KUN 12 dage til jeg skal hjem!

Er i Cairns efter den fedeste whistundaytur.

Vi sejlede ud fra Airlie Beach d. 11. marts og jeg var saa traet efter mange dages fest at jeg faldt om kuld i min koeje kort efter briefing. saa sov jeg 12 timer og vaagnede op frisk og veludhvilet naeste dag, og de fleste andre paa baaden synes jeg var sindsyg eftersom baaden havde vugget hele natten og alle andre havde haft svaert ved at sove. Jeg har aldrig haft svaert ved at sove paa transportmidler, fly, busser, biler, baade... nej, jeg sov skam som en lille baby paa den baad.

Den foerste dag paa revet kom vi til whithaven beach, der er en flere kilometer lang sandstrand, kridhvid og med fuldstaendig azurblaat vand. Sandet er saa fint at skipper raadede os til at lade vores kameraer blive paa baaden, da det let kommer ind i revner og spraekker og kan oedelaegge elektronik paa et splitsekund. Men man skulle jo lige have et par billeder alligevel...

Vi sejlede videre og vejret var fedt. Smurte mig naesten konstant med faktor 30, men solen er temmelig staerk paa havet og mange blev solskoldede alligevel.

Lagde til ved en lille bugt, der godt kunne ligne noget fra Pirates of the Carribean, og mener faktisk at en af dykkerinstruktoererne fortalte at en del var blevet filmet ved whitsundays. Efter et par timers solbadning ville jeg baere mine ting tilbage til kabinen og gik langs kanten af baaden med henholdsvis sarong, kamera, solcreme og telefon i favnen. Paa et splitsekund faldt min telefon ud af mine arme, ramte baadkanten og faldt i havet. Cirka fem sekunder efter (da jeg havde sagt 'fuuuuuck, this did not just happen!' cirka 60 gange) gik det op for mig hvor lidt den egentlig betoed for mig, og selvom jeg sad med hovedet i haenderne noget tid efter var det altsaa ikke noget jeg graed over. Skipper brugte mange daarlige jokes paa at sige at de havde fundet min tlf og at det var en haj der havde den nu. Det grinede jeg sjovt nok ikke af.

Vi trak i snorkeludstyr og nogen fik deres foerste scubadive.

Jeg holdt mig dog til snorkling og sammen med engelske Claire toeffede vi rundt mellem koralerne i naesten en time. Det var fantastisk. Lilla, blaa og orange koraler aabnede og lukkede sig lige under os og stribede fisk svoemmede saa taet paa at man naesten kunne roere dem! Der var nogle store, bla fisk som glimtede i alle regnbuens farver og sma, selvlysende gule og orange fisk der gemte sig mellem koralerne. Det var meget smukt, desvaerre var sigtbarheden ikke den bedste saa naar man kom ud paa det dybe vand kunne man ikke se en pind, og det var ret skraemmende.

Vores scubadive blev udsat til naeste dag, da det var blevet sent og vi brugte aftenen paa baaden paa at kigge paa stjerner og blev meget gode venner med en masse soede folk fra Bond University, der var paa ferie fra studiet.

Naeste dag fik jeg mit scubadive, men selvom det var fedt at traekke i froemandstoej og blive hoej paa oxygen var det lidt af en skuffelse fordi sigtbarheden stadig var lort.

En anden ting var, at vi ikke kom ud paa det ydre rev da cyklonadvarsler stadig haergede paa great barrier reef og vi maatte paent sejle tilbage den vej vi kom fra. Holdt til ved en lille, turistet oe og brugte dagen paa at spise is og svoemme i deres lagune.

Da vi lagde ud derfra trak det op til uvejr og paa en halv time var boelgerne flere meter hoeje. Saa brugte vi godt halvanden time paa at klamre os til hinanden og aede soesygepiller, mens to drenge fra baaden kastede op udover raellingen og jeg af alle kraefter forsoegte at holde frokost og is i mig. Heldigvis fandt vi en nogenlunde stille bugt at laegge til i og resten af aftenen tog vi det meget stille og roligt. Meget forstaaeligt at der ikke blev drukket saa meget paa den tur - toemmermaend og kvalme kommer helt af sig selv i uvejr paa revet, ogsaa uden alkohol.

Sidste dag brugte vi igen paa whithaven beach og paa at slappe af paa baaden. Det var et dejligt selskab vi var, og jeg noed hvert eneste oejeblik med de mennesker. Da vi lagde til i Airlie var det saert at skilles fra dem efter 3 saa intense dage, men vi moedtes dog igen om aftenen for at sige ordentligt farvel.

soendag d. 15. var min sidste dag i Airlie Beach og brugte den sammen med to australske gutter jeg har moedt, Steve og Dave, der er fra Melbourne og ret saa skoere. De har taget pause fra deres studier i et halvt aar for at komme til airlie og arbejde og have det sjovt, men det er jo ogsaa let nok naar man bor i et saa fedt land.

Efter jeg moedte dem, efter min baadtur paa revet og naar jeg taenker tilbage paa de sidste mange maaneders rejse, har jeg ikke hjemve laengere. Jeg glaeder mig selvfoelgelig til at komme hjem, men tanken om at forlade australien er lettere heartbreaking, fordi jeg er faldet saa godt til her. Jeg er meget opsat paa at komme tilbage og bo her i laengere tid og blive ved med at moede fantastiske mennesker og catche op med de venskaber jeg har faaet hernede.

Nu er jeg i Cairns og her er ikke saa meget at lave. Venter paa mit Cape Tribulation trip, som skal foregaa 100km nord for Cairns og skulle vaere meget smukt. Den 24. marts flyver jeg til Melbourne og besoeger Jade og Dave, som jeg moedte paa Fraser Island. Glaeder mig meget til at komme vaek fra Cairns, for de mange dage jeg bruger her er alt for laenge.

Rejsen er ved at komme til sin ende... det er maerkeligt og trist og saert at skulle hjem.