Profile
Blog
Photos
Videos
The Big Apple! Vi ankom meget tidligt og meget trætte, men efter lidt transport besværligheder ankom vi til vores hotel på Times Square. Vi kunne få lov til at opbevare vores bagage og fik også lidt morgenmad. For at slå tiden ihjel inden vi kunne tjekke ind, tog vi lidt rundt i SoHo og i Macys, hvor vi også fik købt en ekstra kuffert til Nadia. Vi nåede også lige i en kæmpe kamera butik - Nadia var som et lille barn i en slikbutik ;-) Om aftenen tog vi tilbage til SoHo, for at få en ægte berømt New Yorker-pizza på en restaurant der siges at være New Yorks bedste. Næste dag startede vi med at tage færgen til Staten Island - som er gratis, for at kunne se frihedsgudinden og New Yorks skyline. Nu da vi var på Staten Island, kunne vi jo lige se om der var noget spændende der. De havde en gammel landsby (vi troede det var noget i stil med Den Gamle By), som vi besluttede at tage ud til, vi blev dog lidt skuffede da det bare var en samling gamle huse tilfældigt fordelt på begge sider af landevejen. Tilbage på Manhatten havde vi kl 16 bestilt tid til at komme ind og se 9/11 Memorial. De to store kvadratiske vandfald, der var placeret hvor de to twin Towers stod med alle ofrenes navne skrevet på kanten, var utrolig betagende rørende. Specielt "Helen Crossin Kittle and her unborn child" gjorde indtryk. Derudover var "the survivor tree" også fascinerende, da det var det eneste træ der havde overlevet de enorme ødelæggelser. En tur i souvenirbutikken og en magnet til samlingen, nåede vi også inden vi gik videre til Wall Street, hvor vi bla så New York Stock Exchange. Vi startede aftenen i den største Toys'R'Us, hvor et hvert barn ville falde i svimer over det store udvalg OG pariserhjulet. Efter vores barnlig sjæl var beroliget tog vi til restauranten Planet Hollywood, som er kendt for bla at have mange rekvisitter fra forskellige film. Vi nåede da også lige at få følelsen af at være berømt, da vi blev vist hen foran reklamevæggen på den røde løber og blev fotograferet. Fredag var der lovet et kraftigt regnvejr, hvilket også holdt stik. Vi valgte derfor at tage ud i et stort shoppingcenter i New Jersey, hvor vi brugte det meste af dagen. Om aftenen skulle vi med på en Pub Crawl, men det var lige ved at vi ikke nåede det, da vi holdte i kø (uden nogen synlig grund) i mere end en time til Lincoln tunnellen. Det regnede dog stadig så meget at mere end 10 min forberedelse havde været spild. Vi nåede at blive ret våde allerede på vej hen til Subwayen for det var umuligt at få en taxa. Aftenen sluttede lidt for tidligt, da Nadia måtte tale i den store telefon før midnat og vi så lå i vores seng kl 00.30. Lørdag aften skulle vi ind og se The Lion King, hvilket vi havde glædet os meget til og det levede helt op til vores forventninger! Fantastiske kostumer, sceneshow og musik. Søndag tog vi til Brooklyn for at se The Brooklyn Tabernacle Choir. Det var en noget anden måde at gå i kirke på. Det var nærmere en koncertsal, stemningen var en helt anden end i en traditionel dansk kirke og 90 % var sorte mennesker. Bagefter tog vi til Central Park, hvor vi egenlig havde planlagt at vi ville leje et par cykler. Vi blev dog overtalt til at tage en guidet cykeltur, hvor vi blev kørt rundt i en slags tuktuk. Det var en rigtig god guide, og vi så bla mange af de filmscener der er i parken. Om aftenen var det blevet tid til at tage op i Empire State Building. Vi startede med at tage en tur i Skyride som er en virtuel tur over og igennem New York og dens attraktioner. Bagefter tog vi op på 86. etage, hvor vi havde en fantastisk udsigt ud over New York - en god afslutning på New York. Så gik turen hjem for at pakke, da vi skulle tidligt op for at komme med flyet til Miami.
- comments