Torsdag d. 24. april

Jeg ankom til Dalat kl 5.30 om morgenen med bus fra Ho Chi Minh/Saigon. Sammen med en flok backpackere fandt vi vej til centrum og en af de mange bagerier. I Vietnam er der flere bagerier end i Thailand og Vambodia. Dejligt at spise noget andet brød end flute og toast, men variationen består i fyldet og ikke i melet. Så jeg GLÆDER mig til groft, dansk brød! Dalat er en by der gik fri for bombeangreb under krigen, og da dette var en fransk koloni-højborg, er byen fuld af smukke, gamle franske koloni-huse. I bjergene er temperaturen betydeligt køligere, hvilket nogenlunde svarer til de danske sommerdage på ca. 25 grader. Franskmændene medbragte afgrøder fra Frankrig, da klimaet gjorde det muligt at dyrke disse. Derfor ligner det virkelig et lille stykke Europa! Fransk-Schweiz-alpe-agtigt.
En finsk pige, Marja fulgte med mig til det guesthouse jeg havde fået anbefalet, og vi blev hurtigt enige om, at bruge dagen sammen. Tilfældigvis stødte vi ind i en ældre herre med en "Easyrider"-vest på, hvilket er en forening af motorcyklister, der tilbyder ture omkring i Vietnam. Jeg havde allerede hjemmefra hørt meget godt om dem, og var hurtig til at bide på :) 58-årige Hiep blev vores guide og chauffør, og Marja sad bag på nevøens motorcykel. Hiep har hele livet boet i Dalat, og har oplevet krigen som ung. Han studerede kemi på uni med 200 andre unge mænd, men blev som den ene ud af 4 færdiguddannet. Kun de allerdygtigste fik nemlig lov at studere videre, mens alle andre skulle i hæren. Hieps bror, René, som vi hilste på, og som nu også er easyrider, var officer for sydvietnam i 8 år. Da nord og kommunismen vandt, blev alle som havde tjent for syd/USA smidt i arbejdslejr, hvilket gjaldt for René i tre år. Først efter glasnost i sovjet i start-90'erne, blev Vietnam forenet som et helt land igen iflg. Hiep. Indtil da havde alle, med fx bare ét familiemedlem som støttede sydvietnam, ikke kunnet få job, eller behandlet mindreværdigt på anden vis.
På turen så vi jordbær-, broccoli-, hvidkåls-, gerbera-, rosen-, salat-, grøn peber-marker, og meget mere! Her er helt utroligt frodigt, og det er mærkeligt at se kål ved siden af bambus, fyrretræer ved siden af kaktus, og pelargonier ved siden af hibiscus. Den største produktion er kaffe, og der er kaffeplantager overalt! Vietnam er verdens anden største kaffeproducent, hvilket jeg ikke anede! Vi besøgte en lille familiedrevet kaffefabrik, som producerede den helt særlige kaffe, der skal igennem nogle pelsdyrs fordøjelse, før de ristes, stadig som hele bønner. Vi besøgte en pagode, et vandfald, en fyrreskov, et skørt Gaudi-agtigt hus m.m., altsammen med god forklaring fra Hiep. Og en silkefarm! Her kunne vi følge ormenes puppedannelse, deres endeligt i kogt vand, de hurtigt arbejdende hænder, som fik fat i en flig af pubben, og spundet den op på ruller, herefter større ruller, og til sidst vævet. Meget Fascinerende! På vej hjem besøgte vi et par, som fletter kurve af bambus. Manden var krigsveteran, og fortalte at han havde kæmpet mod Khmer Rouge i Phnom Pen og Battambang i Cambodia, og siden mod kineserne, der ville overtage Cambodia. 7 år i alt. Han fortalte at livet endnu var hårdt, og at oplevelserne indhentede ham i drømmene om natten, mens han vant tog sig et ordentligt hiv af sin bambus-bong.
Om aftenen gik Marja og jeg igennem Dalat, som efter mørkets frembrud bliver prydet af alverdens romantik-gejl, da nygifte ofte tager på bryllupsrejse her, men en smuk by og fin mad fra gadekøkkener.