Saa gik der en lille uge her i Ciudad Blanca, Arequipa, og jeg har lidt at fortaelle igen.

Jeg ankom, som naevnt, mandag morgen kl 7, blev paa hostellet et par timer og gik ud for at opleve byen, som er fuldstaendig fantastisk. Maaske er jeg saa vild med den, fordi det er en af de byer i Sydamerika, der minder mest om Europa :) Maaske er det ogsaa fordi jeg naesten ikke har brugt et sekund alene i min tid her. Naa, men der har vaeret gang i gaderne, da byen mandag den 15. august har 471 aars foedselsdag - noget de gaar meget op i.

Foerste dag gik jeg bare rundt, spiste frokost paa markedet og var paa et spaendende Inka-museum om boerneofringer til guderne. Man har fundet 10 lig af ofrede inkaboern i vulkanerne i Peru, den ene har ligget under sne og is i 500 aar og er derfor virkelig godt bevaret, og hende kunne man se paa museet. Derudover var der en masse om kulturen, og hvordan man troede, at de ofrede boern selv blev til guder, og det derfor var en aere at blive udvalgt. Om eftermiddagen moedte jeg to New Zealaendere og en tysker paa hostellet, vi gik lidt rom og gik i byen paa bar Deja Vu. Den aften fik jeg baade smagt Perus nationaldrik Pisco Sour, og fandt ud af, at kortspillet Circle of Death, Vandfald, Traemand (hvad I nu kalder det), er nojagtigt det samme paa den anden side af jorden :)

Tirsdag lavede vi saa lidt som muligt og nyde det gode vejr. Det mest interessante var nok, at vi spiste treretters vegetar menu for kun 10 kr.

Onsdag gik med at finde ned til busstationen for at koebe en billet til La Paz, lidt shopping og en tur i et kaempe kloster. Klosteret var foer i tiden for de rigeste spanske familier, og var derfor virkelig stort, som en lille by i Arequipa. Om aftenen gik hele min dorm tidligt i seng, fordi stoerstedelen af os ved et tilfaelde skulle paa samme tur til Colca Canyon dagen efter, med start kl. 3 om natten.

Kl. 3.15 blev vi hentet, i alt en gruppe paa 11 unge, til en to-dages vandring i verdens naest dybeste kloeft (den dybeste er saa aabenbart ogsaa her i Peru) - dobbelt saa dyb som Grand Canyon, USA. Foerst koerte vi 3 timer til byen Chivay, hvor vi fik morgenmad, derfter et par timer mere til udsigtpunktet Cruz del Condor, hvor man, surprise, kunne se kondorer. Kort efter startede selve trekket. Det gik 3 timer stejlt og hurtigt (! guiden havde aabenbart ret travlt) nedaf indtil vi naede floden i bunden (1 km lodret) og frokost, som var Alpacakoed, og derefter ret meget op, og her gik det helt galt med min vejrtraekning, saa jeg begyndte at hyperventilere og ikke kunne faa vejret. Ikke en behagelig oplevelse. Da vi endelig kom op, var det endnu halvanden time ned, til vi igen naede bunden hvor vi skulle overnatte. Vi var alle virkelig smadrede, men der var heldigvis en pool, man kunne slappe af i. Vi gik tidligt i seng igen, men blev vaekket kl 4 af jordskaelv! Det var ret skraemmende, isaer naar man befinder sig paa bunden af en kloeft, og det foeltes som om det blev ved i evigheder. (Kan see paa USA`s jordskaelvshjemmeside, at det aabenbart havde en magnitude paa Richterskalaen paa 4,7).

Dagen efter var det sidste etape, tre timer stejlt op igen. Det havde jeg det ikke saerlig godt med, efter oplevelsen dagen foer, saa en af de andre og jeg red op paa mulddyr i stedet. Det var en meget bedre oplevelse, selvom det foeltes noget ustabilt paa smalle, stenede stier. Paa den anden side kan det kun have vaeret mere sikkert, da et mulddyr helt sikkert er mindre klodset, end jeg er :P Vi naede i hvert fald op i god behold, og efter en tur i varme kilder er jeg naesten frisk igen, selvom jeg er saa oem at jeg knap kan gaa :)

I nat tager jeg bussen videre til La Paz, hvorfra jeg skal til Uyuni og saltoerkenen, hvis alt gaar som jeg vil. Det er en ret lang bustur, og samtidig lidt traels at skulle sige farvel til alle de mennesker jeg har laert at kende her.

Har i oevrigt problemer med uploading af billeder, men naar de engang kommer op, vil jeg sige, at jeg virkelig har forsoegt at fange hvor smukt der er i Colca Canyon, det er bare aldrig helt det samme. For det andet har jeg KUN taget vandrebilleder, naar stien var naesten lige, og jeg havde overskud til at finde kameraet frem, saa det er desvaerre svaert at se hvor stejlt der var.

Kram til jer derhjemme.

Mette