Turen gaar til Taupo :)

Mandag d. 10. maj bookede vi Skydive paa koereturen til Taupo. s***! Altsaa ret uvirkeligt at betale penge for at skulle hoppe ud fra et fly. Meget spontan beslutning!

Ankom til Taupo ved 16-tiden - New Zealands stoerste soe ("Er alt det der en soe!!??"), parkerede Bo, koebte en cheeseburger og satte os paa en baenk ved soebredden og skuede ud over vandet. Har aldrig set noget lignende. Kunne stadig ikke fatte at det var een soe - den var kaempe kaempestor!!! Lignede naermere et meget stort hav. Tog et smut forbi et lookout, hvor man bedre kunne faa et overblik over soeen (som dog stadig lignede et meget stort hav), og solnedgangen farvede hele omraadet, bjergene, byen og soeen helt lyseroed. Woooooooow, som japanerne ville sige. Photo photo! Saa koerte vi ned forbi Taupo Airport, og et lille stykke videre, holdt ind til siden ved et stort graesareal med adgang til stranden, parkerede Bo og lavede mad i moerket da solen pludselig gik meget hurtigt ned. Fik dog et par rimeligt fede billeder af solnedgangen! Spiste ris og broccoli i bilen, og det var mega koldt den aften, naermere frostgrader end plusgrader, paa trods af at solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen. Pakkede os godt ind og gik i seng, stadig ikke helt spaendte paa tirsdagens udfoldelser. Men bare vent....

Tirsdag d. 11. var dagen for Skydiiiiive - alternativ altitudisk adspredelse. Vaagnede op til pis'koldt og meget friskt efteraarsbad, og Trines viking viste sig, saa hun tog et morgenbad i Lake Taupo (er stadig meget stolt), vaskede haar og skraemte et par aender vaek med hyl og skrig. Var fisme koldt! Kunne ikke maerke sine foedder da hun kom op til Lea, som havde gemt sig vaek i Bo fordi hun var ved at blive lidt syg, det bette pus. Men havde da rent haar. Begge to. Spiste morgenmad og koerte saa hen til Taupo Airport (maaske verdens mindste?), hvor Skydive centeret var. Skrev under paa nogle papirer ("Hvis I doer saa kan I ikke sagsoege os") og saa kunne vi ellers bare vente. I stilhed. YIKES! 15'000 feet, hvor meget er det i kilometer?? 4.57 km. Blev kaldt over hoejtaleren, blev vejet, puttet i laekker roed heldragt og seletoej, fik hjelm paa og blev introduceret til vores tandem-person (som bliver spaendt paa ryggen af en) og vores kameraperson.Blev herefter gelejdet ud i det lillebitte fly, 15 personer i alt (5 doedsensskraemte backpackere, 5 tandem-personer og 5 kameramaend). Pyha. Sad godt klemt sammen i flyet, toef toef toef og naalen paa altitude maaleren bevaegede sig stoet op imod de 15'000 feet. Hvad fan er det vi har sagt ja til!?! Da vi naaede 12'000 feet opfangede Trines tandem-person at hun var meget nervoes, og synes derfor det var mega sjovt lige at sige... "BOEH"! saa hun begyndte at graede og det er selvfoelgelig med paa videoen. Tak for lort. Leas tandem-person var meget soedere og var helt flov paa sin kollegas vegne.. Fy for helvede for en humor?! Saa kom tiden til at hoppe ud, Trine var 3. og Lea var sidst, og vi skulle heldigvis ikke rigtig goere noget selv, andet end at moeffe lidt og smile skraemt til kameraet - saa kravlede kamera-personen ud paa siden af flyet, tog lidt billeder og hoppede, og saa blev man naermest skubbet ud af flyet med tandem-personen spaendt godt fast paa sin ryg. Har aldrig skreget saa meget!

Lea fik glaeden af at se alle de andre hoppe ud og forsvinde ned mod jorden med 200 km/t, foer hun selv blev skubbet ud og kunne opleve det frie fald i ca. 70 sekunder. Som altsaa foeles som utroligt lang tid! Blafrende kinder og vind i hjelmen! Med kamera-personen haengende foran sig, grinende og knipsende, og saa folder faldskaermen sig pludselig ud, man svaever og kamera-person fortsaetter med 200 km/t mod jorden, hvor hans/hendes faldskaerm folder sig ud laengere nede. Saa blev alting pludselig meget stille, eneste lyd var ens eget aandedraet og faldskaermen der sagde "schwusss schwuss..." Det var saaaa smukt, og man kunne se fra det vestligste til det oestligste punkt paa Nordoeen, og Lake Taupo, der endelig lignede en soe (!), straekke sig ud under ens foedder. Meget uvirkeligt! Hele udspringet varede ikke mere end 5 minutter, og da vi landede paa jorden, Trine foerst og Lea sidst, var det ligesom det ikke rigtig var sket... Helt hoeje og med vaklende knae gik vi ind og saa videoen der var blevet optaget og klippet sammen, og saa var det hele pludseligt overstaaet. Og man er en oplevelse rigere! Var meget stolte af os selv. Fed start paa dagen :D

Herefter gik turen mod Wellington, hvor vi dagen efter skulle med faergen over Cook Strait til Sydoeen, og fortsaette videre til Christchurch. Brugte dagen paa at koere og kom igennem et fantastisk flot landskab med hoeje sneklaedte bjerge og oede sletter, millioner af faar (der er 39 mio. faar paa NZ - fact!), og ikke saa meget andet. Fandt et sted at sove efter vi havde spist aftensmad og Lea havde vasket haar paa McDonalds (Backpackerlivet involverer noglegange nogle ekstreme situationer!). Sov 20:40 ca. Puhhha, laangt over vores sengetid!