Kaere allesammen! efter fire ugers fravaer er jeg nu endelig tilbage!

Lad det vaere sagt med det samme: det er meget svaert at koge alle oplevelserne de sidste fire uger ned til bare et enkelt blogindlaeg, men jeg vil eftr bedste evne forsoege at beskrive turen generelt, samt hive nogle af de bedste ting frem.

Foer vi overhovedet kom ud og vandre, skulle vi dog lige med bus fra Kathmandu til Jiri. En bustur som tog ca otte timer, og som i den grad maa siges at vaere en oplevelse! Bussen var efter vestlig standard taetpakket (efter nepalesisk standard var det vist ikke saa slemt) alle bortset fra Magnus og jeg var nepalesere, og hele turen blev gennemfoert til lyden af hoej lokal musik. Vejen gik gennem bjerget og var derfor godt snoet, i Nepal bruger dog ikke rigtigt det der med at bremse, man dytter bare med hornet foer man koerer rundt om hjoernet, og saa ved dem paa den anden side jo at man kommer :) vi kom dog godt og sikkert frem til Jiri, hvor vi tilgengaeld naermest blev overfaldet af ejerne af byens guesthouses, dette var det foerste tegn vi saa paa at det var ved at vaere sidst paa saesonen.

Fra Jiri gik vi saa afsted. Den foerste uge skulle gaa med at komme fra Jiri til Lukla, som er den by de fleste andre starter i, da der er en lufthavn i Lukla som I nok skal komme til at hoere meget mere om senere. Turen fra Jiri til Lukla var haard, meget haard faktisk. For det foerste skulle vi lige bruge et par dage paa at finde en god rytme, derudover var det utrolig varmt at gaa i dalene, og sidst men ikke mindst er turen fra Jiri til Lukla generelt bare meget haardere end resten af turen. For hvor det efter Lukla mest bare gaar stille og roligt opad mod Basecamp, starter turen fra Jiri i 1600 meters hoejde, saa gaar man op til 3700, blot for atter at gaa ned i bunden af dalen i 1600 meters hoejde, og saa kan man saa begynde at gaa opad igen, og ja saadan bliver det faktisk ved :) Saaledes havde vi fx en dag, hvor vi steg over 1600 hoejdemeter, hvilket godt kunne maerkes i benene sidst paa dagen! Tilgengaeld var det ofte en sjov oplevelse at vaere i bunden af dalen for at krydse en flod. Dette foregik som regel paa mere eller mindre sikre haengebroer, som til tider kunne vaere ret saa lange. Da vi den ene dag skulle krydse turens laengste bro paa 109 meter, fik vi pludselig selskab af en aeselflok paa omkring 30 aesler, som kom gaaende mod os, netop som vi stod midt paa broen, saa vi maatte bare stole paa raekvaerket og laene os godt op af det, for en aeselflok flytter sig altsaa ikke lige...

Midt paa syvendedagen naaede vi saa frem til Lukla, hvor vi skulle have bokket vores flybillet til naar vi skulle tilbage til Kathmandu. Vi fik booket billetten, og gik saa hen til lufthavnen, for at tage et kig. Og det var noget af et syn der ventede os... Lukla lufthavn er efter sigende verdens farligste, og naar man ser start/landingsbanen forstaar man godt at der maa ske nogle ulykker! I modsaetning til alle andre lufthavne jeg kender, er banen her ikke lige, men derimod skraa. det er den, da den ellers ikke ville vaere lang nok til at flyene kunne komme i luften eller naa at stoppe efter landing.

Efter en halv hviledag i Lukla, var det tid til at gaa videre mod byen Namche. Vi havde jo nu faaet selskab af en del flere vandrere, og vi kunne pludselig tydeligt baade se og maerke at vi havde haft en opvarmningsuge i forhold til alle andre, vi havde fundet vores rytme og var genrelt faktisk rigtig godt gaaende resten af turen. Fremme i Namche var det tid til at holde en hel hviledag. Det var egentlig ikke fordi vi var traette, men Namche ligger i 3500 meters hoejde, som er den hoejde hvor man skal begynde at vaere opmaerksom paa hoejdesyge, og da Namche er den suveraent stoerste by paa hele turen, syntes vi at det var et godt sted at tage hviledagen. Hviledagen, blev mest brugt paa at lave absolut ingenting, samt at spise en masse slik :)

Efter en dag uden at lave noget, glaede vi os enormt til at komme ud og gaa igen. Turen videre fra Namche startede dog med en god stejl stigning, og desuden begyndte vi godt at kunne maerke hoejden. efter lidt tid fladede ruten dog ud, og vi kom desuden frem til nogle fantastiske bjergudsigter - endnu ikke af everest, men af nogle andre meget hoeje bjerge. Udsigten holdte dog ikke hele dagen, for det sidste stykke op til byen Pangboche, hvor vi skulle overnatte, blev det ekstremt taaget. Paa vej ind i byen gik vi forbi nogle forladte huse, og en masse krager floej rundt over os. Foruden en tandloes mand som sad og lavede nogle underlige fagter var der ikke et oeje at se, en bedre scene til en gyserfilm kunne simpelthen ikke vaere skabt!

Der skete dog ikke noget uhyggeligt, og vi kom frem til selve byen, og fandt et guesthouse, hvor vi kunne overnatte. Da vi gik i seng var taagen stadig taet, saa det var noget af en overraskelse, da vi naeste morgen vaagnede til en total blaa himmel, og fantastisk bjergudsigt. Da vi gik afsted blev udsigten kun bedre og bedre, og pludselig var der nogle meget store bjerge foran os, vi spurgte en sherpa om hvilke bjerge det var, og endelig fik vi det svar vi havde ventet paa i flere dage! vi stod og kiggede paa toppen af verdens hoejeste bjerg!

Dette fik helt sikkert humoeret til at stige og foer vi fik set os om, var vi fremme ved naeste overnatningssted, allerede inden frokost... problemet var at vi efterhaanden var kommet saa hoejt op, at det ville vaere farligt at stige mere end 500 hoejdemeter om dagen, saa selvom dagen kun havde vaeret paa tre timer var vi noedt til at stoppe.. Heldigvis havde Magnus soerget for underholdning i form af essaysamlingen "om at vandre" skrevet af Henry David Thoreau omkring 1850. Denne bog havde vi stor fornoejelse af og saerligt de mange gode citater var med til at redde vores eftermiddage. "forhaver er ikke skabt til at gaa i, men hoejst til at gaa igennem, og man kan jo altid komme ind ad bagvejen". Efter nogle korte vandredage kom vi endelig frem til Gorek shep, som er den sidste by inden basecamp og Kala Patthar. den sidste del af turen mod Gorek shep havde vaeret haard, og vi havde virkelig kunnet maerke hoejden. (i oevrigt er det en noget underlig foelelse at blive forpustet af at gaa ligeud.) efter en frokostpause var energien dog tilbage og vi drog afsted mod basecamp, to timers vandring senere stod vi der endelig! og selvom basecamp i virkeligheden ikke er andet end en teltlejr, var foelelsen af at staa der fantastisk! Efter at have taget en masse billeder gik turen tilbage til Gorek shep, hvor vi skulle overnatte. Naeste morgen var turens hoejdepunkt, eller det skulle det i hvert fald have vaeret, men da vi vaagnede var det totalt taaget og det sneede, dette spolerede vores planer om at gaa til toppen af Kala Patthar (5545 meters hoejde) en smule, da vi syntes at det var lidt en skam at gaa derop hvis vi ikke fik udsigten med.. Saa vi besluttede os for at vente et par timer, og se om vejret blev bedre... Fire timer med kortspil senere besluttede vi os for at tjekke ind igen og vente til naeste morgen. Naeste morgen var ogsaa taaget, men ikke naer saa meget som dagen foer, saa vi tog chancen og gik afsted. det meste af turen opaf foregik i taage, men en sjaelden gang imellem loesnede det op og vi kunne se bjergene gennem skyerne. stille og roligt begyndte vi at kunne se toppen, og da vi kom naermere kunne vi ogsaa se at der ikke var andre deroppe, hvilket vi syntes var lidt sejt! Hvis det var en fantastisk foelelse at staa i basecamp, var foelelsen af at staa paa toppen af Kala Patthat helt igennem ubeskrivelig! godt nok kunne vi i foerste omgang ikke se noget, men efter lidt tid opstod der huller i taagen og i 30 sekunder havde vi en fantastisk udsigt af Mount Everest. Dette scenarie gentog sig flere gange, og vi endte faktisk med at faa nogle rigtig fede billeder.

Magnus fandt sin telefon frem og satte "we are the champions" paa, og lige et oejeblik havde man det faktisk som om man var mestrene af hele verden(selvom man stod og kiggede paa et bjerg der var tre km hoejere..)

Efter at have brugt en time alene paa toppen, gik vi tilbage til Gorek shep, hentede vores tasker og begyndte at gaa ned igen. Da vi egentlig havde nogle dage tilovers, havde vi besluttet os for ikke at gaa direkte ned, men i stedet gaa til Gokyo peak, og se udsigten derfra. Paa vejen blev vejret dog rigtig daarligt, og da vi ogsaa kunne maerke at benene var ved at vaere traette, besluttede vi os for at vende om, og se om vi kunne faa et tidligere fly ud af Lukla.

Dette skulle dog vise sig at blive lidt af et projekt.. Som sagt var vi der sidst paa saesonen, og det betoed at vejret ofte var daarligt, faktisk saa daarligt at flyene overhovedet ikke floej. Vi endte derfor med at opholde os syv dage i Lukla, inden vi bestilte en helikoter ud derfra, og kom tilbage til Kathmandu kun en dag foer vores videre fly. Selvom det var uendelig trist at vaere strandet i Lukla saa laenge, var det dog ogsaa en sjov oplevelse, da alle jo ligesom var i samme situation, og man endte ligesom med at kende de fleste i byen ret godt.

Ventetiden i Lukla kunne dog paa ingen maade roere ved det faktum, at Everest basecamp trek var en fantastisk oplevlse! Tiden i Nepal var genrelt bare fed! Store oplevelse, og rart at nyde dem med en god ven.

I fredags Sagde Magnus og jeg saa farvel til hinanden, da han skulle hjem, og jeg tog videre til Thailand. Saa nu sidder jeg i Krabi, og nyder en meget afslappet hverdag. Jeg har kun ti dage tilbage af min rejse foer jeg kommer hjem, og jeg begynder faktisk at glaede mig! saerligt glaeder jeg mig til at se jer allesammen igen, og saa begynder jeg da saa smaat ogsaa at festivalklar!

Sejt gaaet, hvis i har laest jer gennem hele dette meget lange blogindlaeg! hvem ved maaske bliver det det sidste inden hjemrejsen...

Ha' det godt til vi snart ses!

Mikkel