Saa er jeg velankommet til Australien! Mod al forventning har jeg dog endnu ikke haft brug for min fantastiske solhat, men det er trods alt kun dag 1, og her er varmt nok, saa jeg vil give den australske sol til i morgen til at forbedre indsatsen :) Sidst jeg opdaterede bloggen befandt jeg mig i Queenstown, hvor jeg tilbragte yderligere 5 dejlige dage i dejligt selskab. Herefter tog jeg til Hokitika hvor jeg hyggede et par dage under dynen med feber og en temmelig kritisk forkoelelse (det skulle jo komme foer eller siden) heldigvis passede det med, at New Zealands solskin svigtede mig for foerste gang, netop i de dage. Efter et par vandrette dage taenkte jeg, at det var tid til at goere endnu en ting paa min "det-har-jeg-godt-nok-aldrig-proevet-foer...meeen, man-sku-da-vaere-et-skarn-hvis-man-ikke-liiiige....."-liste, saa i "trygt"selskab med Lyndon og Thomas Cotton (virkelig sjov fyr, med det mest naturligt orange haar jeg nogensinde har set) drog jeg op til Familien Phelps's (for de der kender lidt mere til folkene hernede, Wade's familie) guldmine for at skyde lidt med jagtgevaer/riffel (ja undskyld far, jeg ved godt du har fortalt mig forskellen, men det kan jo smutte det skidt). I starten foelte jeg mig meget cool - efter min succes paa paintball-banen var jeg af den fejlagtige overbevisning, at jeg viste praecis hvordan det foeles at affyre skud. Inden nogen bliver alt for urolige, maa jeg indledningsvis tilfoeje at maalet var et stykke braende placeret langt ude paa en mark (ingen dyr eller mennesker kom til skade under processen).
Og der stod jeg saa - med et aegte ladt gevaer og jeg foelte virkelig presset - maaske skyldtes det Thomas og Lyndons doemmende blikke, overbaerende smil og berettigede latter, maaske skyldtes det de fritgaaende hoens ca. 5 meter fra mig (altsaa laaaangt inde i min fugle-sikkerheds-zone) - personligt er jeg tilboejelig til at bebrejde sidstnaevnte. Under alle omstaendigheder, lykkedes det mig, efter et godt langt sigte paa 5-10 minutter at affyre et skud. Ville nok have forsoegt at tage sigte i endnu laengere tid hvis ikke det skide gevaer var saa tungt - der fik jeg da lige bekraeftet hvorfor jeg ikke gaar paa jagt - jeg er simpelthen ikke staerk nok. Yderligere tiltaler hele delen med at draebe mig dog heller ikke - en ting der tilgengaeld tiltalte mig meget, var at toerre drengenes selvfede smil af med et velplaceret skud lidt i hjertet at det lille stykke braende. Riffelskydning paa doede ting er en udmaerket fritidsaktivitet.
Efterfoelgende da solen var gaaet ned, tilbragte vi yderligere en halv times tid med drive-by hunting, som i bund og grund bare gaar ud paa at droene rundt i en firhjulstraekker, mens Lyndon sidder paa bagsaedet med en riffel ud af vinduet og forsoeger at ramme sagesloese smaa kaniner. Saa vidste jeg for alvor, at jeg var paa vestkysten :P

Efter Hokitika gik turen tilbage til Christchurch hvor jeg tilbragte yderligere 4 dage med to af de drenge (Jacob og steffen) der ogsaa var med i Queenstown. Allerede foeste aften fik jeg (dog igen med hjaelp fra andre koekken-debutanter) bevist hvordan mors madlavningsgener desvaerrre ikke er gaaet i arv til mig (eller i hvert fald endnu ikke har vist sig - jeg venter dog stadig i spaending) og yderligere hvordan det er essentielt at man, hvis man ikke ligefrem er en oern i et koekken, laver en idiot-sikker, men velsmagende salat, som kan daekke over maaltidets oevrige fejl og mangler. Dagene i Christchurch forloeb ellers fint, vi fik baade set Canterbury Museum, udstillet vore akrobatiske evner eller mangel paa samme i botanisk have, udforsket the antarctic centre hvor vi bl.a. andet blev underholdt af levende pingviner, en snestormssimulator, en tur i et is-baelte-koeretoej(som helt sikkert har et knap saa amatoer-agtigt navn) og en souvenirbutik der i sandhed bekraeftede enhver paastand om, at der tilsyneladende virkelig er et marked for ALT!!
Valentins dag fejrede vi i biografen med en pose peanuts og en film om en staerkt dysfunktionel familie. Good stuff.
Herefter jeg var et smut i Dunedin - den halve time solen skinnede, var der vaeldig hyggeligt. Derudover styrtede det bare ned. Jeg havde godt på fornemmelsen at (her vil den opmærksomme læser opdage at jeg pludselig benytter mig af æ, ø og å. Dette skyldes, at jeg pt sidder i Warragul med Peder og Maidas computer og netop kom i tanke om, at der er danske bogstaver her - nemt og bekvemt) ... anyways, som sagt havde jeg godt på fornemmelsen at karma-kanonen ville straffe mig for de utallige gange jeg afslog mors forslag om at medbringe en regnjakke. Ja ja, maaske ku jeg godt ha brugt en regnjakke lige der - men jeg fortryder intet ! :D Desuden er der heller ikke plads i min taske til den slags praktisk beklaedning (nu jeg lige nævner plads, vil jeg da lige benytte lejligheden til at lufte en lille ide jeg har fået ang. overskydende plads i mor og fars kufferter i Mexico - behøver jeg sige meget mere? ) Heldigvis har jeg nu en fast rejsepartner i form af Lyndon, som selvfølgelig agerer gentleman, når jeg synker for meget sammen under de mange kilo tøj og andre fornødenheder.

Tilbage til New Zealand - efter Dunedin drog jeg tilbage til Christchurch hvor jeg deltog i en 2x 21 års fødselsdag med høj sol, helstegt pattegris og masser af gratis champagne - med andre ord, en fortræffelig dag, som udviklede sig til en fortræffelig aften efterfulgt af en ligeså fortræffelig nat - slutteligt kom selvfølgelig de kære, velkendte tømmermænd. Meeen, man ofrer sig jo gerne for sociallivets skyld :P - denne ofring kom også ret så bogstaveligt til udtryk næste dag, da vi mødtes kl 10.30 i parken til familie tamtam med hele den pukkelryggede på begge sider af Lyndons familie. Jon, Tom, Jo, Lyndon og jeg forholdt os dog alle forholdsvis roligt under et træ i skyggen.

I nat kl. 03.30 new zealandsk tid blev jeg så vækket af min evigt irriterende Super-Mario alarmtone, som til min store ærgrelse informerede om nødvendigheden af at stå op og påbegynde rejsen med Lyndon.
Flyveturen forløb uden større problemer og øjeblikkeligt efter ankomsten til Melbourne tog vi toget ud til Peder og Maida i Warragul - en lille flække hvor det dog alligevel er lykkedes mig at bruge i omegnen af 2500 kr.... Jeg kan bare ikke styre mig. Der findes dog en temmelig legal og fader/regnskabsansvarlig-godkendt grund, nemlig erhvervelsen af et nyt kamera, som IKKE lever sit eget liv med sorte pletter i billederne, pludseligt døde batterier, og evnen til selv at slette samtlige billeder. Sidstnævnte forklarer også manglen på billeder pt. Jeg har ikke nogen - men jeg håber lidt på at nasse nogle af de billeder som Jacob og Steffen har taget mens vi var sammen.

Nu vil jeg så bevæge mig ud i det vilde Australien med giftige kryb og dyr, med Peders dejlige hunde. Jeg har derfor ikke tid til at læse det her igennem - så vær venlige at bære over med eventuelle uafsluttede sætninger, tastefejl og andre tanketorsk-relaterede fejl.

Hyg jer derhjemme .

- Michala (og lyndon, som ikke har den fjerneste ide om hvad jeg lige har skrevet)