Africa, You have to see it, to believe it!

Langt væk fra Danmark, både I forhold til distance og I forhold til kulturen. Mødet med Kenya er en overvældende og surrealistisk oplevelse. Det er præcis ligesom man ser på de vildeste billeder, børn med fluer i øjenkrogen, et skæg af snot, magre køer, folk som bor i lerhytter og abesult ingen struktureret hverdag. Den står på rå natur, vildskab, øde landskaber og et stort skup af til janteloven.

Landskabet er spækket med den mest vidunderlige befolkning: Smukke og yderst gæstfrie afrikanere, som altid med åbne arme inviterer ind i deres primitive hjem, en rørende og beundringværdig gæstfrihed.

Jeg bor den første måned 2500 meter over vandets overflade, i Kenya på Daraja Acedemy, som er en pigeskole med 77 fattige afrikanske piger, som har fået muligheden for en gratis uddannelse, de er altid i højt humør, de kærligste og mest livsglade unge kvinder jeg nogensinde har mødt. Daraja ligger i et naturskønt område i ingenmandsland, 45 minutters tur fra den nærmeste by Nanyuki. Platformen deler vi med nogle unge kenyanske drenge, som er ivrige for at hjælpe os med at lære sproget Kiswahili. I området er der mulighed (læs garanti) for at møde zebraer, bavianer og empalaer, og en heldig dag er der mulighed for at se elefanterne komme op og drikke vand om natten.

Trafikken her er ikke mindre end SINDSYG, der bliver overhalet indenom, udenom ned i grøften, hvis det kræves, det er det vildeste bumpy ride. Drikkevandet smager af bål, klokken 18:00 er det BULLERmørkt, solen er plantet midt på himlen, så ingen skykke er at finde. En halv liter Coca Cola koster 3 kroner.

Efter 7 dage uden en dråbe tap wather (vand i hanerene, toiletterne og bruserne) er vandet endelig vendt tilbage til Daraja, og lugten af sur røv er forsvundet. Men vi affinder os fint med forklaringen: Hakuna Matata, Africa Happens.

Når vi bevæger os rundt inde i byen, er der en stime af afrikanske børn i hælene på os blegfiser, altid et kært barn, som tillidsfuldt vil holde i hånd, eller sidde på skødet i enhver anledning. At bevæge sig rund som Mzungu (hvid) er, som at leve i en kendisverden, hvor alle vil hilse, snakke og uden udtagelser glo.

Mødet med Afrika og oplevelserne med lokalsamfundet, er ikke mindre end overvældende. Der har været drøn mine første to uger i Afrika, og ikke et sekund har været uden et nyt indtyk eller oplevelse.

Jeg har fundet mig godt til rette i livet på ækvator og har uden tvivl forelsket mig i Afrika og især afrikanerne. Dagene har blandt andet stået på mødet med de lokale stammer i lokalområdet, hvor vi er blevet inviteret ind i deres hverdag og set deres primitivt indrettet lerhytter, med geder i dobbelsengen og et lille bålsted indendøres, som køkken. Sidste søndag stod den på en tre timers lang gudstjeneste i den lokale lerkirke med sang, syntezier 'basarms' musik, en lækker præst, som tog en lur efter 2 ½ time. Jeg har fået rundvisning i slumkvarteres. Vi har plantet et træ. Jeg pumper vand ved den lokale pumpe. Jeg har fangede cirka 30 løsslupne høns. Jeg har været på det lokale disco, som var fyldt med britiske aoldater, afrikanske ludere og påtrængende mænd. Sovet på et afrikansk hotel, med en seng af sten og en hovedpude af cement. Jeg har lært Swahili. Haft de hårdeste indre kampe med at se gadebørnenes desperate tiggeri, for at få en shilling til at overleve for. Haft 60 lokale børn til legedag som stod på boggie woggie, banke bøf, foldbold osv. Fået bønner til HVERT måltid, og grød til morgenmad. Været til foredrag med en HIV smittet kvinde. Stået midt på Ækvator. Jeg har været på restaurent, hvor aberne hang i træerne ved siden af. Jeg har vendt mig til ikke at måtte vise, hverken skuldre eller knæ. Jeg har fået de fedeste venskaber med de skønneste afrikanere og de dejligste volontører. OG så har jeg lært at elske, brugen af vådservietter.

De første to uger er gået, og jeg kan ikke vente til at opleve mere.

Men, hvad mit egentlige budskab er, Jeg har det vidunderligt.