Profile
Blog
Photos
Videos
Det er sket meget siden vi sidst har opdateret jer. Vi har imellem tiden passeret to lande og befinder os nu i Malaysia, nærmere betegnet Langkawi.
Vi brugte de sidste dage på New Zealand omkring Christchurch. Vi var blandt andet med en kabelcar op så vi havde udsigt over hele Christchurch i hvert fald indtil skyerne kom og dækkede det hele. Det blev derfor en kort tur på toppen. Vi kørte derefter ned mod Akaroa som ligger ved Banks Peninsula. Vi kom tidligt frem og fandt en campingplads. Vi spadserede derefter ned til byen, hvor vi fik bestilt en delfintur til næste dag.
Næste morgen fik vi pakket bilen sammen og kørte ned til havnen. Her steg vi på båden sidst på formiddagen og sejlede derefter ud i bugten. På vores vej så vi Cathedral Caves, albatrosser og andet flot natur. Og lige da vi var ved at miste håbet kom to små Hector delfiner svømmende mod os. Det varede ikke længe før vi havde omkring 10 delfiner til at svømme omkring båden. Hector delfinerne er verdens mindste delfin og findes kun i havet omkring New Zealand. På vej tilbage kom vi også forbi sæler som lå på stenene inde ved kanten og slappede af.
Vi satte derefter næsen ind mod Christchurch igen, hvor vi fandt en campingplads, hvor vi fik pakket alle vores tind sammen.
Vores rundrejse på NZ var nu næsten slut, kun én dag tilbage. Vi brugte den sidste dag i et shoppingcenter og så i lufthavenen. Vi skulle aflevere camperen først på eftermiddagen og derefter skulle vi egentligt bare vente på vores fly som var næste morgen kl. 7. Vi tog derfor ud til lufthavenen, hvor vi brugte 19 timer inden vi skulle afsted.
Først på formiddagen ankom vi til Sydney, Australien. Vi bestemte os for et hostel blandt en masse. Vi kom med en shuttle ind til vores hostel. Her fik vi smidt vores bagage inden vi begav os ud i Sydney. Det var et skønt vejr da vi kom, så efter lidt frokost gik vi ned mod havnen og Operahuset. På vores vej kom vi forbi et par parker hvor vi smed os på græsset, slappede af og nød solen. Vi gik derefter ned til Operahuset og Harbour Brigde inden vi begav os tilbage til vores hostel. Om aftenen gik vi ned til Darling Harbour hvor vi fik en lækker middag. Vi sluttede aftenen af på vores hostel hvor der var ladies night i baren.
Da vi stod op næste morgen stod det ned i stænger uden for. Vi besluttede derfor at tage det stille og roligt og have en stille aften. Vi gik på shoppetur i Darling Harbour, hvor vi fik købt et par småting. Derefter tog vi i IMAX og så Iron Man 2, på verdens største skærm. En blandet oplevelse. Mette syntes det var fedt på storskærmen, hvorimod Louise blev dårlig og måtte se halvdelen af filmen med hovedet under armen. Men så har vi da prøvet det. Vi gik derefter tilbage til vores hostel og slappede af inden vi tog ud og spise om aftenen, igen ved Darling Habour.
Næste morgen skulle vi tidligt afsted fra hotellet. Vi skulle ud og se Blue Mountains og Jenolan Caves. Der var en tre timers køretur for at komme ud til nationalparken. Da vi kom ud til Blue Mountains var der tåget så vi ikke rigtigt kunne se noget. Vores guide tog derfor en hurtig beslutning, og vi kørte derfor ud til Jenolan Caves først. Jenolan Caves er store sandsten grotter. Vi kom på en rundtur rundt i Lucas grotterne, som inkluderede både lysshow og musik. Det er store grotter som er rigtig imponerende. Vi kørte derefter tilbage mod Blue Mountains, på vejen gjorde vi holdt ved en lille plads med kænguruer. Da vi kom til Blue Mountains gik vi ned og sa The Three Sisters. Vi tog derefter en Skyway fra en bjergtop til en anden. Her tog vi verdens stejleste tog ned til bunden. Man sidder i en lille vogn og når den kører, føles det som om det næsten er lodret ned. Da vi nåede bunden gik vi en tur rundt i regnskoven over mod kabelbanen som vi kom op med. Her sluttede vores tur i Blue Mountains og der var nu kun en køretur tilbage til Sydney. Da vi kom tilbage fandt vi noget aftensmad inden vi skulle afsted med al oppakning. Vi gik fra vores hostel op til banegården, hvor vi skulle med en Greyhound natbus til Byron Bay - en 13 timers tur op ad den australske østkyst.
Næste morgen ankom vi til Byron Bay, hvor der endeligt var noget godt vejr. Efter en times venten på vores shuttle til hotellet ankom vi. Vi fik hurtigt smidt vores tasker ind og fundet badetøjet. I løbet af rekordtid var vi på stranden. Det var skønt med solskin, og selv havet var til at bade i, ikke for koldt. Vi havde en stille og rolig dag i Byron Bay, inden vi næste morgen skulle starte på vores surfcamp.
Vi mødtes foran Mojosurfs kontor i Byron Bay, hvor vi blev læsset på en bus sammen med 12 andre mennesker, som vi skulle tilbringe de næste fem dage med. Vi kørte derefter ned ad kysten til Spot X, som skulle være vores base de kommende fem dage. Vi blev indlogeret i en container, med plads til seks mennesker. Vi nåede lige at få lidt middagsmad inden vi blev introduceret i kunsten at surfe. Vi fik en kort instruktion, hvorefter det var på med våddragt, board under armen og ned på stranden. På stranden øvede vi os i at stå op inden vi kom i vandet. Derefter brugte vi to timer i vandet, hvor vi kæmpede med at komme op at stå. Det lykkedes få gange, men dog uden at kunne blive stående særlig længe. Ikke så nemt som det ser ud til... Om aftenen var der hygge omkring bål, hvilket også inkluderede et par øl..
Næste morgen blev vi vækket kl. 6, hvorefter vi skulle være klar til vores surflektion kl. 7. Det regnede hele dagen og vores håndklæder og bikinier var våde fordi det havde hængt ude hele natten. Så det var en kold fornøjelse at skulle i våddragt og i vandet. Men da vi først var kommet i vandet var der ingen problemer. Vandet var næsten varmere end luften. Efter vores lektion havde vi et par timer inden vi igen skulle ud i vandet.
Vi havde i alt 7 lektioner i løbet af ugen. Sidst på ugen kunne vi fange bølger og selv komme op og stå. Så vi følte lidt succes sidst på ugen. Vi blev enige om at det var starten på vores surfkarierre.
Om fredagen tog vi tidligt fra campen og satte kurs mod Sydney. Vi havde et fly om aftenen som vi skulle nå, eller det troede vi i hvert fald. Da vi havde kæmpet os ud til lufthavnen, kunne vi ikke se vores fly på oversigten. Efter en masse vandren frem og tilbage fandt vi endelig en der gad og hjælpe os. Det viste sig at vores fly var lettet seks timer tidligere end vores billetter viste. Vi havde derfor ikke nået vores fly. Vi måtte derfor have fat i flyselskabet som ikke var til stede i lufthavenen. Vi fik hurtigt fat i nogle nye billetter til dagen efter samme tid. Det betød at vi lige pludselig havde 18 timer vi skulle have brugt. Vi indlogerede os derfor på et hotel i nærheden af lufthavenen.
Næste dag kom vi med det planlagte fly til Kuala Lumpur, Malaysia. Her ankom vi sent om aftenen, tog en bus ind til byen og fandt et hostel i Chinatown.
Vi havde nu en halv dag til at udforske noget af Kuala Lumpur inden vi skulle mSultan Abdul Samand-bygningen i Jalan Rajaødes med Louises forældre og søster for at tage op til Langkawi. Vi startede tidligt ud og kæmpede os over til Sultan Abdul Samand-bygningen i Jalan Raja. På pladsen kom der lige pludselig to asiasiske piger hen til os over spurgte om de måtte tage et billede. Det viste sig at de ville have et billede sammen med os - to høje danskere og i Mettes tilfælde lyshåret. Og da først de fik begyndt endte det med at der kom mindst fire andre hen som ville have taget billede med os. Da vi havde fået kæmpet os væk, gik vi ned mod den gamle jernbanestation og byens national moske. I moskeen fik vi kapper med huer på, så vi var dækket til. Vi kunne derefter selv gå rundt. En ældre muslimsk kvinde kom hen og spurgte om hun skulle fortælle lidt om moskeen, og vi sagde gladeligt ja. Det endte dog med at hun brugte en times tid på at fortælle en masse om islam, muslimer og moskeer. Det var alt sammen vældigt interessant, men det var lang tid. Efter lige at have hvilet benene lidt, gik vi ned til Central Market. Her fik vi kigget lidt på de forskellige boder inden vi gik over i gaden - Chinatown. Vi gik herefter over på vores hostel for at hente vores rygsække. Vi tog derefter tog hen til den bus vi skulle med ud til lufthavnen. Vi endte dog i den forkerte lufthavn. Det viste sig at der er to lufthavne, og da vi havde sagt vi skulle med indenrigs kom vi med en bus ud til den forkerte lufthavn. Da vi fandt ud af vi var det forkerte sted måtte vi have en taxi over til den rigtige lufthavn. Her stod Louises forældre og lillesøster og ventede. Vi fik hurtigt tjekket ind til vores fly, og så var der tid til at slappe af og snakke. Vi ankom til øen Langkawi først på aftenen. Vi fik indlogeret os på vores værelser på hotellet og udforsket hotellet lidt. Et dejligt sted med stor swimmingpool, lige ned til havet og så et par barer!
To be continued.......
- comments