Profile
Blog
Photos
Videos
Vi blev samlet op kl. 6.50 ude foran vores hostel, og så gik vores 3 dages tur til nationalparkerne Litchsfield og Kakadu ellers i gang. Graeme og Maria var igen med. Derudover var der 6 andre deltagere, de fleste ældre end os. Første dag var Litchsfield, hvor vi så nogle kæmpe termitboer og to vandfald, hvor vi badede. Derefter var vi på en guidet tur med en aboriginal, der bød os velkommen ved at spytte søvand i hovedet på os, og som efterfølgende fortalte os lidt om naturen, og hvordan de bruger den. Dagen blev sluttet af med en bådtur på en flod, hvor vi så krokodiller og en masse fugle. Så hvis vi ikke var overstimuleret af indtryk i forvejen, så blev vi det i hvert fald i løbet af dagen. Vi overnattede i en primitiv lejr med telte, dog var der toiletter og bad. Der var en god varme hele natten, så i modsætning til nætterne ved Ayers Rock, hvor vi næsten ikke kunne holde varmen om natten, havde vi her svært ved at komme af med varmen.
Der var ikke noget med at sove længe på turen, vi stod tidligt op hver morgen, da lejren skulle pakkes sammen, og vi skulle nå at få en masse ud af dagen.
Dag 2 kørte vi ind i nationalparken Kakadu, en kæmpe park på næsten 20.000 kvadratkilometer eller næsten halvdelen af Schweiz, som en af dem på turen pointerede. Her så vi aboriginalkunst og en masse flere sten med gode udsigtspunkter, hvor Crocodile Dundee også havde været forbi. Derefter kørte vi til et vandfald, hvor vi igen kunne få os en forfriskende dukkert og en god svømmetur. Lejren anden nat var lidt mere luksuriøs med senge i teltene. Her fik vi kænguru og bøffelbøffer, hvilket var ret lækkert.
Sidste dag (fortsat i Kakadu) kørte vi ud til et kæmpe vandfald, Jim Jim Falls, med et fald på 150 m. Der var god udfordring i at komme ud til vandfaldet, først en times kørsel, hvor 4-hjulstrækkeren blev godt udfordret, dernæst vandrede/klatrede vi ind til en strand nær vandfaldet og svømmede det sidste stykke i halvkoldt vand, indtil vi kunne stå under vandet, der piskede ned. Det var en super fed oplevelse, nok en af de fedeste på hele vores Australien tur. Så på trods af vi begge er ved at være mætte af oplevelser, så var det klart det hele værd, og noget vi aldrig glemmer. Efter Jim Jim Falls og en tur på det lokale kulturcenter gik turen tilbage mod Darwin.
Om aftenen spiste alle fra turen sammen, og vi fik sagt farvel til Graeme og Maria et par gange, da Graeme havde svært ved at sige endeligt farvel. Han havde så mange historier at dele med os og ville så gerne snakke noget mere. Det har virkelig været god underholdning at følges med dem gennem hele vores 9-dagstur. Graeme var til tider lidt uheldig eller klodset: På vores første tur slog han knæet, så det hævede op, det fulgte ham igennem hele turen, så han måtte humpe rundt. Ved et af vandfaldene gled han og faldt ned på ryggen, hvor han fik et kæmpe blåt mærke, og da vi kom tilbage fra vores tur til Jim Jim Falls, sad han med et stort plaster på panden, fordi han var gået ind i en gren. Vi kunne ikke andet end at have ondt af ham, men det var virkelig også svært at holde masken, da han tredje gang kom til skade. Selv Maria kunne ikke lade være med at grine af det og Graeme selv, sagde bare: "I'm still alive" med et smil på læben. Dem kommer vi til at savne.
- comments