Vores sidste dag i Ubud har næsten været en af de bedste. Vi vågnede kl 07.30, fordi vi skulle på cykeltur med en guide rundt omkring. Egentlig vidste vi ikke helt hvad vi havde meldt os på, men syntes bare at det var godt med lidt motion, også var det den eneste guidet tur som ikke gik forbi kaffe farmen som vi var på sidst. Det startede hyggeligt ud med at vi mødte nogle Australier i bilen på vej til toppen af det bjerg vi skulle cykle fra. Men da de stoppede på midtvejen kunne vi med det samme se at det sted havde vi været før. Ja vi skulle ind på kaffe farmen! Det var ikke fordi at det ikke var en nogenlunde spændende oplevelse sidst, men ham manden/drengen som vidste os rundt for nogle dage siden, havde bare været så irreterende, træls og alt for smart at vi slet ikke kunne overskue at skulle møde ham igen. For da vi mødte ham første gang var vi lige kommet fra trekking på vulkanen, og var helt smadret efter at have været i gang i 10 timer. Og det eneste han kunne tale om var sig selv og damer.
Når, men vi kommer ind på kaffe farmen og selvfølgelig er det ham der tager imod os igen, men vi smører bare et smil på og siger hej (mens at vi selvfølgelig går og irretere os over alt han siger, plus at vi egentligt synes at det er ret så komisk at vi kun havde valgt denne tur for at slippe for ham) når men vi skulle heldigvis videre, også var næste stop en lækker resteurant på toppen af et bjerg, med udsigt til den vulkan vi besteg for blot nogle dage siden. Morgenmaden var åbenbart inkluderet i turen, så selvom vi havde spist hjemmefra måtte vi jo lige spise igen. Så efter det blev vi hurtigt enige om at det alligevel var meget dejligt at vi valgte denne tur. Vi blev vist ud til vores cykler, og fik hjelm, vand osv. udleveret. Da vi står ved vores cykler kommer der pludselig en familie væltende ud af en bil, smilende og tager billeder af Pernille og Mia, og inden nogle af os ved af det står Mia til den helt store fotografering med en baby på armen. Smilende får hele den balinesiske familie taget billeder af Mia og baby, også er det ellers de lidt ældre fra familien der stiller op til foto med os begge bagefter. Efter den mærkelig og lidt sjove episode begynder den længe ventede cykeltur så endelig. Der er ikke meget motion at hente, da det for det meste af tiden bare går ned ad, vi når ikke så langt før at vi må have et lille stop. En dame fra Argentina som cykler i vores gruppe er direkte kørt i en grøft, og fløjet over cykelstyret. Hun var helt uskat, men vi kunne ikke lade være med at grine når hun ikke så det, for det så virkelig komisk ud. Problemet var at hun hele tiden ville tage billeder mens hun cyklede, og det er måske lidt halv farligt når vejen er fyldt med huller. Vi bevægede os længere væk fra det vi kendte, og ind i en masse små byer. Her var det helt øde for turister, og kun de lokale var til at kende i by billedet. Det var her at vores tur gik hen og blev det fedeste. Vi stødte på en masse lokale, og især børnene var de sødeste. Hver gang vi kørte igennem en lille landsby råbte alle børnene hallo efter en, og man blev helt glad hver gang. Vi cyklede i lidt over fire timer, og nåede også forbi Balis ældste tempel som var mere end 9 århundrede gammel. Vi fik lov at komme ind i en balinesisk families hjem, og der fik vi fortalt at de normalt boede tre generationer sammen. Hele turen var en stor succes, og vi fik endda lov at kører indimellem alle de mange rismarker. Det hele var enormt flot, og vi sluttede da også af et godt sted. En resturante med stor buffet, pool og smuk udsigt. Også var vi eller bare velkommen til at hygge os og gøre hvad vi ville. Men efter at have spist kørte vi dog hjem til hotellet, da vi havde et fly til Sydney vi skulle nå.
Idag kl 07.45 er vi så landet, og sidder nu på vores hostel og venter på at få vores værelse.