Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen,
Så er jeg tilbage på kontoret i Bangkok, og prøver at få styr på alle noterne. Er ikke længe siden jeg skrev sidst, men har oplevet meget, så
Jeg havde en helt fantastisk dag i fredags, hvor jeg var på den store Angkor Wat tur. Jeg havde, som jeg skrev sidst, været ude og købe billetten aftenen før, og jeg gik tidligt i seng om aftenen. Dagen startede så kl. 4:30, hvor jeg stod op, hoppede i tøjet, smed tasken på ryggen, stirrede på porten i 2 minutter inden jeg opdagede at den ikke var låst - og så hoppede jeg på cyklen og afsted. Jeg startede ved den mest berømte, selve Angkor Wat. Det gjorde alle de andre også, og vi stod samlet, og kæmpede for en god plads, i en lille time mens vi ventede og håbede på fantastiske solopgangsbilleder. Men det var alt for overskyet, så da det blev lyst nok gik de fleste i stedet videre ind for at se sig omkring. Efter Angkor Wat var det på cyklen igen, og her var planen at cykle 'mod strømmen', den modsatte vej af den mest brugte rute. Det lykkedes også at være blandt de første som besøgte et par af de næste jeg nåede til, de løb omkring 3-5 km cykeltur derfra. Her blandt andet de berømte templer som er delvist overtaget af naturen igen, helt fantastisk med de kæmpestore træer som vokser henover murene, man undres lidt over de har været efterladt så længe i tidens løb. Jeg fortsatte rundt på ruten, var som regel et temple, stort eller småt, for hver 2 km på turen, og jeg besluttede at stoppe ved alle. Jeg var også et skønt afstik på mountain-bike'n ind gennem junglen på en jordvej, og fandt et lille meget sammenfaldet temple som jeg havde næsten for mig selv, de tre andre boede vidst i et lille hus ved siden af, en af dem var optaget af at håndmale t-shirts helt fantastisk flot, fortryder næsten jeg ikke købte en. På vejen herfra fik jeg tanket lidt op med friske ananas-stykker på træpind til 3 kr (kunne lige hænge på styret mens jeg cyklede). Så stod den på Angkor Thom, som er det største område, her er bl.a. den tredie af de mest kendte: Bayon, som er den med den mange store ansigter. Her stod den også på frokost, og efter at blive jagtet lidt af en løbende dame med et menukort, lod jeg mig overtale til at følge med hende. Efter at have været igang omkring 7 timer på dette tidspunkt, kunne jeg fortære en af de store potioner af stegte ris med rejer noget nemmere end normalt.
På det tidspunkt var jeg egentlig allerede igennem den lille rute, som var anbefalet til 1-dags ture. Så jeg besluttede at så kunne jeg jo bare fortsætte med at tage turen rundt på den længere rute også. Her var flere og flere og flere templer. På et tidspunkt bliver man måske lidt mæt af dem og lidt træt, men jeg var opsat på at kigge mig godt omkring ved dem alle. Ved et par af de mindre, og mindre turist-besøgte, kunne jeg blive på cyklen og køre en tur rundt om, og være tilfreds med det (mountain-biking er da meget sjovt, kunne være man skulle tage det op engang).
Det blev selvfølgelig også mere og mere hårdt at komme op på cyklen og op af alle de generelt ret stejle trapper på templerne, men jeg nåede turen rundt og tilbage til Angkor Wat, hvor jeg lige ville have et kig mere. Her var jeg til gengæld helt flad, og måtte på skammeligste vis have cyklen med mig i en tuktuk de 5-6 km ind til byen, lidt pinligt var det, men efter 12 timers hård, men fantastisk, tur, synes jeg det var okay.
Det var et helt fantastisk sted at opleve. Meget af det er som man kan se overbevokset, faldet sammen, og generelt er overfladerne slidte af tidens vind og vejr. Det gør dels af man selv må forestille sig noget af, og dels at en tur på museet kan være fint hvis man vil se og lære om detajlerne i de fine udsmykninger der har været som nu er sværere at se. Jeg synes nu noget af det mest fantastiske netop er at se hvordan naturen har taget over, samt også at se at de her templer som har 800-1100 år bag sig stadig står bemærkelsesværdigt flot, og mange detaljer stadig kan ses.
Jeg synes også de var en fed måde at få set det på, med en dag på cyklen. Jeg kom måske lidt hurtigt igennem noget af, for ville jo nå så meget som muligt, men synes stadig jeg fik oplevet det. En anden mulighed, hvor man måske havde bedre tid, ville det nok være en god ide med en guide, som kan fortælle historien og udpeje og forklare de bedste detaljer.
Efter den lange dag var det et stort øjeblik da det lykkedes mig at holde mig vågen til kl 21:30. Lørdag brugte jeg på at lære lidt på museet om Angkor Wat, få en tiltrængt massage samt en tur i en pool. Kan godt se hvorfor det kan anbefales at sprede sightseeing'en ud over mere end en dag :-).
Søndag, var så ren rejsedag. Jeg var nødt til at tage en tidligt minibus da de andre var fulde, så jeg fik tid til at sidde på en fancy cafe og forkæle mig selv lidt (igen…). Om aftenen var det så tid til en fin lille flyvetur, og det var også dejligt at komme 'hjem' til basen, og kunne pakke rigtigt ud igen.
Her ligner vejrudsigten at vi er ved at være godt på vej mod regnsæsonen, det ligner at det skal regne hver dag de næste 7 dage. Men det er nok mest på bygeform, og hjælper desværre kun på temperaturen kort tid af gangen. Men regnslaget og paraplyen er fast inventar i tasken.
Mange hilserner herfra, jeg håber i allesammen har det godt!
/Peter
- comments