ankom vi til Trekker Hill. Her skulle vi overnatte den ene aften inden jungleturen for alvor skulle begynde. Vi fik derfor en god gang aftensmad og efterfølgende nogle øller inden tiden sagde sengetid. Sengene var ikke ligefrem behagelige, men vi skulle senere finde ud af, at dette var det bedste vi ville se i noget tid.
Næste morgen fik vi morgenmad og blev derefter transporteres ned til vandet hvorfra vi skulle rafte. Det gjorde vi i nogle timer, hvilket absolut ikke var vildt grundet årstiden. Vandet var nemlig meget lavt og bølgerne få. Men det var en rigtig hyggelig og flot tur rundt på vandet. I løbet af bådturen holdte vi et stop, hvor vi fik lidt frokost for dernæst at forsætte til nattens Camp.
Da bådturen var færdig skulle vi til fods bevæge os ind i junglen. Junglen var utrolig tør og nogle træer havde endda selvantændt. Det var flot, men også en rigtig hård tur rundt i junglen, cirka 12 km.
Endelig så vi skiltet: Camp!
Her skulle vi bo en nat og vi fik aftensmad, øller og endnu mere hygge oven i hatten.
Her sov vi i et lille 2 personers telt midt ude i ingenting, kun i selvskab med hinanden og overdrevent mange fluer, hvepse og diverse kryb. Virkelig en udfordring, men vi holdte ud.
Næste morgen skulle vi igen på trekking. Først gik vi til Sydøstasiens største vandfald og fik en dukkert i det kolde vand. Og Rasmus var så cool, at han turde hoppe ud fra 6-7 meter højt vandfald - han er altså lidt sej!
Herefter skulle vi bevæge os videre ind i junglen. Vi gik igen længe og hen på eftermiddagen ankom vi til vores næste Camp. En lille lokal landsby, simpelthen det hyggeligste sted. Her sov vi alle i hytte uden døre, åbent ud til naturen kun beskyttet af et tyndt myggenet. Vi havde igen en rigtig hyggelig aften sammen med gruppen og vores guide Um.
Her bliver så tidligt mørkt og alt energi var opbrugt, så vi gik tidligt i seng.
Morgenen efter vågnede vi op til en god gang morgenmad. Pludselig travede 5 elefanter ind i landsbyen. De skulle transportere os tilbage igennem junglen, tilbage til Trekker Hill. En kæmpe oplevelse at opleve sådan et kæmpe dyr på så tæt hånd. Vi sad på elefanten Mudi i cirka 3 timer. Ikke ligefrem behageligt, men smerten i både ryg, lår og arme blev gemt væk bag det kæmpe store smil.
Da vi ankom tilbage til Trekker Hill skulle vi med den samme store tuk tuk tilbage til Mae Sot. Her havde vi en enkelt nat hos Mr. T inden rejsen gik videre.
Næste morgen blev vi sendt godt afsted med en bus imod Chiang Mai. Her befinder vi os nu og har det helt fantastisk. Vi har oplevet meget mere end vi nogensinde kunne have drømt om og glæder os til det sidste stykke af rejsen.
Vi savner jer og glæder os til at se jer!
Kæmpe kram og smil
Rasmus og Louise
- comments
Inge Jensen Ja men dog Rasmus du er modig, men du har sikkert nydt det. Kan i snart rumme mere i jeres hoveder, men hvor er det dejligt for jer. Vi glæder os til at se jer igen, nyd nu den sidste tid. Mange knus til jer begge to Bedstemor
Farmor og Bjørn Hej Louise og Rasmus. Det lyder rigtig spændende det I oplever. Her på Gran Canaria er det ikke så fint vejr, det blæser en del og er køligt morgen og aften, så vi skal have varmt tøj på. I dag næsten stormer det, de små færger er indstillet. Hav fortsat en god tur, vi er hjemme i Vissenbjerg igen den 12.4.. Mange hilsner fra Farmor og Bjørn